Ingen skal være i tvivl om, at 3F går efter en rigtig god overenskomst ved OK20.
Det slog Claus von Elling, der er formand for Byggegruppen i 3F, fast, da han og gruppens næstformand Palle Bisgaard mandag holdt pressemøde med administrerende direktør Lars Storr-Hansen og direktør Peter Stenholm fra Dansk Byggeri.
I byggebranchen har vi i årevis set, hvordan skruppelløse bagmænd scorer hurtig profit ved at udnytte udenlandsk arbejdskraft.
Claus von Elling, formand, 3F's byggegruppe
– Vi går til overenskomstforhandlingerne med en solid liste af ønsker fra medlemmerne, lød det fra gruppeformanden, der kunne fortælle, at der i bunken af krav indsamlet blandt gruppens cirka 57.000 medlemmer ligger ønsker om bedre lønforhold, bedre værn mod social dumping og bedre arbejdsmiljø.
Byggeriet er i stigende grad presset af udfordringer med udenlandsk arbejdskraft. 3F'erne oplever det dagligt med de konsekvenser, det har for både løn, tryghed og arbejdsmiljøet. Det er i det lys, at spørgsmålet om social dumping igen er et af de områder, som 3F'erne peger på skal løses ved de forestående overenskomstforhandlinger.
– I byggebranchen har vi i årevis set, hvordan skruppelløse bagmænd scorer hurtig profit ved at udnytte udenlandsk arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi denne gang lander en fornuftig og holdbar aftale, der rummer løsninger på, hvordan vi meget mere effektivt hindrer social dumping, siger Claus von Elling.
Han tilføjer, at 3F intet har imod udenlandske håndværkere på danske byggepladser. De skal blot have samme løn for samme arbejde samme sted som deres danske kolleger. Som et konkret tiltag mod social dumping peger 3F på en forhøjelse af den overenskomstmæssige mindsteløn, der i byggeriet typisk ligger på rundt regnet 125 kroner.
DB: Ikke brug for nye tiltag
Dansk Byggeri mener imidlertid ikke, at der er brug for yderligere tiltag mod social dumping end dem, der allerede nu ligger i overenskomsterne.
– Vi har et ønske om, at vi finder en aftale, og det er vores udgangspunkt. Vi ønsker ikke at gå mere i detaljer med den slags her, udtalte Lars Storr-Hansen på pressemødet.
Under hele pressemødet var der mellem 600 og 700 faglige aktivister fra hele landet samlet på pladsen udenfor Dansk Byggeri lokaler, hvor pressemødet foregik. Både 3F'ere, kontoransatte, pædagoger, smede, elektrikere, akademikere, studerende og mange andre var mødt op for at vise, at de står sammen om OK20, at de står bag 3F's forhandlere og samtidig forventer nye overenskomster med mærkbare forbedringer.
>>LÆS OGSÅ: Talstærk opbakning til fagbevægelsens OK-forhandlere
Flere af talerne ved den talstærke manifestation kom også ind på den sociale dumping, der konstant afsløres eksempler på bredt på det danske arbejdsmarked. Den seneste og helt aktuelle ballade om byggepladsen på hjørnet af Tikøbgade/Lundtoftegade bekræfter problemerne.
Den sag kulminerede den 1. december med overfald på to faglige aktivister og dagen derpå et væltet stillads tilhørende firmaet DS Byggeri ApS, medlem af Dansk Byggeri.
>>LÆS OGSÅ: Uro og væltet stillads: Stilladsarbejdere strejker efter overfald på kollegaer
Med den sag in mente pegede flere af talerne på kædeansvar som en anden måde, hvorpå man kan undgå eller i det mindste minimere udnyttelsen af især udenlandske arbejdere.
På spørgsmålet om den sag, som involverer en medlemsvirksomhed, giver Dansk Byggeri anledning til at skifte holdning eller nuancere sin holdning til kravet om kædeansvar, siger direktør Peter Stenholm til Arbejderen:
– Vi overvejer altid vores holdning. Det er ikke en sag, vi har part i, og den handler om, at overenskomsten skal overholdes. Håndhævelsen af overenskomsten har vi det fagretlige system til at afgøre, og så må vi jo se, hvordan den sag, som jeg forstår er rejst, den falder ud. Vi har endnu ikke fået konstateret, om der er sket brud på overenskomsten eller ej.
>>LÆS OGSÅ: Byggefag mistænker kriminelle kræfter for at stå bag overfald
Dansk Boligbyg, der er hovedentreprenør på byggepladsen i Tikøbgade, har opsagt aftalen med DS Byggeri og arbejder på at finde en ny underentreprenør til at overtage opgaven med at pudse byggeriet færdigt.
Herlev Stilladser har overtaget opgaven med at pille det væltede stillads ned og bygge et nyt fuldt forsvarligt stillads op.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278