Næsten fire ud af ti lønmodtagere er i fare for at blive nedslidt, viser et nyt notat fra Arbejdstilsynet.
I alt har beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), udpeget 18 brancher, hvor der er markant højere sandsynlighed for at ende på førtidspension, sygedagpenge eller efterløn.
Det er ikke rimeligt, at man i bestemte brancher risikerer at komme til skade og blive slidt ned.
Benny Andersen, Socialpædagogernes forbundsformand
De 18 brancher udgør tilsammen 1.010.466 ansatte, hvilket svarer til 38 procent af alle beskæftigede. Det høje tal vækker bekymring hos LO. Ikke mindst fordi efterlønsordningen er blevet indskrænket gennem de seneste år, så danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet.
- Det understreger behovet for nytænkning på området, og at det er vigtigt at sætte fokus på arbejdsmiljøet på landets arbejdspladser, siger næstformand i LO, Lizette Risgaard, til Newspaq.
Formanden for AE-Rådet, Lars Andersen, betegner tallet som "meget voldsomt". Ifølge ham er det derfor strengt nødvendigt at få gjort noget ved sagen.
- I et samfundsøkonomisk perspektiv er der betydelig forskel på, om de her folk er i job og betaler skat, eller om de er på sygedagpenge og førtidspension, siger han til Newspaq.
Lars Andersen hæfter sig derudover ved, at det ikke kun er de klassiske industri-, bygge- og anlægsbrancher, som er i farezonen. Det gælder også serviceerhvervene og omsorgsfagene.
Den største gruppe, som risikerer nedslidning, er de ansatte på døgninstitutioner og i hjemmeplejen. Til sammen udgør de næsten 178.000 lønmodtagere. Det får Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen, op af stolen. Han finder tallene "uacceptabelt høje".
- Det er ikke rimeligt, at der er mennesker inden for bestemte brancher, som både risikerer at komme til skade og blive slidt ned ved at passe deres arbejde, siger han til Newspaq.
Benny Andersen opfordrer derfor til, at politikerne i Folketinget, kommuner og regioner trækker i arbejdstøjet og laver konkrete handlingsplaner for, hvordan man kan komme problemet til livs.
/Newspaq/
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278