Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 rundede lørdag den 5. december et skarpt hjørne. Klubben, der er kendt for at kæmpe for ordnede forhold i egen branche og for andre og for at sætte handling bag ordene, er blevet 100 år.
Den høje organisering har helt sikkert noget med klubbens stolte traditioner at gøre og har haft afgørende betydning for de resultater, som klubben har opnået.
Dag Vilhelmsen, formand, Stilladsarbejdernes Brancheklub
Oprindeligt skulle jubilæet have været fejret med en kæmpe fest den 29. august på hele 3F Københavns matrikel både inde og ude og med deltagelse af kolleger fra hele landet. Den fest spændte coronaen ben for, ligesom coronaen kom på tværs af den reception, der var planlagt fredag den 4. december i den store sal i fagforeningen 3F København.
– Vi skal nu nok finde et tidspunkt at fejre jubilæet, forsikrer klubbens formand Dag Vilhelmsen overfor Arbejderen:
– Faktisk kommer fejringen alligevel på et helt forkert tidspunkt. Vi har nemlig fundet en gammel dirigentklokke, og på den står der, at klubben er fra januar 1920.
Med smil på læberne tilføjer han:
– Så det hele er typisk stillads. Nogle gange har vi ikke styr på en skid, og andre gange har vi styr på rigtig meget.
Høj organiseringsgrad skaber resultater
Sidste bemærkning er møntet på organiseringen af stilladsarbejderne og deres løn- og arbejdsforhold. Det har klubben nemlig fuldstændig styr på.
– Vi er så tæt på 100 procent organisering i branchen, som man kan komme. Det har helt sikkert noget med klubbens stolte traditioner at gøre og har haft afgørende betydning for de resultater, som klubben har opnået, mener Dag Vilhelmsen, der for otte år siden tog springet fra tømrer til stilladsarbejder – tiltrukket af sammenholdet og den faglige stolthed i branchen.
– Jeg blev med det samme taget under armen af mine to kollegaer i firmaet og slæbt med til klubmøder. Det var ligesom bare en selvfølge, at hvis jeg ville være en del af fællesskabet, så skulle jeg også være medlem af 3F København og af klubben.
100 års stolt historie
Dag Vilhelmsen blev valgt som formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub i november 2019 – et hverv han er både stolt og en smule skræmt over at bestride:
– Det er sgu fantastisk at stå på skulderen af 100 års historie og kampe. Klubben bærer helt tydeligt mange stolte traditioner med sig, og dens historie viser, at den er blevet formet gennem kamp og faglig aktivitet. Det hører også med, at solidaritet med andre ikke bare er noget, der bliver sagt ved højtidelige lejligheder, så det er en stolt arv, der skal bæres videre, men det er samtidig et kæmpe ansvar. Det er trods alt 700 medlemmer, klubben i dag repræsenterer.
Dag Vilhelmsen nævner, at det hører med til klubbens historie, at den ikke altid har været enig med hverken afdeling eller forbund.
– For os er det afgørende, at forbundet og afdelingen er til for medlemmerne og ikke omvendt. Det giver ind imellem nogle sammenstød, som i 2017 eksempelvis, hvor stilladsklubben var inde foran forbundshuset i protest mod resultatet af OK17-forhandlingerne. Forbundet anbefalede, at medlemmerne skulle stemme ja. Det var vi uenige i, og Stilladsarbejdernes Landsklub iværksatte med vores opbakning en nej-kampagne.
Stilladshistorier som podcast
Selv om der i første omgang ikke bliver holdt en kæmpe fest, så bliver 100-års-jubilæet imidlertid ikke forbigået i tavshed. Tre gamle stilladsarbejdere og klubmedlemmer – Peter Roholm (også kaldet Slangen), Steen Larsen (med øgenavnet Læreren) og Karsten Mathiasen (Klovnen) – har nemlig lavet en podcast med titlen Stilladsarbejderhistorier.
I introen lyder det:
– Podcasten er historien om stilladsarbejdernes muntre liv, deres kampe, deres sejre og deres tragedier. Formålet er at 'fordærve' ungdommen til at tro på solidaritet og sammenhold.
Den første episode blev lanceret den 27. november, og i den bliver lytteren taget med til 70-års jubilæum i klubben, hvor en ny "rigtig rød fane" bliver indviet med brandtaler og arbejdersange. Der vil hver uge det næste halve år blive introduceret en ny episode.
– Som lytter vil du få et indgående indblik i klubbens og medlemmernes historie og en vigtig del af dansk arbejderkultur, fortæller Karsten Mathiasen, der er redaktør for podcastgruppen, til Arbejderen.
Karsten Mathiasen forlod tilbage i 1978 en akademisk uddannelse på RUC for i stedet at blive stilladsarbejder på fuld tid. Præcis som den nuværende klubformand blev han tiltrukket af det stærke fællesskab og den faglige aktivitet i stilladsfaget. Selvom Karsten Mathiasen ikke har arbejdet i branchen de sidste 30 år, så er han stadig en del af fællesskabet og medlem af Stilladsarbejdernes Brancheklub, ligesom han deltager i klubmøder og i øvrigt stiller op, når klubben kalder.
– Det kan være, hvis der skal være en demonstration eller lignende, så kommer jeg, lyder det fra Karsten Mathiasen.
Klubbens gamle historie
Igennem 40 år har han samlet på interviews med kollegerne, og det glæder ham, at det nu er blevet muligt at dele dem med andre.
– Med den her podcast forsøger vi at dække den "gamle" historie. Vi vil gerne sætte fokus på den traditionelle kultur i stilladsbranchen, hvor sammenholdet i borgerstuerne er alfa og omega, forklarer Mathiasen.
Borgerstuerne er kaffestuen/rummet hjemme i firmaet, hvor stilladsarbejderne møder ind om morgenen. Her får de tildelt dagens arbejde og udveksler akkorder, og stilladsarbejderne slutter dagen i borgerstuerne med akkordsedler og røverhistorier.
– Det er også her, man "sidder på røven", altså strejker, hvis der er uoverensstemmelser, der ikke umiddelbart kan forhandles på plads. Sammenholdet i borgerstuen er noget helligt for solidariteten, understreger Karsten Mathiasen.
Ord og handling følges ad
Igennem tiden er det blevet til flere gange "sidden på røven".
Da klubben startede tilbage i 1920, havde den blot 12 medlemmer, men de viste til gengæld fra start, at de var klar til at sætte handling bag deres ord. Allerede året efter klubbens stiftelse gik stilladsarbejderne i strejke, da de tre stilladsforretninger, som tegnede branchen på det tidspunkt, afviste deres krav til løn og arbejdsforhold. Efter få dages konflikt blev der forhandlet en overenskomst på plads, men der gik lige en ekstra dag, inden der igen blev bygget stilladser. Den nye aftale skulle nemlig fejres med en fælles skovtur. Dog lovede klubben, at arbejdet ville blive genoptaget dagen efter, hvis stilladsforretningerne betalte 100 kroner.
Et par andre nedslag i den tidlige del af klubbens historie vidner om kampviljen og den solidaritet, der gennemsyrer faget.
Således vedtog klubben i 1930 at give juleunderstøttelse til arbejdsløse kolleger, og i 1941 indførte klubben en ulykkesforsikring for stilladsarbejdere, der kommer til skade på jobbet.
Den Store Konflikt i 1978
Når det gælder arbejdskampe, som københavnerklubben har deltaget i, er det svært at komme udenom den langvarige strejke i 1978. I dag går den under betegnelsen Den Store Konflikt, og den startede, da Activ Stilladser fyrede fire stilladsarbejdere.
Trods et landsdækkende strejkestøttearbejde tærede arbejdskampen på sammenholdet blandt stilladsarbejderne, og med blot 100 kroner om dagen i strejkeunderstøttelse satte den også spor på hjemmefronten. Flere ægteskaber gik i stykker, og efter fire uger stemte et snævert flertal for at genoptage arbejdet og acceptere en faglig voldgift. Tre uger senere fik stilladsarbejderne imidlertid oprejsning, da den faglige voldgift gik arbejdsgiverne imod og krævede de fire fyrede genansat.
Som en udløber af sagen slog voldgiften samtidig fast, at stilladsarbejdere selv har ret til at vurdere, om det er forsvarligt i forhold til vejrforholdene at udføre et stykke arbejde eller ej. Den ret gælder også i dag.
Den aktive linje sejrede
I kølvandet på Den Store Konflikt fulgte cirka fire år, hvor intern splid i stilladsklubben satte en stopper for den aktive linje. Men i 1982 havde den aktive linje vundet, og de udadvendte aktiviteter gik i gang igen.
"Alt lå stille i de år, og hvis ikke der havde været nogen, som tog kampen for en mere aktiv og offensiv linje, kunne stilladsbranchen meget vel være endt som en del af den traditionelle, kedelige fagbevægelse uden det sammenhold og aktivitetsniveau, vi har i dag. Det var en skillelinje på et sårbart tidspunkt", udtaler John Ekebjærg-Jakobsen i bogen Stillads, der udkom i 2013.
http://stilladsklubben.dk/landsklubben/byklubber/pdf/1920_formaend.pdf
Han blev år 2000 formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub og er i dag formand for 3F København. Her afløste han i 2019 Bjarne Høpner, der – inden han blev afdelingsformand (faglig sekretær i 1988 og formand i 2000) – også havde en mangeårig post som formand for stilladsklubben.
Solidaritet med andre faggrupper
Kigger man på historien, er der flere eksempler på, at stilladsarbejderne ikke er blege for at stille op, når andre fag kalder.
I 1984 under den såkaldte HT-konflikt aktionerede stilladsarbejderne i sympati med de københavnske buschauffører, der var ude i en kamp mod de gule fagforeninger. Aktionen foregik på den måde, at en lang række stilladsbiler pludselig fik motorstop og blokerede indfaldsvejene til København.
Året efter under overenskomstforhandlingerne gik det hedt for sig med blokader af blandt andet Christiansborg, og igen spillede stilladsarbejderne en særdeles aktiv rolle.
I podcastserien Stilladshistorier kan man i episode nummer to høre et interview fra 1985. Det er lavet i anledning af stilladsklubbens 65-års jubilæum med nu afdøde og tidligere statsminister Anker Jørgensen (S). Han havde været formand for Lager og Handel (nu 3F København), som er stilladsarbejdernes fagforening.
I interviewet bliver Anker Jørgensen spurgt om hans holdning til stilladsarbejdernes aktionsmetoder, dels hvor de piller stilladser ned, der er sat op af uorganiserede, dels deres aktion i forbindelse med HT-konflikten:
"Lad os først tage det med at tage stilladser ned. Det er jo en drastisk fremgangsmåde, men kampen for at bevare arbejdet på den organiserede arbejders hænder kan af og til antage en ret hård facon, og det kan jeg ikke sige andet end at – ja, det vil jeg være betænkelig ved i mange tilfælde – men jeg vil i hvert fald nok være tilbøjelig til at sige, at man kan blive presset ud i en situation, hvor noget sådan kan være nærmest uundgåeligt."
Herefter kommer Anker Jørgensen ind på HT-konflikten, hvor han giver udtryk for sympati med både chaufførernes egen aktion og stilladsarbejdernes solidaritetsaktion, der efter hans mening handlede om at forsvare arbejde udført af organiserede arbejdere.
Håndfaste aktioner
Under Den Store Konflikt i 1978 tog stilladsarbejderne "håndfaste midler" i brug. Hver gang de så et stillads, der var sat op med hjælp af strejkeramt arbejdskraft, blev det prompte pillet ned igen.
Aktionsformen var dengang en nyskabelse, og stilladsarbejderne benytter den stadig ind imellem i kampen mod social dumping, som de seneste årtier har fyldt en del på den faglige dagsorden.
Blandt de nyere eksempler er balladen på Amagerværket i København, hvor HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opførte en ny kraftværksblok, BIO4. Byggeriet vrimlede med udenlandske firmaer uden overenskomst eller med overenskomst, som de så overtrådte mere eller mindre systematisk. Det gjaldt også stilladsfirmaer.
Stilladsarbejderne gennemførte et utal af aktioner mod underbetaling og elendige arbejdsforhold på byggeriet og blokerede første gang arbejdspladsen i november 2017 for at påpege HOFOR's ansvar for som bygherre at sikre, at arbejdet på værket foregik under overenskomstmæssige forhold og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
>>LÆS OGSÅ: Fut i blokade foran forbrænding
Selvom det holdt hårdt, så lykkedes det at råbe HOFOR og ledelsen på Amagerværket op. Det førte til krav om uddannelse for at bygge de ofte komplicerede stilladser på værket og forskellige kontrolforanstaltninger.
Under overenskomstforhandlingerne har stilladsarbejderne nærmest tradition for at spille en aktiv rolle, således også den seneste på det private arbejdsmarked i 2020.
Den dag, forhandlerne på byggeområdet mødtes med arbejdsgiverne for at skyde forhandlingerne i gang, viste stilladsarbejderne på deres egen særlige måde opbakning. Udstyret med røde faner og med hornene i bund rullede en lang række stilladsbiler langsomt fordi Dansk Byggeris lokaler, hvor 600-700 deltagere fra hele landet var mødt op for at klappe forhandlerne fra 3F ind.
>>LÆS OGSÅ: Talstærk opbakning til fagbevægelsens OK-forhandlere
Men også når det gælder nye overenskomster til de offentligt ansatte, så er stilladsarbejderne klar til at lufte deres holdninger og sympati.
Balladen om et væltet stillads
Af nyere sager er der balladen om det væltede stillads på Nørrebro i december sidste år.
En byggeplads på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade havde igennem længere tid været i byggefagforeningernes søgelys med mistanke om udbredt brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft.
Konkret havde én af underentreprenørerne, det litauiske firma DS Byggeri ApS, folk til at bygge et stillads i seks etagers højde uden at have de fornødne kvalifikationer, og uden at de var forsvarligt sikret ved arbejde i højderne. Stilladsarbejderklubben havde sammen med forskellige håndværkergrupper – blandt andet ved hjælp af Arbejdstilsynet – forsøgt at få sat en stopper for det farlige stilladsbyggeri, uden held.
Da to fagligt aktive den 1. december blev overfaldet af 10-12 personer med tilknytning til byggepladsen, så mødte stilladsarbejderne næste morgen talstærkt op for at kræve det udenlandske firma smidt ud af pladsen. Det førte til tumult, hvor der blandt andet blev kastet sten fra byggepladsen ud på de aktionerende stilladsfolk. Det kulminerede med et væltet stillads, og stilladsarbejderne blev efterfølgende af stort set samtlige danske medier udskreget som bøller og kriminelle, ja nærmest terrorister.
– Det er utroligt, at man kan blive stigmatiseret som bølle og kriminel, når det i virkeligheden var dem, der stod for byggepladsen, der var det. Det siger noget om den enorme opgave, det er at forklare folk, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i dag. Det kan være svært for folk at forstå. Men det siger samtidig noget om pressen og dens rolle, der kan være med til at puste til en folkedomstol, i stedet for at man overlader den slags til domstolene, siger Dag Vilhelmsen.
>>LÆS OGSÅ: Uro og væltet stillads: Stilladsarbejdere strejker efter overfald på kollegaer
På spørgsmålet om, hvordan Dag Vilhelmsen ser klubbens fremtid, siger han:
– Jeg oplever, at vi stadig har rigeligt at kæmpe for. Der er masser af arbejde, og der bliver stadig flere stilladsarbejdere og dermed flere, som vi skal sikre ordnede løn- og arbejdsforhold, og at de kan udføre deres arbejde uden at komme til skade.
Klubformanden ser de samme udfordringer som altid.
– Førhen byggede vi stilladser i træ. Nu bygger vi i stål og aluminium, som gør arbejdet lettere. Udvikling af nyt materiel og hjælpemidler skal fortsætte, for vi skal jo holde længere og længere.
Med 100 år på bagen er der intet, der tyder på, at kampgejsten blandt de københavnske stilladsarbejdere er stilnet af med årene, måske snarere tværtimod. En stadig større klub og en solid organisering giver større 'muskler' til fremtidens kampe.
Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
