05 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det strides 3F og stadeholderne i Tivoli Food Hall om

To år efter åbningen

Det strides 3F og stadeholderne i Tivoli Food Hall om

Det er spørgsmål som lønnens størrelse og arbejdstid, der får stadeholderne i Tivoli Food Hall til at nægte at tegne overenskomst. Men det er store kæder og kapitalfonde, der står bag hovedparten af virksomhederne, og de har penge nok, kritiserer 3F.

Mere end to år efter at Tivoli Food Hall blev indviet, er Letz Sushi, Espresso House og Lobster Shack foreløbig de eneste stadeholdere, der med en overenskomst har sikret deres personale fair løn og arbejdsvilkår.
FOTO: Lasse Salling
1 af 1

Hvad er det, der skiller 3F og de 15 stadeholdere uden overenskomst i Tivoli Food Hall?

Det er uanstændigt, at eksempelvis Orkla og NoHo med så mange penge i bagagen ikke vil sikre deres ansatte en ordentlig løn og nogle ordentlige arbejdsvilkår.
John Ekebjærg-Jakobsen, 3F København

Det hjælper 3F København os nu med at blive klogere på med et opslag på Facebook. Her kan man se, at det er uenigheder om blandt andet timeløn, tillæg, arbejdstid og den sjette ferieuge, der afholder virksomhederne fra at tegne overenskomst. 

Mere end to år efter madstedets indvielse er Letz Sushi, Espresso House og Lobster Shack foreløbig de eneste stadeholdere, der med en overenskomst har sikret deres personale fair løn og arbejdsvilkår, mens en fjerde virksomhed, Sticks´N´Sushi, er i dialog med 3F, skriver Fagbladet 3F.

Konflikt blæst i gang

Fredag den 31. januar indledte 3F København konflikt mod de ikke-overenskomstdækkede virksomheder i Tivoli Food Hall. Det blev markeret med en demonstration, hvor 3F Københavns formand John Ekebjærg-Jakobsen holdt tale:

– Vi kræver, at arbejdsgiverne skal give de unge en ordentlig løn. De skal sørge for, at de får tillæg på skæve arbejdstider. De skal have ret til løn under sygdom og ret til barns første sygedag. De skal have ret til at kende deres arbejdstid i næste uge, og de skal også vide, hvilke weekender de har fri.

>>LÆS OGSÅ: Demo for fair arbejdsvilkår i Tivoli Food Hall

Der er intet sket siden september sidste år, da 3F satte hælene i efter et intens mødeforløb gennem otte måneder. Med konflikten og truslen om en senere sympatikonflikt håber fagforeningen på igen at kunne hive virksomhederne til forhandlingsbordet for at finde en løsning. 

Det er anden gang, 3F kører konflikt mod Tivoli Food Hall, og fagforeningen er forberedt på, at det kan trække yderligere ud, inden tingene falder på plads.

– Sidst 3F aktionerede mod virksomhederne i Tivoli Food Hall, hørte vi, at det er synd for den lille restauratør. Det er synd for det frie initiativ. Det er det ikke. De snyder. De snyder de unge, de snyder os, de snyder de andre restauranter inde i Tivoli, som betaler en ordentlig løn, og som sørger for nogle ordentlige arbejdsvilkår, lyder det fra 3F-formanden.

3F er oppe mod store kæder og kapitalfonde

3F København afviser, at det er 'den lille restauratør', der bliver ramt af konflikt. Tværtimod er hovedparten af de forretninger, som nægter at tegne overenskomst, ejet af store kæder eller kapitalfonde.

John Ekebjærg-Jakobsen siger:

– Tag Gorms Pizza, der startede som et pizzaria på Nørrebro. I dag er det en kæde, som vi møder i lufthavnen og andre steder i byen. Kæden er ejet af Orkla – et norsk selskab – der i 2018 havde en omsætning på 30 milliarder kroner og et overskud på tre milliarder kroner. Det er ikke synd for Orkla. Det er ikke synd for dem, der ejer Gorms Pizza. Det er synd for dem, som arbejder på Gorms.

Cock's & Cows ejes sammen med Chicks by Chicks og The Bird & the Churchey af et kæmpe finsk selskab NoHo. I 2018 omsatte NoHo alene på deres restauranter i Norden 260 millioner euro eller knap 2 milliarder kroner.
Lasse Salling

Som et andet eksempel nævner han, at det er et kæmpestort finsk selskab, NoHo, der står bag Chicks by Chicks, The Bird & the Churchey og Cock's & Cows. Alene på deres restauranter i Norden havde de i 2018 en omsætning på 260 millioner euro, hvilket svarer til små to milliarder kroner.

– Er det synd for NoHo og ejerne af de her tre restauranter, spørger John Ekebjærg-Jakobsen og svarer selv:

– Nej, det er uanstændigt, at de med så mange penge i bagagen ikke vil sikre deres ansatte en ordentlig løn og nogle ordentlige arbejdsvilkår.

Virksomhederne synes, lønkravet er for højt

Stridspunkterne bekræftes af Katia K. Østergaard, direktør i brancheforeningen Horesta. Hun har repræsenteret sine medlemsvirksomheder – cirka halvdelen af stadeholderne – i forhandlingerne med 3F.

Horesta-direktøren fortæller til Arbejderen, at den 'basisoverenskomst', som 3F har præsenteret stadeholderne for, "ikke adskiller sig væsentligt fra de overenskomster", som andre af Horestas medlemsvirksomheder har underskrevet.

– Virksomhederne kan ikke imødekomme kravene i basisoverenskomsten. Det, der deler, er spørgsmålet om løn for det pågældende arbejde og også noget omkring arbejdstidstilrettelæggelse, udtaler Katia K. Østergaard.

Demo hver fredag

Med fakta i hånden vil 3F København de næste uger sætte fuld skrue på aktiviteterne for at sikre ordnede forhold i Tivoli Food Hall. At tyde ud fra deltagelsen ved fredagens demonstration så står 3F ikke alene. I demonstrationen deltog folk fra blandt andet Malerne, FOA, Socialpædagogerne, 3F-afdelingerne og alle klubberne fra 3F København.

Planen er, at der hver fredag klokken 14 vil blive lavet en demonstration, foreløbig frem til at Tivoli lukker vintersæsonen den 23. februar.

Demonstrationen foregår foran hovedindgangen til Københavns Hovedbanegård, der ligger lige overfor Tivoli. Hver lørdag og søndag vil der blive delt løbesedler ud ude foran madstedet. Du kan følge med på 3F Københavns facebookside.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2020 - 09:06   05. feb. 2020 - 10:51

Overenskomst

noc@arbejderen.dk
Forløbet med Tivoli Food Hall
  • 17. november 2017 klippes snoren til Tivoli Food Hall – 850 kvadratmeter madmarked med 17 forskellige stadeholdere.

  • December 2018 varsler 3F første gang konflikt mod Tivoli Food Hall. Fire dage senere aftaler parterne, at de vil bruge de to første måneder af 2019 til at forhandle en aftale på plads.

  • 28. januar 2019 inviterer 3F København ansatte i Tivoli Food Hall til informationsmøde.

  • Januar-februar mødes repræsentanter fra 3F København, arbejdsgiverforeningen Horesta og Tivoli Food Hall.

  • Forhandlingerne fortsætter henover foråret og sommeren. Den 25. februar, 19. marts, 9. april, 18. juni, 12. august og 2. september klappes forhandlerne ind til møderne af faglige aktivister. Det foreløbig sidste møde foregår i september måned.

  • 19. januar 2020 afsender 3F konfliktvarsel.

  • Konflikt nummer to træder i kraft den 31. januar 2020.

Madsteder i Tivoli Food Hall uden overenskomst

Følgende madsteder i Tivoli Food Hall har nægtet at tegne overenskomst med 3F (status 1.2. 2020):

  • Chicks by Chicks

  • Cock's & Cows

  • Gló

  • Gorm's

  • Hallernes Smørrebrød

  • Kong Fu Street Food

  • La Barracca

  • Le Petit Vinbar

  • La Playa

  • Tapa del Toro

  • The Bird & the Churchey

  • Vapiano

  • Wakha

  • Wokwok

  • Zócalo

KIlde: 3F