Selvom akutpakken er opstået i forhandlinger imellem regeringen, arbejdernes og arbejdsgivernes hovedorganisationer, Kommunernes Landsforening og A-kassernes Samvirke, bliver pakkens indhold hårdt kritiseret fra flere store fagforbund.
Pakken er utilstrækkelig og kommer ikke til at redde de op imod 20.000 arbejdsløse, som fra nytår mister deres dagpengeret, lyder kritikken.
- Regeringens udspil har mange fornuftige punkter, blandt andet øget brug af jobrotation. Men udgangspunktet er stadig en blind tro på, at der er masser af job derude. Det er helt forkert. Krisen kører stadig på fuld kraft, og det kommer til at tage lang tid, før vi ser en vending i beskæftigelsen. Der er simpelthen ikke arbejdspladser til alle de mange tusinde, der står til at miste dagpengene.
Det siger Torben Poulsen, a-kasseleder i Dansk Metal, som har mere end 2.100 medlemmer i risikozonen for at miste retten til dagpenge nytårsdag 2013. Han sammenligner troen på, at akutpakken kan føre til arbejdspladser med troen på, at man kan nedlægge elefanter med et luftgevær.
A-kasselederen har derfor øjnene stift rettet mod de kommende finanslovsforhandlinger.
- Det er helt afgørende for os, at man ved finanslovsforhandlingerne får sikret, at vores medlemmer ikke mister dagpengeretten fra den 1. januar 2013, siger Torben Poulsen.
Også hos HK er der utilfredshed med det fælles løsningsforslag. Næstformand Mette Kindberg mener, forslaget indeholder for megen snak om samtaler og kontrol.
- Det hjælper ikke en pind for de mennesker, der står lige nu og her og kan se deres dagpengeret forsvinde ud i ingenting. De har været til samtaler. Hvor er de ekstra job, vi har brug for? spørger hun.
- Jeg går ud fra, at man ikke tilsigtet har villet trække tæppet væk under så mange mennesker, så jeg mener, det eneste anstændige er at forlænge dagpengeperioden for dem, der falder ud af systemet - eller at give dem en egentlig jobgaranti, fortsætter hun.
Også i toppen af 3F er der utilfredshed med forhandlingsresultatet. Morten Kaspersen, som er forretningsfører for forbundets a-kasse, advarer imod at tro, at indholdet i akutpakken kan redde de tusindvis af arbejdsløse, der står på vippet til at miste dagpengene.
- En akutpakke kan slet ikke modsvare, at dagpengeperioden er skåret ned fra fire til to år, at ledigheden stiger, og at der mangler job. Der skal gøres meget mere, og meget tidligere. Vi går selvfølgelig konstruktivt med i aftalen, men der skal ske flere, grundlæggende ændringer, hvis det skal nytte noget, siger Morten Kaspersen, til fagbladet 3F.
I fredags vedtog ledelserne fra samtlige 3F afdelinger i Danmarks seks største byer en udtalelse. Heri opfordrer de regeringen til at handle "hurtigt og konsekvent" for at sikre, at ingen arbejdsløse mister deres dagpenge uforskyldt.
- Vi mener, at det er nødvendigt at presse på for løsning for de tusinde arbejdsløse, der står overfor at ryge ud af dagpengesystemet. Arbejdspladserne er der ikke, så det er ikke nok med mere jobrotation og samtaler, siger formand for 3F Aalborg, Søren Elsberg, til Arbejderen.
Han og 3F i Aalborg var initiativtagerne til den fælles udtalelse, som kan læses på debatopslaget i dagens avis.
Hos LO, de tre store fagforbunds hovedorganisation, som har været med til at forhandle akutpakken på plads, er der andre mere tilfredse toner.
LO-formand Harald Børsting mener, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) med akutpakken nu kommer de tusindvis af arbejdsløse til undsætning.
- Det vigtigste i akutpakken er, at alle, der risikerer at miste deres dagpenge, får tilbud om individuel rådgivning og hjælp. Både jobcenteret og a-kassen vil gøre deres yderste for at finde en løsning, sagde Harald Børsting efter et møde i Beskæftigelsesministeriet i fredags.
Også hos Danmarks andet store hovedforbund, FTF, er der glæde over akutpakkens initiativer.
- Det er en god aftale, hvor vi løfter sammen. Der er brug for en håndholdt indsats nu. Ikke mindst de 90 millioner kroner til jobrotation på FTF-området kan give de langtidsledige medlemmer bedre jobmuligheder, siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.
På trods af tilfredshed mener både Bente Sorgenfrey og Harald Børsting dog, at akutpakken bør følges op med lempelser af dagpengereglerne. Den forrige regering skar dagpengeperiodne ned fra to til fire år, og fordoblede samtidig timekravet for genoptjening af dagpengeretten fra 936 til 1872 timer. Regler som SRSF-regeringen har valgt at fortsætte.
- Vi står stadig midt i en dyb krise. Ledigheden steg igen torsdag, og økonomien er nærmest sat i bakgear. Dagpengereglerne er fra en tid, hvor man forventede en kort krise. Nu ved vi, at krisen blev lang og dyb. Derfor er der fortsat behov for at gøre det lettere at genoptjene ret til dagpenge. Og behov for at se på kravene til supplerende dagpenge, siger FTF-formanden.
Danmark har idag nordens hårdeste krav til genoptjening af retten til dagpenge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278