Da Per Christensen for 28 år siden blev valgt som næstformand i Cementarbejdernes Fagforening i Aalborg, blev han kastet ind i en sag, der den dag i dag præger hans indstilling til fagligt arbejde.

Fagforeningen havde taget hul på en omfattende sag for at skaffe erstatning til de asbestoseramte medlemmer, der havde arbejdet på Dansk Eternitfabrik, i folkemunde kaldet Eternitten.

- Det var barske løjer. Folk døde i massevis. Jeg kendte mange af dem og kom rigtig tæt på dem og deres familier under arbejdet med deres erstatningssager.

For hvert medlem, vi mister, mister vi saft og kraft, men vi er ikke i nærheden af at skulle diskutere alternativer til den danske model.

- Det var første gang, jeg for alvor oplevede, hvad vi er i stand til, når vi står sammen. Den enkelte asbestramte kunne ikke have gjort noget, og det kunne Aalborg-afdelingen for så vidt heller ikke. Men fordi SiD på forbundsplan besluttede, at de her mennesker skulle have hjælp og retfærdighed, så lykkedes det.

Per Christensen husker stadig, da Højesteret i 1989 dømte Dansk Eternitfabrik for at have udsat arbejderne for farlig asbeststøv.

Pølsefabrik

Som dengang er det stadig jagten på retfærdighed, der driver tillidsmanden med nordjyske rødder.

Da Arbejderen snakker med ham, har han lige været oppe at vende i det røde felt på grund af en aktuel historie om Arbejdsskadestyrelsen.

Styrelsen skal afgøre omkring 65.000 sager om året, og for at nå det mål bliver der tilsyneladende lagt mere vægt på kvantitet end på kvalitet, konstaterer Per Christensen. 

- For eksempel har lønmodtagere på sygedagpenge oplevet, at Arbejdsskadestyrelsen har truffet en såkaldt nul-afgørelse, hvor de har afvist at fastsætte et erhvervsevne-tab, fordi grundlaget ikke vurderes at være i orden.

- Den skaderamte har mistet sin ret til sygedagpenge, også selv om styrelsen bagefter har genoptaget sagsbehandlingen. Til gengæld har sagen bidraget til styrelsens produktions-mål og talt med som en afsluttet sag. 

- Det er ren pølsefabrik og en utrolig kynisk praksis. Det er uanstændigt, lyder det fra formanden, der har henvendt sig til beskæftigelsesministeren for at få hende til at tage affære.

Kæmpe ansvar

I dag er det præcis en måned siden, at Per Christensen blev valgt som ny forbundsformand. Fornemmelse af, hvad det betyder at være førstemand i Danmarks største fagforbund, er begyndt at indfinde sig.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er sat i en stol i et forbund, som helt tydeligt har indflydelse på den danske samfundsudvikling. Jeg er rigtig stolt over det, men også meget bevidst om, at der følger et kæmpe ansvar med.  

Et af de spørgsmål, Per Christensen mener, skal have høj prioritet i forbundets arbejde er kampen mod social dumping.

- Social dumping er absolut en af de største udfordringer for fagbevægelsen og en af de største trusler mod det danske velfærdssamfund. Desværre oplever vi, at nogle arbejdsgivere er villige til at lade hånt om de aftaler, som vi har, og som regulerer forholdene på arbejdsmarkedet, siger Per Christensen.

Han er klar over, at EU og social dumping hænger tæt sammen. Forbundsformanden understreger, at han respekterer arbejdskraftens frie bevægelighed, men ikke, at den udenlandske arbejdskraft, der kommer til Danmark for at arbejde, bliver underbetalt.

- Det piner mig, at ikke alle står vagt om det danske velfærdssystem, som er helt unikt. Vi lever i et land, der har et socialt sikkerhedsnet, som alt andet lige er med til at sikre, at folk ikke bliver total fattiggjort. 

Per Christensen kommer selv ind på et helt aktuelt emne om social turisme - det vil sige borgere fra andre EU-lande, som efter kort tids arbejde i Danmark bliver berettiget til dagpenge, SU eller andre sociale ydelser.

EU-systemet

- Det har aldrig været meningen, at nationalstaterne skulle udfordre hinanden på de her områder. Jeg har det sådan med EU-systemet, at nogle åbenbart har en interesse i at italesætte, at man ikke kan pille ved arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg er uenig.

- EU er et politisk system, som kan påvirkes. Vi skal arbejde indenfor rammen af EU som et politisk system for at lave det om, og det tror jeg på kan lade sig gøre. 

En anden af 3F's udfordringer handler om organisering. Medlemstallet er faldet støt gennem flere år, som i den øvrige LO-fagbevægelse. Det faktum har rejst debatten om de overenskomstbærende organisationers berettigelse og den danske model.

Per Christensen er klar i mælet.

- Jeg mener, at for hvert medlem, vi mister, mister vi saft og kraft, men vi er slet ikke i nærheden af at skulle diskutere alternativer til den danske model.

Han er ikke blind for udfordringerne men mener, der er for stor fokus på de medlemmer, der forsvinder, og som primært kan forklares med, at mange ufaglærte job helt forsvinder.

-  I 3F er der hvert år 20.000 nye, som vælger 3F til, og i sidste kongresperiode har vi  fået 10.000 nye medlemmer af anden etnisk oprindelse. Det er fantastisk med så mange nye medlemmer, som langt hen ad vejen sympatiserer med vores værdigrundlag.

- 3F har stadig 320.000 medlemmer i en tid, hvor mange er under økonomisk pres, lyder den optimistiske slutreplik.