10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ATP dropper løndumperfirma

Sejr i Allerød

ATP dropper løndumperfirma

ATP har sørget for at byggefirmaet Resplint UAB er væk fra Allerød, og fagforeningerne afblæser konflikt dér. Nu kigger fagforeningerne i stedet på firmaets byggeri af jobcenter i Furesø.

Byggefagforeninger i det nordsjællandske var klar til konflikt mod Resplint UAB onsdag morgen. Men konflikten bliver ikke til noget. Firmaet er væk fra byggeplads i Allerød.
FOTO: 3F Frederiksborg
1 af 1

Solen var endnu ikke stået op, da 60-65 bygningsarbejdere på tværs af fag og forbund her til morgen klokken 6:00 mødte op foran byggepladsen Borupvang 2 i Allerød bevæbnet med røde fagforeningsfaner og varm kaffe.

ATP tager afstand fra enhver brug af løndumping. Vi har arbejdet i døgndrift på forskellige løsningsmuligheder.
Lilian Mogensen, ATP

På adressen skal ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension, efter planen flytte ind den 1. juni. Men arbejdet med at sætte kontorerne i stand er indtil nu blevet udført af et firma uden overenskomst, og det vil de nordsjællandske LO-fagforeninger ikke finde sig i.

De røde faner og det massive opbud af faglige aktivister skulle derfor markere starten på en lovlig varslet sympatikonflikt mod den litauiske virksomhed Resplint UAB. Efter godt en time pakkede de faglige aktivister imidlertid sammen igen.

– Resplint UAB befinder sig ikke længere på pladsen, og vi betragter derfor konflikten som afsluttet på den her plads, siger Rasmus Kreutzmann, næstformand i Bygge- og Anlægsgruppen i 3F Frederiksborg, til Arbejderen.

Arbejdet på højtryk

Han forklarer, at ATP har reageret på fagforeningernes kritik af, at ATP ville betale husleje med skattekroner i nye lokaler, renoveret af ikke overenskomstdækkede håndværkere. ATP forvalter alle danskeres pensionsopsparing opkrævet via skatten.

Koncerndirektør i ATP Lilian Mogensen oplyser til Arbejderen, at ATP først torsdag i sidste uge blev bekendte med, at udlejeren af den bygning, som ATP flytter ind i til juni, har haft et sympatikonfliktramt litauisk virksomhed til at udføre arbejde for sig. 

– ATP tager afstand fra enhver brug af løndumping. Vi har, siden 3F henvendte sig i torsdags, arbejdet i døgndrift på forskellige løsningsmuligheder, forklarer Lilian Mogensen.

Hun genkender derfor ikke 3F’s tidligere udtalelse om, at ATP ikke har reageret, som Arbejderen refererede til i går.

ATP har aftalt med udlejeren, at arbejdet skulle stoppe i går tirsdag, og at den litauiske virksomhed skulle gå i gang med at afrigge arbejdspladsen.

– Vi har desuden opfordret udlejeren til at gå i dialog med 3F, ligesom vi har aftalt, at udlejer tiltræder ATP’s arbejdsklausul, uddyber Lilian Mogensen.

Bygger jobcenter

Det er Stensdal Group A/S, der har hyret Resplint UAB til arbejdet i Allerød, velvidende at firmaet sidste år i juni blev sympatikonfliktet af LO på baggrund af en sag fra Malernes Fagforening i Ebeltoft.

Stensdal Group bruger konfliktramt litauisk arbejde til renovering af alt lige fra luksushoteller til kontorer, som skal huse offentlige institutioner - nu også et jobcenter.

– Ja, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde Det viser sig, at Stensdal Group og UAB lige nu går og bygger jobcenter i Farum for Furesø Kommune. Det er da grotesk at forestille sig arbejdsløse håndværkere sidde til samtale på jobcenteret, der er bygget for deres skattekroner af konfliktramt litauisk arbejdskraft, mener Rasmus Kreutzman.

3F vil nu tage kontakt til Furesø Kommune for at få en forklaring og bliver det nødvendigt - iværksætte den lovlige sympatikonflikt på byggepladsen i Farum.

Arbejderen har de seneste to dage forsøgt at komme i kontakt med Søren Stensdal fra Stensdal Group, men han er endnu ikke vendt tilbage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2017 - 16:01   01. mar. 2017 - 16:10

Social dumping

noc@arbejderen.dk