Danish Crown har i dag meddelt, at de vil fyre 280 slagteriarbejdere i Ringsted.
Koncernen vil skære slagtekvoten ned fra 62.000 svin om ugen til 47.000 svin. Det resulterer i, at der skal nedlægges to slagtelinjer - den første i juni og den anden til september.
Ejerne i Danish Crown, altså de danske landmænd, kan gøre meget for at vende den negative udvikling.
Jim Jensen, NNF
Massefyringen er en frygtelig nyhed, der rammer hårdt lokalt, lyder reaktionen fra Fødevareforbundet NNF.
– Det er en grim besked, som kollegerne i Ringsted har fået i dag. Lige nu vil vi fokusere på at hjælpe og understøtte de slagteriarbejdere, som mister jobbet. De skal hjælpes videre i arbejde, og vi skal have oprettet en jobbank, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.
Han bemærker en smule syrligt, at forbundet desværre har god erfaring med store fyringsrunder, og har haft stor held til at skaffe de fleste fyrede medlemmer tilbage i job.
De 280 slagteriarbejdere i Ringsted er langt fra de første, der mærker konsekvenserne af Danish Crowns skarpe sparekniv.
Flytter job ud af landet
Koncernen har siden 2005 lukket 14 slagterier og fyret omkring 8.000 slagteriarbejdere. Samtidig har Danish Crown oprettet tusindvis af slagterijob i Tyskland, Polen og England.
– Der bliver færre og færre slagtesvin i Danmark, og det koster danske slagterijob. Der er brug for bedre politiske rammevilkår, så det bliver mere attraktivt at producere slagtesvin til de danske slagterier, mener Jim Jensen.
Han mener også, at de danske landmænd må tage ansvar.
– Ejerne i Danish Crown, altså de danske landmænd, kan gøre meget for at vende den negative udvikling. Hver time køres 1100 til 1200 levende svin ud af landet. Hver time, hver dag, 365 dage om året. Det skriger til himlen, siger Jim Jensen.
Fødevareforbundet NNF har tidligere foreslået at hæve grænsen for antallet af slagtesvin pr. hektar jord en smule fra 1,4 til 1,7 slagtesvin.
Det vil give cirka to millioner ekstra slagtesvin om året og mange slagterijob, uden at det går ud over miljøet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278