Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har tirsdag morgen afbrudt forhandlingerne om en ny overenskomst, som omfatter cirka 50.000 ansatte i banker, sparekasser, realkreditinstitutter og it-virksomheder.
- Vi kan ikke gå tilbage til vores medlemmer med et resultat, der ligger lavere end det, der tegner sig for resten af arbejdsmarkedet, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
Vi har forhandlet siden midten af januar uden at kunne nå frem til et rimeligt resultat.
Kent Petersen, Finansforbundet
- Vi er gået til forhandlingsbordet med henblik på at levere en fornuftig og ansvarlig overenskomst for vores medlemmer. Det ville vi meget gerne klare med FA, men nu har vi forhandlet siden midten af januar uden at kunne nå frem til et rimeligt resultat, og derfor er vi nødt til at bryde forhandlingerne, siger Kent Petersen.
Finansforbundet har derfor ikke set anden udvej end at smide første konfliktvarsel. Det skete tirsdag morgen kl. 04:15.
Finansforbundet ønsker i stedet, at forhandlingerne fortsætter i Forligsinstitutionen.
Administrerende direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Mariane Dissing, siger i en pressemeddelelse, at hun ikke ønsker at oplyse den konkrete årsag til bruddet.
- Vi forhandler ikke overenskomsten i medierne. Omtale af enkeltheder i forhandlingerne hører hjemme i forhandlingslokalet. Men vi kunne ikke nå hinanden på omkostningsudviklingen, siger hun til Ritzau.
Hun er skuffet over sammenbruddet og opfordrer Finansforbundet til at komme tilbage til forhandlingsbordet.
Finansforbundets strejkevarsel indebærer, at en strejke på pengeinstitut- og realkreditområdet kan begynde 1. april, hvis parterne ikke bliver enige forinden.
Før en konflikt kan blive en realitet, skal der dog også afleveres endnu en strejkevarsel. Sidste frist for at aflevere det afgørende varsel er 24. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278