Det københavnske netværk Faglig Tillid opfordrer til at bakke op om den demonstration, der finder sted foran Arbejdsretten torsdag klokken 14.00.
Demonstrationen er en støtte til Flybranchens Personale Union, FPU, der forsøger at få Ryanair til at underskrive en overenskomst for piloter og kabinepersonale.
Hvis Ryanair afviser dialogen, vælger de desværre også konflikten.
Thilde Waast, formand FPU
Som i alle andre lande, hvor det irske lavprisselskab opererer, afviser det at have noget som helst med fagbevægelsen at gøre, og den 26. janaur modtager FPU på skrift en afvisning af kravet om overenskomst.
Ugen efter ryger der så et brev den modsatte vej med varsel om konflikt mod Ryaniar.
– Hvis Ryanair afviser dialogen, vælger de desværre også konflikten, som Thilde Waast, formand for FPU, udtrykker det.
Hastebehandling
Det er imidlertid den faglige hovedorganisation, LO, der har bedt Arbejdsretten om at træde sammen og hastebehandle spørgsmålet om lovligheden af den varslede konflikt.
– Ryanair påstår, at de ikke er omfattet af dansk lovgivning. Det er LO uenig i, fordi de har baser i Danmark. Ryanair har også sagt, at de vil møde enhver konflikt med retslige skridt. Derfor beder vi nu Arbejdsretten om på forhånd at blåstemple Serviceforbundets konfliktvarsel som lovligt, siger LO’s advokat på sagen, Peter Nisbeth.
Advokaten forklarer til Arbejderen, at Arbejdsretten ikke afgør spørgsmålet torsdag, men alene tager stilling til en tidsplan for sagsforløbet. Peter Nisbeth håber imidlertid på, at der falder en afgørelse indenfor tre uger.
Klar med sympatikonflikt
Får LO/FPU medhold i Arbejdsretten er den samlede LO-familie klar til at støtte op med sympatikonflikt.
Også fagbevægelsens græsrødder er klar med opbakning til kravet om et overenskomstreguleret arbejdsmarked. Demonstrationen torsdag er et signal i den retning.
Deltagernee i demonstrationen opfordres til at medbringe bannere og skilte, der tydeligt bakker op om kravet om overenskomst til de ansatte i Ryanair, og til at demonstrationen i øvrigt foregår i "god ro og orden."
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278