Danmarks største fagforbund skal være meget mere synligt, råbe højere og tage klart afstand fra politiske beslutninger, som går ud over medlemmerne.
Det mener tre af de delegerede, som Arbejderen har snakket med, og som i morgen stempler ind på 3F's kongres i Aalborg: Birgitte Andersen, Bodil Signe Wedele og Jan Andersen.
Måske er det allerede for sent, men jeg synes, at 3F skal tage klart afstand fra TTIP-aftalen.
Bodil Signe Wedele, BJMF Ungdom.
Frem til torsdag i næste uge skal de sammen med 772 andre tillidsfolk fra arbejdspladser, lokale fagforeninger og forbundshuset diskutere, hvad 3F skal arbejde med i de kommende tre år.
Og udfordringer er der nok af, lyder det fra de tre delegerede fra henholdsvis 3F Transport, Logistik og Byg Århus; Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København og 3F Aalborg. Alle nævner regeringen, der fortsætter en politisk kurs med brodden rettet mod de dårligst stillede danskere på og udenfor arbejdsmarkedet.
Jeg dør, inden jeg kan få pension
– De vil sætte pensionsalderen op, og så skal jeg spare op til min pension. Men i min branche, hvor stor er chancen så lige for, at jeg kan leve så længe, at jeg når at få pension. Hvorfor skal jeg lave en fed pensionsordning, hvis det bare er for at børnene skal arve den, siger 41-årige Birgitte Andersen.
Hun er tillidskvinde for 50-60 "drenge" i vognmandsfirmaet Marius Pedersen, der håndterer affald i Aarhus, Randers og Horsens - en branche der slider, og som ovenikøbet ikke er særlig højt lønnet.
Står det til Birgitte Andersen skal forbundet bruge noget af sit krudt på at forhindre, at politikerne gennemfører en senere tilbagetrækningsalder og på at hjælpe nedslidte 3F'ere.
Spørgsmålet om, hvor mange år vi skal arbejde, bliver også diskuteret flittigt i kantinen på Fibertex i Aalborg Øst.
– Folk ved ikke helt, hvordan de skal forholde sig til det. Og så bliver det til, at man sidder og joker med, hvor vi skal have plads til alle rolatorerne, når vi engang skal arbejde, til vi bliver 70 år og derover, siger 3F'ernes tillidsrepræsentant Jan Andersen.
Lærlingevilkår
For den 28-årige Bodil Signe Wedele er spørgsmålet om højere pensionsalder ikke det eneste problem, som 3F skal forholde sig til. Som formand for BJMF Ungdom ligger det lige til højrebenet, at den kvindelige snedkerlærling skal på talerstolen på kongressen og tale de unge og lærlingenes sag.
– Nu er der indgået en trepartstaftale om at skaffe flere praktikpladser. Så må vi se, om aftalen virker. Ellers står vi jo overfor overenskomsforhandlingerne, hvor arbejdsgiverne snakker om for høje lærlingelønninger, og at det er derfor, firmaerne ikke ansætter lærlinge, siger Bodil Signe Wedele.
Hun er lodret uenig, og mener, at hvis man vil have flere unge til at uddanne sig, så de erhverver sig de kvalifikationer, som arbejdsgiverne efterlyser, så nytter det ikke at sætte deres løn ned. Desuden er det en skrøne, at lærlinge er skyld i røde tal på bundlinjen af firmaernes regnskaber. Derfor er der brug for - også på det område - at 3F viser klør og forhindrer arbejdsgivernes angreb på de unge, mener Bodil Signe Wedele.
TTIP
Et helt andet spørgsmål optager den fagligt aktive københavner, nemlig de igangværende forhandlinger mellem USA og EU om frihandelsaftalen TTIP:
– Jeg ved ikke, hvor meget plads den debat får på kongressen, men jeg synes, det er et meget meget vigtigt spørgsmål, fordi aftalen får så stor indflydelse på udviklingen af vores samfund og de faglige rettigheder. Måske er det allerede for sent, men jeg synes, at 3F skal tage klart afstand fra TTIP-aftalen, mener Bodil Signe Wedele.
Den unge BJMF'er undrer sig over, at den danske fagbevægelse i modsætning til fagbevægelsen i eksempelvis Tyskland og Frankrig, har så ukritisk en holdning til frihandelsaftalen.
Jan Andersen har været medlem af SiD/3F i over 40 år og i 20 af dem bestridt forskellige tillidsposter, der har givet ham et indgående kendskab til fagbevægelsen og 3F i alle led.
Han forholder sig ikke til TTIP, men han mener også, der er gået for meget "flinkeskole" i fagbevægelsen som helhed og i 3F. Det er hans indtryk, at topfolkene er blevet for eftergivende, når de sidder med arbejdsgivere og politikere eksempelvis ved trepartsforhandlingerne.
Brug musklerne
– De skal slå i bordet, og 3F skal blive bedre til at bruge de muskler, der ligger i at have 290.000 medlemmer bag sig. Det er som om, de har glemt at bruge tillidsfolkene og medlemmerne, men kun hvis de gør det, vil der være vægt bag slagene. Og vi er der jo, siger Jan Andersen.
Som eksempel fremhæver han forbundets Skævt-kampagne op til Folketingsvalget i 2011. Kampagnen lykkedes med at gøre tusindvis af 3F-medlemmer aktive, og de knoklede i ugevis for at få en ny regering og en ny politik. Som bekendt blev Lars Løkke Rasmussen væltet af pinden, og Helle Thorning-Schmidt overtog statsministertaburetten.
Hele dagpengespørgsmålet var et område, hvor Jan Andersen meget gerne havde set 3F spille meget mere med musklerne. Ud over den aktuelle debat om regeringens 2025-plan og tilbagetrækningsalderen, så er netop dagpengesystemet og forringelserne af forholdene for de arbejdsløse noget, der altid sætter gang i snakken i pauserne på Fibertex.
– Folk er skuffede over, at Socialdemokraterne ikke rullede dagpengeforringelserne tilbage, og forbundet var alt for flinke ved Helle Thorning. Nu har V, S og DF aftalt et nyt dagpengesystem, men det løser ikke problemerne med, at alt for mange falder ud af systemet, siger Jan Andersen og anbefaler, at 3F sætter sig for at forbedre dagpengesystemet og forhindre en højere pensionsalder.
Organisering
Et af de emner, der er sat på dagsorden på kongressen handler om organisering, hvordan man får nye medlemmer og fastholder dem, man har. Birgitte Andersen er 100 procent enig i, at det er et vigtigt spørgsmål.
– Vi mister jo mange medlemmer. Jeg tror, noget af forklaringen er, at 3F ikke er synlig nok. 3F skal råbe meget højere, end forbundet gør i dag. 3F skal sige fra, så det kan både ses og høres, når politikerne tager beslutninger, som rammer medlemmerne.
Birgitte Andersen har selv et konkret bud på, hvor forbundet kunne sætte ind. Når hun og kollegerne tilbringer 10-12 timer bag rattet i en skraldebil, så kører radioen, og ud af den kommer radiospots i en lind strøm om, hvor billigt det er at være medlem af andre foreninger som Det Faglige Hus.
– Det irriterer mig. Jeg ville da meget hellere have reklamespots om 3F og høre, hvad 3F's kontingentkroner går til, lyder det fra tillidskvinden.
Spørgsmålet om nye medlemmer handler også om de unge, og Bodil Signe Wedele foreslår, at der bliver gjort en indsats for at komme mere ud på de tekniske skoler rundt om i landet.
– Vi skal ud og fortælle om fagforeningen, hvad den står for, og hvorfor det er vigtigt at være medlem. Og så skal vi blive meget bedre til at involvere medlemmerne i forskellige aktiviteter, mener hun.
BJMF er blandt de afdelinger, der i dag kan bryste sig af at have et aktivt fagligt ungdomsarbejde. BJMF Ungdom giver gerne deres erfaringer videre, og Bodil Signe Wedele opfordrer de delegerede til at tage en snak med de unge, når de mandag har bod i kælderen i kongreshallen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278