2007: Allan Hansen står ved et af de store drænrør der skal lede de enorme vandmasser under vejen, som med jævne mellemrum strømmer ned fra bjergene ved Blue Mountain i den caribiske ørepublik Jamaica.

Jeg hører en mandestemme som siger "excuse me sir" og vender mig om for at se hvem det er. Det første jeg får øje på er pistolen.

Drænet er mørnet og skal udskiftes. Imens Allan står og danner sig et overblik over opgaven, kører en bil op bag ham, stopper og ruller vinduet ned.

- Jeg hører en mandestemme som siger: "Excuse me sir" og vender mig om for at se hvem det er. Det første jeg får øje på er pistolen.

>> LÆS ARTIKEL: "Traume-ramt kan ikke få erstatning"

Allan Hansen sammenligner de næste sekunder med at blive ramt af et eksprestog, der med billeder, følelser, lyde og lugte bringer ham tilbage til mareridtsagtige scenarier fra Uganda i 1997.

- Jeg bryder fuldstændig sammen. Pisser i bukserne og vræler. Derefter er det slut. Jeg kan ikke mere. Jeg pakker mine ting og tager et fly hjem til Danmark.

1997 - mareridtet begynder

Allan Hansen har flere gange været udsendt for den danske gigantentreprenør Pihl & Søn. Til Norge, Island og Grønland - både som sprængningsekspert og som jord- og betonarbejder. Det er derfor ikke underligt, at Pihl & Søn ringer til Allan Hansen, da de mangler en arbejdsleder ved et større vejprojekt i Uganda i 1997.

De sidste fire måneder kørte jeg rundt med halvandet kilo dynamit i kardanboksen med detonator i. Jeg havde sagt til mig selv: "Hvis de slår mig ihjel, så tager jeg dem med"

Arbejdsopgaven er at bygge en vej imellem byen Enteppe og hovedstaden Kampala. En vejstrækning på 26 kilometer, igennem et bjergrigt jungleterræn langs kanten af Victoriasøen.

Allan Hansens opgave er blandt andet at fungere som supervisor ved de daglige sprængninger, stå for stenknusning, transport af dynamit og grus samt at være ansvarlig for sikkerheden for de 150-200 lokale arbejdere.

Hvad Allan ikke får at vide hjemmefra er, at en del af jobbeskrivelsen består i at bestikke lokale hærenheder og at arbejdsstedet er at sammenligne med en krigszone.

- Jeg har ni steder, hvor jeg skal rundt hver måned med hvad der vel svarer til omkring 20.000 kroner i kontanter. Dem skal jeg afleverer til oberster, politichefer og politistationer og forskellige andre steder. Bestikkelse, så vores lastbiler kan få lov til at køre på vejene.

Allerede på Allans anden nat på sitet kører han forbi en bil der holder nede i rabatten med katastrofeblinket tændt.

- Det ser ud som om, der er sket en ullykke, så jeg stopper og ruller vinduet ned. Gonk, så sidder pistolløbet i panden på mig for første gang. De tager alt hvad jeg har, og jeg må køre nøgen hjem. De tog tøj og sko. Hele lortet.

Allan Hansen kommer hurtigt ind i en boble, hvor han på grund af det konstante pres må begynde at tage nogle kyniske beslutninger for at overleve.

- Ugen efter ser jeg igen en bil, der holder der med katastrofeblinket på. Men nu har jeg lært af sidste gang, så jeg sætter det lange lys på, gearer ned, holder hastigheden og holder hornet nede og kører igennem. Nogle gange flytter de sig. Andre gange rammer du dem med bilen... Man må jo vælge. Er det dig eller dem?

Af samme grund kører Allan de sidste fire måneder rundt med halvandet kilo dynamit i kardanboksen, med detonator i.

- Jeg havde sagt til mig selv: "hvis de slår mig ihjel så tager jeg dem med".

"Jeg husker hver en tandsten"

Som den eneste repræsentant for byggefirmaet er det Allan Hansen, som de lokale arbejdere kommer til når deres børn er syge og de mangler penge til medicin eller behandling. Men da Pihl & Søn ikke betaler for disse udgifter, må Allan flere gange selv til lommerne og give arbejderne tilskud. Alligevel er døden almindelig blandt arbejderne og deres familier.

To gange i løbet af projektet støder Allan og hans sjak på massegrave. Halvt komposterede lig og uniformsrester, som de lokale ikke tør grave i. Allan må derfor selv påtage sig arbejdet med at grave i de gamle ligdynger.

En oplevelse som står særligt tydeligt i Allans hukommelse starter, da en luftværnsofficer kører forbi byggeriet, i det en arbejder kaster en skovlfuld stabil-grus ud over kørebanen. Gruset rammer bilen og officeren stopper, stiger ud og går med trukket håndvåben over til Allan Hansen.

- Han sætter pistolen op i panden på mig og står og råber ad mig i næsten 40 minutter imens jeg står og pisser i bukserne. Jeg kan fortælle dig hvordan hans tandsten lugter. Hvordan hans tandsten ser ud, hvor de sidder henne og hvor mange hudorme han har på næsen. Stanken af sved. Støjen kunne jeg godt lukke ude, men svedlugten og hans øjne. Jeg ser hele tiden på hans øjne, for at se om han mente det... Da han endelig stopper, får jeg løst konflikten og tager tilbage til min lejlighed for at tage et bad. Det var jo for fanden så pisset svubbede i gummiskoene. Men jeg kommer ligesom ikke ovenpå. Jeg kaster op i halvanden time og ryster over hele kroppen.

Det lykkes dog Allan at komme ovenpå ved at koncentrere sig så meget om arbejdet, at han kan holde de ubehagelige tanker på aftsand. Han arbejder op imod 90 timer om ugen i de resterende måneder og knokler igennem indtil opgaven er løst.

Efter et mellemliggende ophold i Curacao påtager Allan sig i 2007 sig det sidste skæbnesvangre job i østaten Jamaica. Han skal afløse arbejdsleder Stanley Petersen som blev myrdet af lokale tidligere på året.

Selvom det er her, Allan Hansen endelig bryder sammen, er både han og de psykiatere som har stillet PTSD-diagnosen overbevist om at grunden for lidelsen allerede blev lagt tilbage i 1997, fordret igennem tiden i det voldsprægede Curacao.

Brugt og kasseret

Da Allan kommer hjem til Danmark, isolerer han sig på en sofa hos en ven det første år.

I 2008 får Allan Hansen diagnosen posttraumatisk stress (PTSD). Efter fire år på kontanthjælp får han i 2012 tilkendt førtidspension på baggrund af lidelsen.

Jeg er blevet kasseret som et andenrangsmenneske. Blevet tømt, opbrugt og skubbet ind til siden. Så kan jeg ligge der og rådne op...

Han kan den dag i dag stadig ikke holde ud at bo et fast sted men bor i en rygsæk. Ægteskabet er gået i stykker som konsekvens af hans ændrede adfærd. Han kan ikke sove for mareridt og undgår at komme steder med mange mennesker.

På trods af flere forsøg lykkes det ikke Allan at få anerkendt sin lidelse som en arbejdsskade. Pihl & Søn nægter nemlig, at han skulle være blevet truet i Jamaica.

Det nager Allan Hansen, at hans arbejdsgiver, som han i så mange år har arbejdet for, kalder ham en løgner.

- Jeg er blevet kasseret som et andenrangsmenneske. Blevet tømt, opbrugt og skubbet ind til siden. Så kan jeg ligge der og rådne op... Det er uretfærdigt. Det værste er at jeg ikke kan arbejde mere. At jeg ikke har noget at stå op til.

Det år, hvor Allan kommer til Danmark, er Pihl & Søn netop kommet ud af 2006 med et rekordoverskud på 149 millioner kroner. Til sammenligning tjente Danmarks største entreprenørkoncern, MT Højgaard, 59 millioner kroner samme år.