10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdere tør ikke vidne i mafiasag

Politiet på bar bund

Arbejdere tør ikke vidne i mafiasag

Det er svært for politiet at finde vidner, som tør udtale sig om narkotikasmugling, trusler og mafiavirksomhed på danske jernbanebyggerier. I København har politiet afhørt ét vidne og er ellers på bar bund.

I september skrev 3F i en anmeldelse til politiet, at ansatte på metrobyggeriet havde fortalt om mafiavirksomhed på offentlige jernbanebyggerier. Her er det fra anlæggelsen af Aarhus Letbane.
FOTO: PN
1 af 1

Kun én af de personer, som over for 3F har forklaret, at de har været vidner til narkosmugling på metrobyggepladser i København, har turdet tale med politiet.

Københavns Politi har indtil videre ikke kunnet dokumentere strafbare handlinger.
Torben Svarrer, vicepolitiinspektør

Det er status her næsten tre måneder efter 3F's anmeldelse af narkosmugling, trusler og mafiavirksomhed på jernbanebyggerier i både København og Aarhus.

– Københavns Politi har indtil videre ikke kunnet dokumentere strafbare handlinger på baggrund af den anmeldelse, som er modtaget fra 3F, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer til Arbejderen.

I politianmeldelsen skriver 3F, at metrobyggeriet i København og anlæggelsen af Letbanen i Aarhus, ifølge deres informationer er ”et led af en vidtforgrenet mafiavirksomhed, som bruger store anlægsbyggerier til hvidvaskning, narkosmugling og skattesvindel.”

Besværlig efterforskning

Torben Svarrer ser flere forklaringer på den manglende udvikling i sagen. Enten foregår det anmeldte reelt ikke, eller det er måske stoppet igen. Under alle omstændigheder besværliggør manglen på vidner efterforskningen.

– Hvis vidner ikke ønsker at udtale sig til politiet om strafbare handlinger, man mener skulle være foregået, så må vi jo afprøve de påstande, der kommer fra tredjepart. I dette tilfælde har vi afprøvet det, som er kommet fra 3F.

Hvordan Københavns Politi har arbejdet med at efterprøve 3F's oplysninger, ønsker Torben Svarrer ikke at uddybe. Hvorvidt manglen på vidner - som kan skyldes vidnernes angst for eget og familiens ve og vel - kan føre til, at sagen ikke kan efterforskes, svarer Torben Svarrer:

– Man kan jo dårligt efterforske noget, som, man reelt ikke ved, er sket. Det man skal huske på i denne sag er, at 3F anmelder salg af kokain fra to forskellige lokaliteter i København. 3F har oplysningerne fra anonyme vidner. Et af vidnerne har ønsket at udtale sig til Politiet. Vidnets iagttagelser er cirka 2 år gamle.

Når det gælder 3F’s anklage om, at de kriminelle handlinger skulle være styret fra den calabriske mafiaklan N'dangheta, er politiet i kontakt med italienske myndigheder.

– Hvis vi bliver bekendt med, at en eventuel mafia skulle stå bag kriminalitet i Danmark, vil vi naturligvis efterforske denne kriminalitet, ligesom vi efterforsker kriminalitet udøvet af alle andre kriminelle, herunder også organiserede kriminelle, siger Torben Svarrer.

Han understreger, at dansk politis efterforskning finder sted, uanset om de italienske myndigheder bekræfter, at mafiaen er til stede i Danmark eller ej.

3F har mistet forbindelsen

Det er ikke kun politiet, som har svært ved at få arbejderne i tale. Ifølge Arbejderens kilder har 3F’s politianmeldelse også sat en brat stopper for fagforbundets kontakt til de mange italienske arbejdere på Letbanen i Aarhus. Kilden beskriver det som en mur, der er opstået mellem de ansatte og 3F.

Afsenderen af politianmeldelsen, næstformand i 3F's byggegruppe Palle Bisgaard ønsker ikke at kommentere på, om 3F har mistet kontakten til letbanearbejderne, men bekræfter, at arbejderne er bange for at stå frem.

Ifølge kilder, som har været i kontakt med de ansatte ved anlæggelsen af Letbanen og metrobyggeriet, er der opstået en udpræget frygt for at snakke med fagforeningen efter 3F's politianmeldelse i september.

– Det er jo lige præcis sådan her, det fungerer, når vi taler om mafiaen, forklarer en metroarbejder, hvis navn er redaktionen bekendt.

– De sender folk herop i grupper og siger til dem: "Nu tager I ind på de der pladser, og så skal I ikke snakke med nogen overhovedet, og det skal I sørge for ikke sker". Det er folk, som kommer, og som er af en bestemt støbning. Det er sådan mafiaen arbejder. Den skaber frygt.

Både Copenhagen Metro Team, som står for byggeriet af Metrocityringen i København og Aarhus Letbane, afviser at kende til ulovligheder på deres byggepladser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2016 - 05:10   02. jan. 2017 - 11:28

Arbejdsmarked

as@arbejderen.dk
Mafia i Danmark?

21. september 2016 sendte 3F's byggegruppe en anmeldelse til politiet. Fagforbundet havde nemlig fået mistanke om, at der foregik organiseret narkokriminalitet på metrobyggeriet i København og anlæggelsen af Letbanen i Aarhus.

Politiet i Aarhus har lukket efterforskningen af sagen.

3F's politianmeldelse kan læses her