20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det grønne område får ny overenskomst

Endnu et ok-forlig

Det grønne område får ny overenskomst

Højere løn og værn mod løndumping er nogle af forbedringerne i en ny treårig overenskomst for ansatte på det grønne område, lyder det fra 3F's topforhandler på området.

Nu skal 30.000 medlemmer af 3F, der arbejder blandt andet i gartnerier eller i landbruget, tage stilling til en ny tre-årig overenskomst.
FOTO: PN
1 af 1

Fagforbundet 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A indgik natten til tirsdag en aftale om en ny overenskomst på det grønne område.

Vi forsøgte ihærdigt, men vi fik ikke kædeansvar.
Arne Grevsen, 3F

Overenskomstforliget løber over tre år og omfatter henved 30.000 beskæftigede inden for landbrug, skovbrug, gartnerier, planteskoler, agro-industrien samt firmaer med fiskeopdræt. 

Formanden for Den Grønne Gruppe i 3F, Arne Grevsen, er glad for, at det lykkedes parterne at lave et forlig, så der ikke blev brug for en mæglingsskitse udfærdiget af forligsmanden.

– Vores medlemmer på det grønne område får nu forbedret deres løn- og arbejdsvilkår under blandt andet barsel og sygdom i samme grad som 3F'ere på andre områder. Det er jeg særligt tilfreds med, siger Arne Grevsen til Fagbladet 3F.

Gruppeformanden er også godt tilfreds med, at det lykkedes at spænde ben for arbejdsgivernes ønske om at spare på elevernes løn. Elevernes løn stiger med 1,9 procent hvert år i perioden.

Værn mod dumping

En stor knast i forhandlingerne mellem 3F og GLS-A har været værn mod løndumping. 3F ønskede, at der skulle indføres et kædeansvar ved brug af udbredte entrepriseaftaler, men det har GLS-A pure afvist.

– Vi forsøgte ihærdigt, men vi fik ikke kædeansvar. Arbejdsgiverne var ikke indstillet på at give noget som helst, men vi fik en aftale om brug af underleverandører. Parterne er enige om at modvirke omgåelse af overenskomsten, og at omgåelse kan forfølges fagretsligt, siger Arne Grevsen og fortsætter:

– Det var så langt, som vi kunne nå. Men der er ikke ingen tvivl om, at vi godt kunne have ønsket os stærkere håndtag i vores kamp mod løndumping og omgåelse af overenskomsten. 

Som en del af forliget får områdets 3F'ere ret til at blive opkvalificeret fra ufaglært til faglært, hvis de ønsker det.  

Overenskomsten gælder for perioden 1. marts 2015 til 28. februar 2018.   

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2015 - 22:32   10. mar. 2015 - 22:40

OK 2015

noc@arbejderen.dk
3F's grønne område

Her er nogle af de vigtigste elementer i overenskomsforliget på det grønne område. Overenskomsten gælder i tre år:

Timelønnen stiger med:

- 2,10 kr. pr. 1. marts 2015

- 2,25 kr. pr. 1. marts 2016

- 2,40 kr. pr. 1. marts 2017

Genetillæg stiger med 4,7 procent i perioden

Elevers løn stiger med 5,7 procent i perioden

To ugers ekstra forældreorlov.

Satser for løn under tilskadekomst, sygdom, børns sygdom hæves med i alt 4,5 kr. pr. time i løbet af de tre år.

Ansatte kan nu vælge at indgå i en seniorordning, når de fylder 60 år. Tidligere kunne de vælge en seniorordning fem år før pension.

Kilde: Fagbladet 3F