18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elektriker-svirp til Socialdemokraterne

Vrede over dagpenge

Elektriker-svirp til Socialdemokraterne

Der falder drøje hug til regeringen og ikke mindst Socialdemokraterne på kongressen i Dansk El-Forbund.

Vi har en regering, der lytter mere til økonomer end til os i fagbevægelsen, sagde Jørgen Juul Rasmussen fra talerstolen på kongressen.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den politik, som statsminister Helle Thorning-Schmidt og partispidserne Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen fører, falder på ingen måde i god jord hos Dansk El-Forbunds formand Jørgen Juul Rasmussen.

Jeg tror ikke, der er mange af de mere end 40.000 danskere, der har mistet deres dagpenge, som synes, regeringen har styret Danmark sikkert gennem krisen.
Jørgen Juul Rasmussen, DEF.

Da han tirsdag holdt den mundtlige beretning for 250 delegerede og faglige gæster fra ind- og udland, langede han ud efter Socialdemokraterne, der blev beskyldt for at lytte langt mindre til fagbevægelsen og lønmodtagerne end til eksperter og "EU-kommissionens økonomer".

Elforbundet har udtalt sig skarpt om dagpengespørgsmålet og krævet, at regeringen finder løsninger i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Jørgen Juul Rasmussen kunne fortælle, at han i sidste måned havde deltaget i Socialdemokraternes kongres og hørt statsministeren sige, at regeringen har styret Danmark gennem krisen. 

– Hvis der er nogle af jer her i salen, der har prøvet at miste jeres dagpenge, så ved jeg ikke, hvor enige I er i dét udsagn. Jeg tror ikke, der er mange af de mere end 40.000 danskere, der har mistet deres dagpenge, siden dagpengereformen begyndte at virke, som synes, regeringen har styret Danmark sikkert gennem krisen, erklærede forbundsformanden.

Hug til Corydon og Sass Larsen

Også finansminister Bjarne Corydon måtte tage mod kritik for en kommentar i forbindelse med en af regeringens nødløsninger på dagpengeproblemet. Da ordningen med akutjob blev vedtaget, slog Corydon fast, at der var tale om en hel og dækkende løsning.

– Ærligt talt: Hvis man siger dét om regeringens akutpakker til dem, der mistede dagpengene, så kan man sgu’ også kalde det for en en hel og dækkende løsning, hvis vores statsminister møder op til Dronningens nytårsbal iført undertøj og badetøfler, lød det fra Jørgen Juul Rasmussen.

Henrik Sass Larsen måtte sågar finde sig i navneskift, da forbundsformanden kom ind på regeringens ændringer af autoritationsreglerne, som blev gennemført uden hensyntagen til El-forbundets advarsler.

– De nye regler har blandt andet betydet indførelse af delautorisationer, og at visse former for el-arbejder undtages fra kravet om autorisation. Vores erhvervs- og vækstministers stærkt liberalistisk inspirerede optræden i sagen burde indbringe ham øgenavnet Henrik Sats Larsen: Det er da noget af en satsning, når man helt ser bort fra eksperters advarsler om en dramatisk forøget risiko for el-brande, blev der sagt fra talerstolen.

Skuffede medlemmer

Trods kritikken af regeringen, slog Jørgen Juul Rasmussen fast, at det blå alternativ er meget værre.

Formanden står ikke alene med sig kritik af Socialdemokraterne. En udbredt skuffelse med Socialdemokraterne prægede debatten om beretningen. De delegerede oplever Socialdemokraterne som et parti, der ikke lytter til dem og ikke varetager arbejdernes interesser. 

Dagpengesagen fyldte meget i debatten i går. De forringede regler har skabt stor utryghed og usikkerhed blandt elektrikerne. Der var både kritik af den forkortede dagpengeperiode, den længere genoptjeningsperiode og udhulingen af dagpengenes størrelse. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. okt. 2014 - 20:50   22. okt. 2014 - 19:23

Kongres 2014

noc@arbejderen.dk
Dansk Elforbund
  • Dansk Elforbund har cirka 28.000 medlemmer fordelt på 13 lokale afdelinger.
  • Formand er Jørgen Juul Rasmussen.
  • Elforbundet har 110 års jubilæum i år. 
  • Forbundet holder kongres fra 21. til 24. oktober i Aalborg Kongrescenter.
  • På kongressen deltager 250 delegerede. 
  • I starten af 2015 flytter Dansk Elforbund ind i et bofællesskab sammen med Blik- og Rørarbejderforbundet samt Malerforbundet. De tre forbund bevarer deres selvstændighed.