På det igangværende børn og unge topmøde, som Kommunernes Landsforening (KL) i disse dage holder i Aalborg, fik deltagerne i går en hel aktuel status på de kommunale arbejdsgiveres overenskomstforhandlinger med landets folkeskolelærere.
Generelt har vi mødt organisationer, som er indstillet på et fredeligt forhandlingsforløb. Men - ingen regel uden undtagelse.
Michael Ziegler, KL
– Hvis jeg skal give et indtryk af, hvordan det går med forhandlingerne om overenskomsten, vil jeg sige, at vi generelt har mødt organisationer, som er indstillet på et fredeligt forhandlingsforløb. Men det er jo vigtigt at huske det gamle mundheld: Ingen regel uden undtagelse, sagde KL's cheforhandler, Michael Ziegler i sit indlæg til 1800 kommunale embedsmænd og politikere.
Ifølge fagbladet Folkeskolen "gnækkede dele af den fyldte sal indforstået. Mange mente nok at vide, hvor undtagelsen lå."
Skulle nogen være i tvivl om, hvor langt KL er villige til at gå ved overnskomtforhandlingerne, så slog Ziegler fast at KL siger blankt nej til at forhandle om en ny arbejdstidsaftale. Det vil lægge bånd på lederne og ikke støtte muligheden for at tilrettelægge skoledagen fleksibelt, mener Michael Ziegler.
KL forhandler i det offentlige rum
Anders Bondo sagde bagefter til fagbladet Folkeskolen, at det er grænseoverskridende af Michael Ziegler at forhandle i det offentlige rum.
– Det er helt uden for alle forhandlingsregler, at han på den måde forhandler fra en talerstol. Begge parter har forskellige krav, og dem udveksler vi ved forhandlingsbordet. Så hvis Ziegler mener det alvorligt, at han gerne vil undgå en konflikt, er det ikke denne måde, han skal gøre det på, sagde en vred Anders Bondo Christensen.
Han understreger, at han i forbindelse med OK15 ikke hidtil har offentliggjort, hvad der bliver talt om ved forhandlingerne, men at oplevelsen i Aalborg får ham til at overveje, om der skal laves om på det.
Anders Bondo Christensen efterlyser, at de kommunale arbejdsgivere tager udfordringerne i folkeskolen alvorligt - udfordringer som folkeskolereformen og lovdikterede arbejdstider til lærerne har været med til at accelerere.
Skolerne oplever, at lærerne flygter fra faget, sygefraværet er højt, og samtidig er der alt for få, som søger ind på læreruddannelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278