23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bygningsarbejdere mobiliserer kolleger til OK20

Sammen om OK20

Bygningsarbejdere mobiliserer kolleger til OK20

Håndværkere på 61 aarhusianske byggepladser har haft besøg af fagligt aktive. Formålet var mobilisering til OK20 og at få dem til at svare på et spørgeskema om OK-temaer udsendt af 3F's Byggegruppe.

Her er det en flok beton'ere og VVS'ere fra Byggepladsen SHIP – Aarhus Ø, der viser, at de står 'SAMMEN OM OK20'
FOTO: 3F TLB Aarhus
Her er det en flok beton'ere og VVS'ere fra Byggepladsen SHIP – Aarhus Ø, der viser, at de står 'SAMMEN OM OK20'
FOTO: 3F Sommervej

Tirsdag og onsdag har 61 byggepladser i Aarhus med rundt regnet 360 håndværkere haft besøg af fagligt aktive kolleger.

Vi gør jo det her, for at vores forhandlere skal føle, at de har vores hånd i ryggen.
Rune Andersen, 3F TLB

Besøget er blevet brugt til at minde kollegerne om de nært forestående overenskomstforhandlinger og samtidig opfordre dem til at svare på et spørgeskema, som 3F's byggegruppe har sendt ud til medlemmerne.

– Det var overraskende få, der havde svaret på skemaet, men jeg vil tro, at 70-80 procent af dem, der ikke havde svaret, får det gjort, efter at vi har snakket med dem, fortæller Jesper Aakjær Thomsen til Arbejderen.

Den aarhusianske stilladsarbejder var med rundt begge dage. Det var første gang, han var med i den type faglig aktivitet:

– Folk er umiddelbart meget tilbageholdende, når der kommer nogle med selvlysende vest og hjelm, som tydeligvis ikke hører til på pladsen. Men når de så får at vide, at vi også er arbejdere, og hvorfor vi er kommer, så bløder folk op.

Ialt 18 personer fra seks brancheklubber har været involveret i de seneste to dages faglige aktivitet.

– Det vil sige beton'ere, murere, murerarbejdsmænd, tømrere, stilladsarbejdere og gulvlæggere fra byens to 3F-afdelinger, siger Rune Andersen til Arbejderen.

Han er selv faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg (TLB) og yderst tilfreds med udbyttet af de seneste to dages faglige indsats:

– Vi gør jo det her, for at vores forhandlere skal føle, at de har vores hånd i ryggen. 

Spørgeskemaet fra forbundets byggegruppe er sendt ud, for at forhandlerne kan få en pejling på, hvilke temaer, medlemmerne mener, er de vigtigste, at de tager med til forhandlingerne med arbejdsgiverne i Dansk Byggeri (DB). Er det kampen mod social dumping, højere løn, arbejdstid eller noget helt fjerde?

Efter et uskønt forløb ved overenskomstforhandlingerne i 2017, hvor 3F havde en stemmefordeling på 60 procent nej og 40 procent ja, så efterlyste byggegruppens forhandlere meget større opbakning op til forhandlingerne og ikke kun en masse sure medlemmer bagefter. 

Vil undgå en gentagelse af OK17

Det har de seks brancheklubber fra 3F TLB og 3F Aarhus Rymarken taget til sig. De har længe været i gang med forskellige aktiviteter med det formål at mobilisere kolleger, at gøre dem aktive og få dem til at involvere sig og tage stilling til OK20.

>>LÆS OGSÅ: Fagligt aktive forbereder OK20

– Forhåbentlig har vi med den her aktivitet været med til at skabe noget debat om overenskomsterne – en debat, som gerne skal fortsætte frem til og under forhandlingerne, siger Rune Andersen.

Jesper Aakjær Thomsen synes, det har været en positiv oplevelse og sjovt at høre, hvad andre faggrupper tænker. Det har også fået ham selv til at tænke over meningen med at være faglig organiseret og over, hvad det betyder at have en overenskomst.

– Noget af det, der overraskede mig mest, var, at der var nogle enkeltpersoner, der var klar til for egen regning at tage med til København den 9. december for at vise opbakning til 3F's forhandlere, fortæller stilladsarbejderen.

Den 9. december går turen til København

Den 9. december markerer 3F's Byggegruppe og Dansk Byggeri opstart på OK20 med et pressemøde, og ifølge Arbejderens oplysninger så forventes der talstærkt fremmøde fra hele landet foran Dansk Byggeri ved Nørreport Station.

– Vi håber på at kunne fylde mindst én bus her fra Aarhus og gerne to, så vi kan komme over og vise arbejdsgiverne, at vi bakker vores forhandlere op, siger Rune Andersen.

3F-afdelingerne i Aarhus har allerede længe arbejdet med at synliggøre medlemmernes overenskomstkrav. Der ligger masser af billeder på Facebook af håndværkere, der står skulder ved skulder med et banner med teksten 'Sammen om OK20'.

>>LÆS OGSÅ: Arbejdspladser synliggør krav til OK 20

Næste skridt bliver små videoer med medlemmernes krav og forventninger, der skal lægges op på de sociale medier og fortsætte synliggørelsen af OK20.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2019 - 10:22   21. nov. 2019 - 11:45

OK 2020

noc@arbejderen.dk