Den økonomiske krise og Danmarks tilslutning til EU's finanspagt har medført en stram statslig styring af nedskæringerne i kommuner og regioner. Det har forringet den offentlige velfærd og de offentligt ansattes arbejdsforhold.

På fire år er der blevet 40.000 færre offentligt ansatte, og der er pres på de offentligt ansattes løn, arbejdstidsregler og arbejdsforhold.

Vækstplan

I regeringens plan fra maj 2012 skulle der findes for fem milliarder kroner besparelser i den offentlige sektor frem mod 2020 – med regeringens vækstplan fra februar i år voksede det til 12 milliarder.

Vækstplanen har som formål at øge væksten frem mod 2020 – den skal fremme vækst i den private sektor og sænke væksten på det offentlige område - samt frigøre 12 milliarder kroner i den offentlige sektor til nye initiativer.

På fire år er der blevet 40.000 færre offentligt ansatte.

Den har som ”et grundvilkår, at der er begrænsede muligheder for at øge udgifterne i den offentlige sektor i de kommende mange år.”

Det er en plan med afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet, som finansieres af besparelser på SU og kontanthjælp, fyringer af offentligt ansatte og forringelse af arbejdsvilkårene.

Om arbejdstidsregler og arbejdsforhold siger vækstpakken: ”Det er vigtigt, at arbejdstidsregler, ansættelsesformer og lønsystemer understøtter en fleksibel anvendelse af ressourcerne og en løbende forbedring af produktiviteten.” Det er her de 12 milliarder skal findes.

Økonomiaftalerne

Det, der kendetegner økonomiaftalerne for kommuner og regioner, er, at den økonomiske ramme ikke længere er til forhandling.

Det er en konsekvens af budgetloven med flerårige budgetlofter, der fastlægges af Folketinget og med økonomiske sanktioner ved overskridelse – det er en konsekvens af tilslutningen til EU's finanspagt.

Kommunerne bruger langt færre penge, end de reelt må ifølge økonomiaftalerne. De frygter de økonomiske sanktioner ved budgetoverskridelser, og de bruger ikke engang de penge, der er sat af i budgettet.

Sidste år brugte kommunerne 5,3 milliarder kroner mindre end aftalt - penge, der kunne være brugt til bedre velfærd og have mindsket antallet af fyringer.

Ud over FOA har protesterne været meget små. 

Den kommunale økonomi styres af regeringens strategi i vækstpakken. For at understrege kommunernes og regionernes forpligtelse over for den, blev den skrevet ind i indledningen til økonomiaftalerne.

Det betyder for eksempel, at inden forhandlingerne startede, var der skåret i servicerammen helt frem til 2020. Og inden forhandlingerne, nemlig allerede i februar, accepterede Kommunernes Landsforening (KL) en aftale om, at der konkret for 2014 skal skæres 2,4 milliarder kroner på serviceudgifterne. Til gengæld får kommunerne lov til at bruge to milliarder kroner mere på anlæg.

Det betyder ringere velfærd – og det betyder yderligere fyringer af offentligt ansatte. Og det betyder, at arbejdsløsheden samlet set vil vokse, for anlægsinvesteringerne vil skabe færre job, end der vil blive fyret i den offentlige sektor.

I aftalen forpligter kommunerne sig også overfor regeringens moderniseringsaftale.

Det betyder: 1) At der i 2014 skal ”frigøres” 750 millioner kr. ved effektiviseringer, indførelse af velfærdsteknologi og så videre. Penge, som kommunerne så kan bruge på borgernær velfærd. 2) At der kan eksperimenteres med at fravige overenskomsterne for at ”fremme moderniseringen.”

Kommentaren fra FOA's formand Dennis Kristensen lød således: ”Til det vil jeg sige først som sidst. Det kommer ikke til at gælde FOA-medlemmernes overenskomster”.

Ud over FOA har protesterne været meget små. 

Ny overenskomst for offentligt ansatte

Forårets overenskomstfornyelse for de offentligt ansatte resulterede i overenskomster, som vil give reallønsfald – de blev stemt hjem, men med meget ringe stemmeafgivning – og lærernes kamp blev tabt med et lovindgreb, hvor KL's krav blev tilgodeset ensidigt.

Hvad var rammerne for OK 13?

1. Regeringens økonomiaftaler med kommuner og regioner.

2. Regerings plan fra maj 2012 og Vækstplan.dk fra februar 2013.

3. Regeringens udspil til folkeskolereform.

4. Aggressiv arbejdsgiverstrategi.

5. Overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked.

Ad 1) Økonomiaftalerne for 2013, havde indlagt et skøn for lønudviklingen på små halvanden procent. Men allerede i december blev det i regeringens økonomiske redegørelse sat ned til samlet 0,9 procent .

Der skal findes for 12 milliarder kroner besparelser i den offentlige sektor.

Økonomiaftalerne havde som sagt også forpligtet arbejdsgiverne til at arbejde med regeringens modernisering af den offentlige sektor – de havde forpligtet sig til at finde 12 milliarder kroner, og til forsøg ”som skal undersøge, om overenskomsterne udgør en barriere for smart løsning af opgaverne.”

Ad 2) Vækstplan.dk forudsætter, at der skal findes for 12 milliarder kroner besparelser i den offentlige sektor.

Ad 3) Regeringens udspil til en folkeskolereform havde som forudsætning, at dele af finansieringen blev hentet ved overenskomstfornyelsen i år gennem forringelse af lærernes arbejdstidsaftale.

Ad 4) KL's krav var blandt andet øget ledelsesrum og mindre indflydelse til de ansatte samt krav om ændringer af arbejdstidsaftalerne.

Ad 5) Overenskomstforliget på det private arbejdsmarked i 2012 lagde som sædvanlig rammerne for overenskomstfornyelsen på det offentlige område. Og det blev som bekendt et ringe forlig med reallønsfald.

Fagbevægelsen stod ikke samlet

- Der var ikke enighed om den lønpolitiske strategi i forhold til udmøntning af generelle lønstigninger. FOA og 3F stod alene med holdningen om, at lønstigningerne skulle udmøntes i kroner/ører i stedet for som en procentregulering.

Der var ikke tilstrækkelig opbakning til lærerne

- Der blev ikke udtaget konfliktudløsende krav.

- Der var ikke tilstrækkelig opbakning til lærerne, som var i kamp. Der var ingen opbakning til sympatikonflikt på trods af en tidligere vedtagelse i forhandlingsfællesskabet KTO om, at ”ingen skulle lades alene tilbage på perronen” – og selv om alle var klar over, at ”lærerne var de første – resten vil få samme tur ved overenskomstfornyelsen i 2015”.

Den Danske Model

Overenskomstfornyelsen udfordrede også den danske model ved:

- At forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter blev underlagt politisk indblanding, hvor lærernes og undervisernes overenskomster skulle finansiere folkeskolereformen, hvilket regeringen spillede ud med allerede inden forhandlingerne om lærernes overenskomster var gået i gang.

- Den totale lockout af lærerne viste, at de offentlige arbejdsgivere er indstillet på fuldt ud at anvende deres økonomiske overmagt, hvor kommunerne sparer penge for hver dag, en konflikt løber, mens de ansatte tømmer strejkekassen dag for dag. Hidtil har i hvert fald FOA kun varslet begrænsede konflikter på typisk 10 procent af de ansatte.

Rammerne for OK 15

I 2015 er der igen overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte. Rammerne tegner sig således:

- Minusvækst i den offentlige sektor.

- Besparelser på arbejdstidsreglerne - de øvrige offentligt ansatte vil blive udsat for det samme, som lærerne med forsøg på forringelse af arbejdstidsaftalerne– der skal findes de 12 milliarder på arbejdstidsregler og arbejdsforhold frem mod 2020.

Fagbevægelsen må se på konfliktstrategien.

- Den nedsatte produktivitetskommission afslutter sit arbejde senest med udgangen af 2013. Af delrapporter ses, at der vil komme krav om øget tempo, strammere styring og øget udbud af offentlige opgaver.

- Arbejdsgivernes målsætninger er fortsat udvidelse af ledelsesretten og konfliktstrategien er blevet skærpet.

Det gør det nødvendigt, at fagbevægelsen ser på konfliktstrategien og på størrelsen af strejkekasserne. Derfor indkaldte FOA alle forbundets tillidsrepræsentanter til landsdækkende konference den 24. april. ”Vi vil, og vi skal have styrken til at træde op mod det" (Dennis Kristensen)

Tillidsreform

Tillidsreformen blev skrevet ind i regeringsgrundlaget i 2011. Det blev opfattet som en vilje til opgør med New Public Management styringen, som er baseret på kontrol og mistillid til de ansatte. Tillidsdagsordenen skulle i stedet fremme en ledelsesstil og en styring af den offentlige sektor baseret på tillid til de offentligt ansattes faglighed og faglige vurderinger.

Så kom Vækstplan.dk

På baggrund af situationen i overenskomstforhandlingerne og indholdet i vækstplanen var det FOA's vurdering, at det ikke længere gav mening at tale om en tillidsreform. Derfor valgte FOA i marts at trække sig fra regeringens planlagte møder og arbejdsgrupper omkring tillidsreformen. Og samtidig trak FOA sig fra formandsposten i Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), som fortsat ønskede at deltage i regeringens arbejde med en tillidsreform.

Et af midlerne er forsøg, hvor overenskomsterne fraviges.

”Det hænger ikke sammen på den ene side at tale om en tillidsreform, og så samtidig give dem (de offentligt ansatte - red.) bøllebank med deres arbejdsforhold og arbejdstidsbestemmelser.” (Dennis Kristensen)

Tillidsreformen, som skulle baseres på tillid til de ansatte, kommer nu til at handle om, at ”de ansatte skal have tillid til arbejdsgiverne ved at fjerne diverse overenskomst-bestemmelser. Det er virkelig at vende tillidsdiskussionen om.” (Dennis Kristensen)

Moderniseringsaftale

Den 20. juni indgik regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, OAO og AC en aftale om ”Modernisering af den offentlige sektor”. Den er udformet som syv principper:

1. styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater.

2. Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen.

3. Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar.

4. Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation.

5. Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker.

6. Ledelse og engagement skal fremme innovation.

7. Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer.

Det er luftige hensigtserklæringer – og det afgørende i aftalen er da også, at der skal findes for 12 milliarder kroner besparelser i den offentlige sektor frem mod 2020.

Og et af midlerne til dette er (igen, igen) , at iværksætte såkaldte forsøg, hvor overenskomsterne fraviges!

Og det er så her, vi ser tråden tilbage til kravene fra arbejdsgiverne til OK 13, til Vækstplan.dk, til lærerkonflikten, og til det mest sandsynlige scenarie for OK 15.

Det drejer sig om at holde væksten i den offentlige sektor nede – og finde besparelser og effektiviseringer ved at forringe de offentligt ansattes arbejdstidsregler og arbejdsvilkår.

FOA melder sig ud af OAO

Både FOA og lærerne har meget klart meddelt, at de ikke var en del af aftalen om modernisering af den offentlige sektor, og heller ikke vil være det, og de kritiserede OAO og FTF for at blande sig i forbundenes overenskomster.

OAO sendte samme dag to forskellige pressemeddelelser ud. Først, at det jo ikke drejede sig om at finde de 12 milliarder kroner, men at aftalen da var et godt redskab til det

Der skal opbygges enhed mellem offentligt og privat ansatte.

Og senere at aftalen ikke handler om at finde de 12 milliarder kroner: ”Der er ikke givet tilsagn om at finde et bestemt milliardbeløb.”

Men fakta er, at der skal findes 12 milliarder kroner frem mod 2020. Og de faglige ledere erkender, at det kan aftalen være et godt redskab til.

For eksempel udtalte FTF's formand Bente Sorgenfrey til Politikken: ”Vi kan sætte os uden for døren og være sure, men så bliver vi kørt over. Vi ved, der skal effektiviseres for 12 milliarder kroner frem mod 2020.”

Efter et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i FOA den 24. juni valgte FOA at melde sig ud af OAO fra nytår, med mindre der inden da findes, hvad FOA kalder et ”fremtidigt bæredygtigt grundlag for OAO.”

Udfordringer for fagbevægelsen

Kampen for medlemmernes løn og arbejdsforhold er i høj grad en politisk kamp, for det offentlige arbejdsmarked er styret af den herskende ideologi og politik, herunder den økonomiske politik.

Kampen for medlemmernes interesser er samtidig en kamp for forsvaret af den kollektive velfærd.

Kampen vindes kun, hvis medlemmerne mobiliseres .

Hvis fagbevægelsen vil være en reel kamporganisation, der kæmper for medlemmernes interesser, står den med en række udfordringer:

- De offentlige arbejdsgivere ”viser tænder”, og styres af regeringens strategi for at mindske den offentlige sektor, som også forringer de offentligt ansattes arbejdsvilkår.

- Der er uenigheder i fagbevægelsen om strategien. Hvordan skal kampen for forsvar af medlemmernes løn og arbejdsforhold føres?

- Solidaritet og fælles kamp mellem offentligt og privatansattes organisationer kan og må styrkes.

Kampen for både velfærden og de offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår vindes kun, hvis medlemmerne mobiliseres – hvis der opbygges enhed mellem de offentligt ansattes og de privatansattes faglige organisationer – og hvis der skabes opbakning i befolkningen om de alvorlige konsekvenser for velfærden, som den nuværende kurs medfører.