Hanne Staal bliver alligevel ikke fyret fra plejecenteret Bøgeskovhus i Aarhus.
Det har den private koncern Forenede Care for få dage siden meddelt den sygemeldte tillidskvinde. Til gengæld får hun en skriftlig advarsel.
Jeg gjorde min pligt som sosu-assistent, tillidsrepræsentant og ansat på et plejehjem, der bliver drevet for skattepenge.
Hanne Staal.
– Jeg er selvfølgelig glad for, at de trækker fyresedlen tilbage, men ligesom med fyresedlen kan jeg ikke acceptere at skulle have en advarsel for at gøre noget, som jeg mener, jeg er valgt til af mine kolleger, siger Hanne Staal til Arbejderen.
Hun havde flere gange været ved ledelsen og påtalt kritik af forholdene på arbejdspladsen - forhold som blandt andet resulterede i fejl med medicinering. Da ledelsen ikke reagerede, valgte tillidskvinden at fortælle Embedslægen, at hun og kollegerne oplevede, at plejen i Plejeboligerne Bøgeskovhus i Århus var uacceptabel.
Min pligt
– Da jeg klagede, gjorde jeg blot min pligt som sosu-assistent, tillidsrepræsentant og ansat på et plejehjem, der bliver drevet for skattepenge, siger Hanne Staal.
Men ledelsen opfattede det som tillidsbrud, og Hanne Staal fik besked om, at hun var fyret. Det er tre måneder siden.
I hendes fagforening FOA Århus aner formand Inge Jensen Pedersen ikke, hvorfor Forende Care har trukket fyringen tilbage.
– Jeg tænker, at de må have overvejet, at de har fyret på et forkert grundlag. Det har været vores pointe hele tiden, at der var tale en uretmæssig fyring. At de så er kommet til samme konklusion, er kun glædeligt, siger Inge Jensen Pedersen til Arbejderen.
Sagen får dog et fagretsligt efterspil. FOA Århus mener, at en tillidsrepræsentant har ret til at ytre sig om forhold på sin arbejdsplads, og kræver derfor at Forende Care trække advarslen tilbage.
Efterlyser klare regler
FOA Århus efterlyser klare regler, der sikrer, at privatansatte har den samme ytringsfrihed som offentligt ansatte, når de privat ansatte udfører opgaver for en offentlig myndighed.
– Alt andet vil være urimeligt overfor skatteborgerne og overfor ældre, børn og andre svage borgere, der kan have svært ved at klage selv, siger FOA-formanden.
Arbejderen har spurgt Forende Care, hvorfor de har trukket fyringen tilbage. De nåede ikke at vende tilbage, inden deadline på dagens avis.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278