23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Boligbyg har mindst 12 gange brugt firmaer uden overenskomst

Hovedentreprenør er kendt i 3F

Dansk Boligbyg har mindst 12 gange brugt firmaer uden overenskomst

3F har mindst 12 sager på løndumping og firmaer uden overenskomst, som har arbejdet for Dansk Boligbyg – hovedentreprenøren på den omstridte byggeplads i Tikøbgade i København.

– Vi beder løbende om dokumentation på, at underentreprenører følger reglerne på det danske arbejdsmarked, siger Dansk Boligbygs direktør Anton Nørgaard. Alligevel har 3F siden 2011 haft 12 sager med underentreprenører uden overenskomst på firmaets byggepladser.
FOTO: Dansk Boligbyggeri A/S
1 af 1

3F har siden 2011 fundet mindst 12 eksempler på løndumping og underentreprenører uden overenskomst på Dansk Boligbygs byggepladser. Det skriver Fagbladet 3F, der har foretaget en gennemgang af fagforbundets fagretlige sager.

Hvis man som hovedentreprenør har så mange sager på sine byggepladser og tilmed flere gange med samme underentreprenør, så er der et klart mønster.
Palle Bisgaard, næstformand 3F's byggegruppe 

Dansk Boligbyg A/S er hovedentreprenør på den byggeplads på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade i København, hvor en faglig strid med mistanke om blandt andet underbetaling og sort arbejde i et litauisk firma er løbet helt af sporet. Den 1. december bliver to faglige aktivister overfaldet af et tæskehold på 10-12 mand lige udenfor byggepladsen. Dagen efter tropper 300-400 stilladsarbejdere op og kræver, at underentreprenøren – DS Byggeri – smides af pladsen. Vreden ender med et væltet stillads.

>>LÆS OGSÅ: Uro og væltet stillads: Stilladsarbejdere strejker efter overfald på kollegaer

Ingen beviser

Da Arbejderen snakker med Anton Nørgaard, direktør for Dansk Boligbyg, umiddelbart efter balladen på byggepladsen, fortæller han, at Boligbyg har gode erfaringer med DS Byggeri og aktuelt samarbejder med det på andre byggepladser.

– Vi har ingen bevis på, at der foregår underbetaling. Ingen har endnu fremlagt den dokumentation. Indtil videre ved vi heller ikke, om de har arbejdet for meget.

>>LÆS OGSÅ: – Jeg har ikke kendt til brud på overenskomst og sikkerhedsregler

Anton Nørgaard fortæller også, at Dansk Boligbyg løbende foretager kontrol af, om de underentreprenører, der samarbejdes med, overholder overenskomst og arbejdsmiljøregler.

DS Byggeri i søgelyset

Nu skriver Fagbladet, at 3F alene i 2018 og 2019 har indledt fem sager mod firmaer på byggepladser, hvor Dansk Boligbyg er hovedentreprenør. I to af de igangværende sager er det DS Byggeri, der er i søgelyset for sort arbejde og løndumping.

Dansk Boligbyg har opsagt aftalen med DS Byggeri på pladsen i Tikøbgade, men samarbejder stadig med firmaet, konkret på et rækkehusbyggeri i Værløse.

Fagbevægelsen er ikke alene om at have fået øje på DS Byggeri. Efter et besøg på byggepladsen – inden aftalen med den litauiske underentreprenør blev afbrudt –  har Arbejdstilsynet meldt DS Byggeri til Skattestyrelsen med mistanke om sort arbejde, og politiet efterforsker en sag om brud på arbejdsmiljøloven.

>>LÆS OGSÅ: Hvem står bag DS Byggeri og balladen på byggeplads i København

– Hvis man som hovedentreprenør har så mange sager på sine byggepladser, og det så tilmed flere gange er den samme underentreprenør, så er der et klart mønster, og så har man et ansvar, siger Palle Bisgaard, der er næstformand i 3F's byggegruppe, til Fagbladet 3F.

Anton Nørgaard er bestyrelsesmedlem i Bygningsentreprenørsektionen under arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

Anton Nørgaard siger videre, at når Dansk Boligbyg har omkring 50-55 byggepladser kørende med mellem 10 og 15 underentreprenører på hver plads, så vil det være mærkeligt, hvis ikke der indimellem dukkede en faglig sag op.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2019 - 14:39   19. dec. 2019 - 09:53

Social dumping

noc@arbejderen.dk
Om Dansk Boligbyg A/S

Dansk Boligbyg A/S er et aktieselskab oprettet i 1998. Selskabet beskæftiger sig med rådgivende ingeniørvirksomhed inden for byggeri og anlægsarbejder.

I maj 2019 beskæftigede firmaet 90 ansatte.

I 2017 havde selskabet nettoomsætning på over 688 millioner kroner. Det steg i 2018 til 923 millioner.

Årsresultatet for 2017 viste et overskud på 19.780.000 kroner, og også det var steget i 2018 til 21. 267.000 kroner.

Dansk Boligbyg A/S har hovedkontor i Horsens og afdelingskontorer i Roskilde, Odense og Aalborg.