13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dønninger efter udbud af flexkørsel

Vognmandsfirmaer i søgelyset

Dønninger efter udbud af flexkørsel

Trafikselskaber tildeler flexkørsel til virksomhed, der ansætter 42 selvstændige vognmænd, fordi prisen ikke rækker til at hyre chauffører. Et andet firma forhandler overenskomst med 3F.

Sydtrafik har ikke modtaget bud fra vognmænd på helt ned til 215 kroner i timen, og tilbudsprisen i sig selv viser ikke, om et tilbud overholder reglerne, siger Lars Berg direktør i Sydtrafik.
FOTO: Sydtrafik
1 af 1

De tre trafikselskaber Midttrafik, Sydtrafik og FynBus har netop afsluttet en udbudsrunde af den såkaldte flexkørsel. Og den 1. marts begynder de vognmandsfirmaer, som har fået tildelt kørslen, at transporte skolebørn, patienter og ældre borgere i de kommuner, trafikselskaberne dækker.

Blandt de bud, som trafikselskaberne har accepteret, er der priser på 215 kroner i timen.
Allan Andersen, 3F's Transportgruppe 

Men udbudsrunden har givet en del efterdønninger. Både fagforbundet 3F og Arbejdsgiverforeningen for Taxibranchen, ATAX, kritiserer de politisk styrede trafikselskaber for at acceptere bud fra vognmandsfirmaer, der ligger langt under, hvad det koster at drive en sund forretning, herunder løn og andre udgifter til chauffører, forsikringer, drift og vedligehold.

Forhandlingssekretær Allan Andersen fra 3F's Transportgruppe har til Arbejderen oplyst, at det koster omkring 300-330 kroner i timen at drive en solid vognmandsforretning, hvor alle overenskomster og regler er overholdt. 

– Men blandt de bud, som trafikselskaberne og dermed politikerne har accepteret, er der priser på 215 kroner i timen, siger Allan Andersen til Arbejderen.

Medvirker til dumping

Han mener politikerne medvirker til løndumping ved at acceptere tilbud, der ligger "under prisen".

Men Sydtrafik har ikke modtaget bud på 215 kroner, skriver direktør Lars Bang i en mail til Arbejderen. Arbejderen har bedt ham uddybe en udtalelse fra en af hans kollegaer, der ifølge JydskeVestkysten siger, at trafikselskabet kalder vognmænd ind til en snak, hvis "vi ser nogle unormalt lave tilbud".

– Vi har ikke en bestemt minimumspris, der udløser en samtale eller nærmere undersøgelse hos tilladelsesudstedende myndighed, da tilbudsprisen i sig selv ikke viser om et tilbud overholder reglerne, svarer Lars Bang og fortsætter:

– Der kan være tale om en selvkørende vognmand, som selv afgør sit udkomme, stordriftsfordele fx ved indkøb af biler eller andre forretningsmodeller, der gør det muligt at drive en forretning på en lavere pris end gennemsnittet.

Selvkørende vognmænd

En såkaldt tildelingsliste, som Arbejderen er i besiddelse af, viser at virksomheden SafeNcare har afgivet adskillige tilbud, der lyder på 215 kroner i timen for flexkørsel udbudt af de tre trafikselskaber. 

Ifølge JyskeVestkysten har virksomheden vundet 42 af Sydtrafiks udbud. De fleste af vinderbuddene er på 215 kroner, mens en håndfuld er på 270 eller 280 kroner og er for større biler med plads til flere end fem personer.

Og indehaveren af SafeNcare Ousama Abou Weddo har luret fidusen med selvkørende vognmænd. Til Fagbladet 3F forklarer han, hvordan han får det til at løbe rundt med en betaling fra trafikselskaberne på 215 kroner i timen:

– Chauffører skal jo have overenskomstløn, feriepenge, pension og alle mulige tillæg. Så vi har ikke chauffører. Vi har 42 vognmænd i stedet. De skal jo ikke have alle de ting. Og så kan det betale sig.

Klar med konfliktvarsel

Et af de andre vognmandsfirmaer, som har vundet hele 59 udbud ligger lige nu i forhandlinger med 3F om overenskomst. Forhandlingerne startede i tirsdags og fortsætter igen i næste uge. Fører forhandlingerne ingen vegne, så er 3F klar til at varsle konflikt mod vognmand Arnbjørn Fagraklett, der er indehaver af Vestjysk Busser og medindehaver af Flexbusser ApS og AJ Busser ApS.

3F anklager vognmanden for underbetaling, snyd med overtidsbetaling, manglende søn- og helligdagsbetaling samt brud på 11-timers reglen om hviletid.

Vognmanden, der siden 1999 har haft  overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening, afviser beskyldningerne og imødeser med sindsro en eventuel konflikt, udtaler han til Fagbladet 3F.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. feb. 2017 - 15:52   09. feb. 2017 - 16:00

Løndumping

noc@arbejderen.dk