10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsmiljøet skranter

Tilsyn står fast på kritik af Metropol:

Arbejdsmiljøet skranter

Arbejdsmiljøet på Læreruddannelsen Metropol er elendigt. For mange arbejdsopgaver og uklare krav belaster de ansattes arbejdsmiljø, mener Arbejdstilsynet, der kræver en plan for at rette op på problemerne.

På læreruddannelsen Metropol er ansatte og ledelse ikke enige om, hvorvidt afskaffelsen af arbejdstidsreglerne har betydet dårligere arbejdsmiljø.
FOTO: Steffen Ortmann/Scanpix Denmark
1 af 1

Arbejdstilsynet fastholder, at der er noget galt med arbejdsmiljøet på Læreruddannelserne Metropol på Nyelandsvej 27 på Frederiksberg, eller institut for Skole og Læring, som det hedder.

- Det er stadig vores opfattelse, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø på stedet. Vores første gennemgang er nu blevet suppleret med yderligere data, og vi kommer frem til stort set samme konklusion, siger Kjeld Mann Nielsen, tilsynschef ved Arbejdstilsynet, til Arbejderen.

I Arbejdstilsynets rapport fra de 22. maj står der:

"Arbejdsmængderne er fortsat for store, og kravene til de ansatte så uklare, at det belaster det psykiske arbejdsmiljø og kan være til skade for medarbejderes sikkerhed og sundhed".

Første rapport fra Arbejdstilsynet kom efter et besøg i november måned sidste år. Rapporten beskrev et arbejdsmiljø, der “pressede de ansatte ud over det acceptable”, står der i den udgave af Magisterbladet, som kom på gaden i går.

Kritik af AT

Rapporten fik en hård medfart af Metropols ledelse, der var uenig i, at det stod så grelt til. Ledelsen mente, at konklusionerne var baseret på et for mangelfuldt grundlag og henviste til at AT havde haft samtaler med seks ansatte, arbejdsmiljøorganisationen og ledelsen. Endelig mente ledelsen, at AT burde have afventet en intern trivselsundersøgelse.

Arbejdstilsynet lyttede til kritikken. Resultaterne fra trivselsundersøgelsen er taget med i den nye samlede vurdering. Der er gennemført nye tilsyn på arbejdspladsen og lavet interviews af både ansatte og ledelse. Ligesom stedets sygefraværsstatistik og en opgørelse over henvendelser fra de ansatte til Falck Healthcare også er taget med i den nye konklusion.

Magisterbladet skriver, at den første rapport blev lækket, da de ansatte i mere end et år havde arbejdet uden lokale arbejdstidsregler. De var blevet opsagt ensidigt af skolens rektor, Stefan Hermann, med virkning fra 2012.

Offentlighedens kendskab til problemerne på Metropol faldt sammen med overenskomstforhandlingerne, hvor regeringen og de kommunale arbejdsgivere sammen gik til angreb på folkeskolelærernes centrale arbejdstidsaftale. Skolelederne skulle have hånd- og halsret over lærernes arbejdstid, herunder forberedelsestid.

Arbejdstid og arbejdsmiljø

Tillidsrepræsentanterne på Metropols læreruddannelse har udtalt at arbejdsmiljøet er “elendigt”, og underviserne mener, at en fjernelse af arbejdstidsreglerne er gået ud over både arbejdsmiljø og kvalitet på uddannelsen.

"På Institut for Skole og Læring har vi selv oplevet en voldsom generel reduktion i forberedelsestiden. Konsekvenserne heraf har været en mærkbar forværring af det psykiske arbejdsmiljø for underviserne, hvilket har resulteret i en alvorlig påtale fra Arbejdstilsynet", skrev de således i en støtteerklæring til Danmarks Lærerforening under lockouten af lærerne. Formand for godt 2.000 ansatte på landets professionshøjskoler, Hans Beksgaard, er også overbevist om, at opsigelsen af arbejdstidsreglerne er det store problem på Metropol.

- En ordentlig arbjedstidstilretelæggelse er helt afgørende for at få rettet op på de vilkår, der udgør en sundhedsrisiko for d eansatte. AT’s afgørelse peger nok engang på nødvendigheden af, at arbejdsopgaver defineres, og arbejdsmængder begrænses, så det er gennemskueligt for enhver, siger han til Magisterbladet.

Ledelsen derimod anerkender ikke, at der er sammenhæng mellem arbejdstidsreglerne og det dårlige psykiske arbejdsmiljø, og Kjeld Mann Nielsen siger til Arbejderen, at Arbejdstilsynets rapport heller ikke kobler de to spørgsmål.

- Nu har vi bedt ledelsen på læreruddannelsen om at fremlægge en plan for, hvordan de vil løse problemerne. Den plan skal ligge klar på den anden side af sommerferien, lyder det fra Kjeld Mann Nielsen.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jun. 2013 - 10:05   15. jun. 2013 - 10:15

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk
Om Metropol

Professionshøjskolen Metropol har samlet 16 grunduddannelser inden for ernæring, skole & pædagogik, ledelse & administration, sundhed, socialt arbejde og natur & teknologi.

Uddannelserne er fordelt på seks forskellige adresser i København.

Pr. 1.3. i år var der 9.372 studerende.

Ved årsskiftet var der 913 fastansatte, plus 31 ansatte på sociale klausuler som fleksjob og skånejob. Derudover er der en del ansat på timebasis, som timelærere, eksamensvagter, censorer m.v.

Stedet udbyder også efter- og videreuddannelser og udvikler ny viden til uddannelserne.