Finanslovforhandlingerne endte med en midlertidig håndsrækning til en del af de 30.000 arbejdsløse, som står til at falde ud af dagpengesystemet fra nytår, men halveringen af dagpengeperioden til to år og fordoblingen af genoptjeningskravet står stadig ved magt.
Derfor ulmer utilfredsheden også stadig rundt omkring i landet. Utilfredsheden har resulteret i forskellige initiativer og netværk, som indkalder til happenings og demonstrationer.
Et af disse initiativer kalder sig "Solidaritet eller frit fald". Jeppe Rohde er en af bagmændene.
- Vi er en flok, der har gået og savnet en udenomsparlamentarisk bevægelse, som kan skabe en holdbar løsning for dagpengemodtagerne. Vi havde jo håbet på en løsning i finansloven, men den kom ligesom ikke. Derfor har vi startet det her åbne netværk, siger han til Arbejderen.
Aktivisterne håber at kunne samle modstanden imod dagpengeforringelserne i det Jeppe Rohde kalder for en bred folkelig bevægelse.
- Vi vil gerne vise, at vi er nogen der gerne vil kæmpe dagpengemodtagernes sag. På den måde håber vi, at vores eksempel kan skabe en tro på, at det er muligt at gøre en forskel, når bare vi står sammen, forklarer han.
Aktionsgruppen mener langt fra, at det kun er de arbejdsløse, der kommer til at mærke konsekvenserne af dagpengeforringelser. Kampen for dagpengene er en kamp for det fremtidige arbejdsmarked, mener Jeppe Rohde.
- De arbejdsløses stadigt mere desperate søgen efter arbejde er også et problem for dem i arbejde. De presses til at acceptere dårligere forhold og lavere løn, når arbejdsløshedskøen vokser, slår han fast.
Derfor efterlyser Jeppe Rohde, at fagbevægelsens top slutter sig til bevægelsen.
- I sidste ende er det afgørende, at en samlet fagbevægelse sætter foden ned og holder op med at holde hånden under regeringen, mener han.
Aktionsnetværket "Solidaritet eller frit fald" har indtil videre indkaldt til en aktion i Flakhaven i Odense onsdag den 28. november og ved jobcentret på Musvågevej i Københavns Nord-Vest-kvartér den 7. december. I København vil aktivisterne forsøge at fylde jobcentret med mennesker under parolen: Jobcentret er fyldt - hvor er jobbene?
Også 2. Oktober-initiativet, som arrangerede protesterne i forbindelse med Folketingets åbning, har fået nyt liv og har arrangeret en demonstration på Københavns Vestegn imod dagpengeforringelserne. Den foregår i dag den 27. november klokken 15:30 fra Glostrup kirke.
Hos Enhedslisten, der har været i intern strid om partitoppens finanslovforlig med regeringen, aktionerer medlemmerne under parolen »Ret til tryghed – Ret til arbejde«, for at forbedre forholdene for landets arbejdsløse.
Enhedslisten i København gik torsdag den 15. november på gaden imod dagpengeforringelser og borgerlig finanspolitik. På Nørrebros Runddel uddelte maskerede aktivister rådne SF-æbler og visne roser, mens andre aktivister uddelte løbesedler fra Enhedslisten.
Også i fagbevægelsen lever utilfredsheden. I Østjylland har foreløbig 748 tillidsvalgte i 8 fagforeninger og formanden for LO Aarhus skrevet under på en udtalelse, der kræver kortere optjeningsperiode og længere dagpengeperiode.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278