Forhandlingerne om en reform af erhvervsuddannelserne medfører i øjeblikket en vis nervøsitet i elektrikernes fagforening, Dansk El-Forbund (DEF).
Årsagen er udsigten til fortsat adgangsbegrænsning til elektriker-uddannelsen samt en bekymring for at uddannelsens grundforløb vil blive fagligt forringet.
Der skal slet ikke være nogen kvote. Det er afgørende, at vi kan få så mange til uddannelsen som muligt.
Benny Yssing, Dansk Elforbund
- Det er uklogt, hvis politikernes beslutter, at der ikke må uddannes nok elektrikere. Trods krisen har vi længe haft en lav arbejdsløshed, og vi risikerer snart mangel på elektrikere: Dels har der længe været mindre tilgang, end der har været afgang fra faget, dels vil efterspørgslen stige blandt andet på grund af store anlægsprojekter, energipolitisk prioritering og udviklingen på offshore-området, siger lederen af uddannelsesområdet i DEF Benny Yssing.
I dag er der adgangsbegrænsning til 11 af de 108 erhvervsuddannelser, og elektrikeruddannelsen er en af disse 11. Den sætter ind, når eleverne efter grundforløbet skal fortsætte på hovedforløbet. Nu lægges der op til, at der kommer et ’intro-forløb’ eller et grundforløb 1, som efterfølges af et grundforløb 2. Her frygter Benny Yssing, at adgangsbegrænsningen fortsættes og bruges som bremseklods for kommende elektrikere mellem de to grundforløb.
- Det er ikke vigtigt, hvilket antal man sætter som kvote eller grænse. Der skal slet ikke være nogen kvote. Det er afgørende, at vi kan få så mange til uddannelsen som muligt, siger han.
Ringere uddannelse
Samtidig frygter DEF faglige forringelser på grunduddannelsen. Elektrikeruddannelsens grundforløb er i dag er på 20 uger med fokus på faglig og teknisk undervisning.
Men med politikernes forhandlinger om en kommende erhvervsskolereform snakkes der om et nyt grundforløb med kun 10 ugers fagspecifik undervisning, mens der indføres 30 ugers generel introduktion målrettet elever, der kommer direkte fra folkeskolen.
- Vi havde da en forventning om en ambitiøs erhvervsuddannelsesreform og ikke en forringelse. Her er der lagt op til, at de elever, som skal ud på arbejdsmarkedet og være lærlinge, kommer med dårligere kvalifikationer. Det er en forringelse, og som så også vil betyde, at interessen for at tage lærlinge vil falde og kræve endnu mere af praktikcentrene. Lad os nu styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne og ikke forringe dem, siger Benny Yssing.
Også EUX-uddannelsen – hvor eleverne får en traditionel boglig, gymnasiel uddannelse samtidig med den mere praktiske erhvervsuddannelse - risikerer ifølge DEF at blive forringet for en del af målgruppen.
I dag er EUX en integreret del af elektrikeruddannelsen, men med den forskel, at EUX’erne har et grundforløb på 40 uger. Med regeringens udspil til en reform af uddannelsen lægges der op til, at alle, som ikke kommer direkte fra folkeskolen og starter direkte på grundforløbets anden del, kun får 10 ugers grundforløb plus mulighed for 10 ugers supplerende undervisning.
- Altså en forringelse på 20 uger. Det er svært at se, hvordan EUX for den målgruppe skal være attraktivt for arbejdsgiverne, fordi man vil være nødt til at forlænge hovedforløbene yderligere for at kunne beholde det nuværende niveau, siger Benny Yssing.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278