27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpengesystemet skal give mere tryghed til alle lønmodtagere

Åbent brev til Folketingspolitikere

Dagpengesystemet skal give mere tryghed til alle lønmodtagere

Lokale 3F-afdelinger har i dag sendt et åbent brev til medlemmer af Folketingets Beskæftigelsesudvalg. De kommer med konkrete forslag til forbedringer af et stadig mere utrygt dagpengesystem.

FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

I dag fredag den 9. april modtager Socialdemokratiets, SF's og Enhedslistens medlemmer af Folketingets Beskæftigelsesudvalg et åbent brev underskrevet af 15 lokale 3F-afdelinger.

Formålet med brevet er at påvirke de politiske forhandlinger om ændringer i dagpengesystemet, som forventes at indgå i forhandlingerne om finansloven for 2022.

Vi vil ikke acceptere, at forbedringer for nogle grupper i dagpenge-systemet skal ske på bekostning af de svageste.
John Ekebjærg-Jakobsen, 3F København

Fra fagbevægelsen generelt, men især fra 3F har der i årevis været et udbredt ønske om markante forbedringer af dagpengesystemet. Efter næsten 20 år med systematiske forringelser er utrygheden i det nuværende dagpengesystem simpelthen for stor, mener 3F København, som er én af de afdelinger, der har taget initiativ til brevet.

– 3F har mange medlemmer, der ofte bliver ramt af arbejdsløshed. Det er medlemmer i eksempelvis fiskeindustrien, på det grønne område eller i byggeriet blot for at nævne nogle af de brancher, hvor der sjældent er arbejde året rundt. Vi har mange korttidsansatte og sæsonarbejdere, som får en lav løn, og som rammes af langtidsarbejdsløshed, siger formand John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen.

Nogle af de forringelser, der for alvor har gjort ondt på de a-kassemedlemmer, der uforskyldt mister deres arbejde, trådte i kraft den 1. januar 2013. Siden har dagpengeperioden været halveret fra fire til to år. Kravet til optjening af retten til dagpenge er sat op til et helt år mod tidligere et halvt, og nyuddannede og unge har ringere vilkår end andre dagpengemodtagere.

Endelig er dagpengenes værdi faldet og dækker en stadig mindre del af den tidligere løn. Brancheorganisationen Danske A-kasser udarbejdede sidste år i september et notat, der viser, hvordan dagpengene over de sidste 20 år er udhulet. Konkret svarer den faldende dagpengedækning til, at det beløb, man som arbejdsløs tidligere fik udbetalt på 10 måneder, nu skal række til 12 måneder.

Appel prellede af på politikerne

Den viden bragte Danske A-Kasser videre til samtlige politikere i Folketinget med en appel om, at de medtog forbedringer af dagpengene i forhandlingerne om finansloven for 2021.

Appellen førte som bekendt ikke til forbedringer i dagpengesystemet.

>>LÆS OGSÅ: Danske A-kasser kræver løft af dagpenge

– Derfor er det helt rigtigt af FH at komme med et dagpengeudspil til dette års finanslovsforhandlinger, og at de vil bruge 2,2 milliarder kroner på at forbedre systemet. FH kræver blandt andet et stop for den fortsatte udhuling af dagpengene ved at lade reguleringen af dagpengene følge lønudviklingen. Det er godt og rigtigt, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Til gengæld er de 3F-afdelinger, der nu har sendt et åbent brev til udvalgte medlemmer af Beskæftigelsesudvalget, langtfra begejstrede for FH's forslag om, at personer, som har været medlem af en a-kasse i to år, kan lægge 2.000 kroner oveni dagpengesatsen de første tre måneder. Fire års medlemskab udløser 4.000 kroner ekstra i det første kvartal. Ud over medlemsperioden mener FH, at man skal have været i arbejde i mindst to ud af de seneste tre år for at få ret til dagpengetillægget.

Kræver en solidarisk løsning

I det åbne brev skriver 3F-afdelingerne om den del af FH's udspil:
"Denne model vil øge forskellen mellem top og bund. Den vil skabe et A- og et B-hold. "Trappemodellen" åbner samtidig op for, at fremtidige regeringer kan skrue yderligere op for forskelsbehandling. Den er et opgør med det solidariske dagpengesystem."

– 3F har nogle af de svageste medlemmer på arbejdsmarkedet, og vi vil ikke acceptere, at forbedringer for nogle grupper i dagpengesystemet skal ske på bekostning af de svageste, understreger den københavnske 3F-formand.

>>LÆS OGSÅ: Dagpengeforslag svigter de svageste og gør op med solidariteten i dagpengesystemet

Han forklarer, at det åbne brev ligesom FH's dagpengeudspil skal opfattes som et indspark til finanslovsforhandlingerne:

– Men vi ønsker forbedringer af dagpengesystemet, der skal gælde for alle. Vi ønsker at genetablere dagpengesystemet, så det igen giver den tryghed, som oprindeligt var tænkt med en arbejdsløshedsforsikring. Dagpengene skal ligge på et niveau, der er til at leve af.

I det åbne brev foreslår 3F-afdelingerne, at satsen sættes op med 4.103 kroner om måneden, hvilket ifølge dem svarer til den udhuling af købekraften, der er sket gennem de sidste 25 år.

"Vi håber, at I vil bakke op om dette krav", slutter det åbne brev underskrevet af følgende 3F-afdelinger: 3F Frederikshavn, 3F Aalborg, 3F Midtvendsyssel, 3F Randers, 3F Aarhus TLB, 3F Horsens, 3F Kolding, 3F Ringkøbing-Skjern, 3F Midtjylland, 3F Esbjerg, 3F Esbjerg T, 3F Aabenraa, 3F Bygningsarbejderne Fyn, 3F BJMF og 3F København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. apr. 2021 - 14:56   09. apr. 2021 - 22:08

Dagpengesystem

noc@arbejderen.dk