15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

El-strejke om løn

Lokalforhandlinger i hårdknude

El-strejke om løn

Godt 300 sjællandske elektrikere ved Kemp & Lauritzen har strejket siden mandag. De er utilfredse med lokalforhandlingerne om deres overenskomst, som ledelsen ifølge dem vil diktere centralt.

De sidste to dage er der ikke blevet fikset ledninger ved Kemp & Lauritzen A/S. Elektrikerne på Sjælland har nedlagt arbejdet i protest mod de såkaldte lokalforhandlinger.
FOTO: Jørgen True
1 af 1

Godt 300 elektrikere ved firmaet Kemp & Lauritzen mødtes i dag til morgenkaffe i deres fagforening Dansk El-forbunds Københavns afdeling.

Vi vil have lagt på grundlønnen, fordi vi opfatter den som et værn mod social dumping.
Morten Rude, talsperson

De sjællandske elektrikere nedlagde arbejdet mandag, fordi de er utilfredse med det, der kaldes lokalforhandlinger med arbejdsgiverne, og tillidsrepræsentanterne forsøgte da også uden held at overtale kollegaerne til at genoptage arbejdet.

– Firmaet virker ikke særlig forhandlingsvenligt. Normalt starter lokalforhandlingerne i firmaet den 1. marts. Først blev de udskudt på grund af OK 2017, og nu har de trukket forhandlingerne igen, siger de strejkendes talsperson Morten Rude til Arbejderen.

Et eller to år?

De strejkende opfatter, at firmaet på den ene side kræver, at der forhandles decentralt, men på den anden side dikterer centralt fra, hvad der skal komme ud af forhandlingerne. Stridspunkterne mellem elektrikere og ledelse går blandt andet på lokalaftalens varighed. Ledelsen ser gerne, at der bliver ingået en to-årig aftale, mens arbejderne foretrækker at forhandle hvert år som hidtil.

– Og så er vi ikke enige om, hvorvidt de 4,5 kroner i timen, vi har fået tilbudt i år, skal lægges oveni det personlige tillæg eller på grundlønnen, lyder det fra Morten Rude, der tilføjer, at "folkene" foretrækker det sidste.

Det er der ifølge talspersonen flere forklaringer på: Dels er det en hjælp til den nyansatte, der starter på en ren grundløn uden personlige tillæg. Dertil kommer, at så høj en grundløn som muligt er en håndsrækning til de kollegaer, der ikke er "så gode" til at forhandle personlige tillæg hjem.

Værn mod dumping

– Endelig opfatter vi en højere grundløn som et værn mod social dumping. Jo mindre forskel der er mellem grundlønnen og lønnen til de faste folk, jo mindre vil firmaerne føle sig fristet til at ansætte vikarer eller hyre firmaer ind fra udlandet, de udenlandske kollegaer er parate til at gå for en lavere løn end os, forklarer Morten Rude. 

Kemp & Lauritzen har afdelinger i hele landet. Ifølge Arbejderens oplysninger er det indtil videre alene elektrikerne på Sjælland, der strejker.

Arbejderen har ikke hørt fra Kemp & Lauritzen endnu, men de strejkende har fået den besked, at ledelsen ikke forhandler, før arbejdet igen er normaliseret.

Morten Rude og kollegaerne mødes i morgen tidlig og tager stilling til, hvad de gør.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. maj. 2017 - 11:22   30. maj. 2017 - 15:10

Lønstrejke

noc@arbejderen.dk