Efter torsdag at have rådført sig med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forligsmand Jan Reckendorff besluttet at fortsætte forhandlingerne om fornyelse af de overenskomster, hvor der endnu ikke er opnået forlig.
Der indføres restriktive begrænsninger for, hvor mange personer der kan deltage i forhandlingerne og opholde sig i Forligsinstitutionen.
Jan Reckendorff, forligsmand
Det fremgår af den pressemeddelelse, Forligsinstitutionen har sendt ud i dag.
Meddelelsen kommer mindre end et døgn efter, at forligsmanden afbrød de forhandlinger, der foregik i Forligsen onsdag, og sendte alle forhandlere og medlemmer af forhandlingsudvalgene hjem på ubestemt tid. Det skete som følge af regeringens tiltag mod coronavirus.
Meldingen blev umiddelbart opfattet som, at forhandlingerne ville blive sat på pause i 14 dage, men nu bliver forhandlingerne genoptaget, blot bliver der indført "restriktive begrænsninger for, hvor mange personer der kan deltage i forhandlingerne og opholde sig i Forligsinstitutionen."
Det indebærer, at når Claus Von Elling og Palle Bisgaard, henholdsvis formand og næstformand i 3F Byggegruppe og topforhandlere på byggeoverenskomsten, torsdag klokken 18 er bedt om at stille til fornyede forhandlinger i Forligsen, så bliver det uden forhandlingsudvalget i lokalerne.
Dønninger i baglandet
Medlemmerne af Byggegruppens Forhandlingsudvalg kommer fra hele landet. De har svært ved at komme tur-retur til København med kort varsel, blandt andet på grund af coronaberedskabet.
Beslutningen om at fortsætte forhandlingerne skaber dønninger i det aktive bagland. Siden fredag i sidste uge har der været fanevagt i døgndrift foran Forligsen. Onsdag var mellem 600 og 700 mødt op for at sende forhandlerne ind til møde med arbejdsgiverne i Dansk Byggeri.
>>LÆS OGSÅ: Kampgejst og klapsalver foran Forligsen
Onsdag aften og torsdag morgen pakkede aktivisterne alt ned på baggrund af forligsmandens beslutning. Ifølge Arbejderens oplysninger overvejer de nu næste skridt, og med i overvejelserne hører myndighedernes anvisninger om, at man skal undgå større forsamlinger.
Bliver konflikten skudt i yderligere 14 dage?
Forligsmanden har allerede udskudt en konflikt i 14 dage og har indkaldt DA og FH til møde lørdag den 14. marts klokken 14.00. Efter det møde forventes han at komme med en udmelding om, hvorvidt konflikten bliver udskudt yderligere 14 dage.
>>LÆS OGSÅ: Konflikt udskudt i 14 dage – hvad sker der nu?
Ud over byggeriet så mangler hotel- og restaurationsområdet også stadig at komme på plads.
Det samme gør Dansk Jernbaneforbunds forhandlinger med Dansk Industri om en ny Jernbaneoverenskomst. De forhandlinger skulle have fundet sted fredag, men er ifølge Arbejderens oplysninger udskudt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278