EU’s fire friheder er udelelige. Sådan har besværgelsen lydt fra EU-kommissionen og de ledende politikere op til den britiske afstemning om medlemskab af unionen. Den frie bevægelighed for arbejdskraften – og dermed den udbredte social dumping i de nordvestlige egne af unionen – er en ukrænkelig den af EU-projektet, har beskeden været til de britiske vælgere og til fagbevægelsen i resten af EU.

Den økonomiske og politiske elite er bekymret for den folkelige EU-skepsis. Her er en enkel recept: Sæt grænser for den fri bevægelighed.
Lars Olsen, forfatter

Men efter Brexit er ånden sluppet ud af flasken. Den nye britiske premiererminister, Theresa May, er i hvert fald ikke i tvivl om budskabet fra vælgerne. Det var den fri bevægelighed for arbejdskraften, og det lavtlønsmarked, det har ført med sig, som lå bag vælgernes nej til at fortsætte i EU. Og det har hun flere gange forsikret, at regeringen vil "leverer på" i forhandlingerne om en aftale mellem Storbritannien og EU.

Også i den danske diskussion bliver det grundlæggende spørgsmål om den frie bevægeligheds velsignelser nu rejst.

Folketinget Europaudvalg forbereder en såkaldt folkehøring, hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen skal diskutere og tage stilling til, hvad "der er vigtigt at beskytte eller vigtigt at ændre i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed".

Social protokol

Folketingsflertallet har i flere omgange afvist forslag om at bakke op om at få indføjet en social protokol i EU-traktaten. Det er den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, som for flere år siden rejste kravet om en social protokol, som gør op med de "fire friheders" forrang i EU-retten. Den sociale protokol skal tvært imod slå fast, at de faglige rettigheder står over det indre markeds regler og dermed også over arbejdskraftens fri bevægelighed. EFS vil med en social protokol rulle den nuværende retstilstand tilbage, som kriminaliserer fagbevægelsens forsøg på at sikre, at udstationerede arbejdere får overenskomster, som er helt på linje med dem, som gælder for værtslandets arbejdere.

Den tidligere formand for LO Storkøbenhavn Peter Kay Mortensen presser i et åbent brev til S-formand Mette Frederiksen på, for at få Socialdemokraterne på banen for en social protokol:

"Jeg tror også, at det bliver nødvendigt, at de tilbageværende lande begynder at tale om mere nationale tilpasninger i det nuværende EU. Jeg tror, det er vigtigt at få slået fast, at vi har brug for en social protokol i EU. En protokol, som slår fast, at de øvrige lande må respektere de sociale vilkår og lønmodtagerrettigheder, der er tilknyttet det danske arbejdsmarked", skriver han.

Peter Kay Mortensen mener, at "det vil betyde meget for den helt almindelige lønmodtager at få en større vished for at der ikke sker en urimelig konkurrence på løn og arbejdsvilkår".

"Da vi besluttede at være med i EF, var det fremmeste argument, at medlemslandene ikke skulle konkurrere på arbejdsmiljøet, derfor blev der sat en høj barriere for arbejdsmiljøet. Da lønninger hænger meget sammen med de nationale skatter og sociale systemer, er det ikke muligt at gennemføre samme metode for beskyttelse af urimelig konkurrence på lønniveauer", skriver han.

Han peger på, at den internationale arbejdsorganisation, ILO’s bestemmelser kunne danne grundlag for en del af en social protokol i EU.

"Jeg håber, du og Socialdemokratiet vil arbejde med dette vigtige emne. Og jeg mener, det kan gennemføres indenfor de nuværende traktater", slutter Peter Kay Mortensen sit åbne brev til Mette Frederiksen.

Slagt den hellige ko

I sidste uge var det forfatteren Lars Olsen, som i en blog på Fagbladet 3F talte for at slagte den fri bevægeligheds hellige ko.

"Folkevandringen fra Øst- til Vesteuropa stiller spørgsmål ved EU’s dogme om 'arbejdskraftens fri bevægelighed'. Det er fint, at virksomhederne kan hyre folk med særlige kvalifikationer i andre lande. Folkevandringen er imidlertid resultat af noget andet: Forsøget på at skabe ét europæisk arbejdsmarked for 28 lande på vidt forskelligt udviklingstrin", skriver Lars Olsen.

Østeuropæerne kan sagtens gå under danske lønninger og stadig tjene godt efter hjemlandets standard. Konsekvensen er social dumping, som mange 3F’ere oplever i hverdagen, konstaterer han.

"For den europæiske elite er fri bevægelighed en hellig ko. Spørgsmålet er, om det holder på længere sigt? Indvandringen fra Østeuropa var afgørende for det britiske nej til EU. 'Den polske blikkenslager' har også ført til massiv EU-skepsis i Frankrig, Holland og andre vesteuropæiske lande. Den økonomiske og politiske elite er bekymret for den folkelige EU-skepsis. Her er en enkel recept: Sæt grænser for den fri bevægelighed", slutter Lars Olsen.

Brug arbejdstilladelser

Dermed er der måske åbnet for en debat, som den daværende næstformand for de københavnske snedker-tømrere, Jens Borking forsøgte at rejse for 14 år siden.

Dengang advarede han om, at den forestående østudvidelse af EU ville betyde et voldsomt pres på det danske arbejdsmarked og de danske lønninger:

- Hvis vi mangler folk, så er det helt fint at hente dem udefra. Der er brug for, at alle lande indfører arbejdstilladelser, så man henter de folk, der er brug for. Det skal foregå under ordnede forhold, så vi på venskabelig vis og uden konflikter også kan lære af hinanden. Men det er ikke det, der er meningen med arbejdskraftens frie bevægelighed, det er den frie jungle, hvor vi skal underbyde hinanden, sagde Jens Borking til eufagligt.dk.

Dengang var der ingen lydhørhed, hverken fra Folketinget eller det meste af fagbevægelsen til den slags kætterske tanker om den fri bevægelighed.

Artiklen har været bragt på EUfagligt.dk