22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En femmer mere til kokke og tjenere

Ny overenskomst

En femmer mere til kokke og tjenere

Arbejdsgiverne i Horesta og 3F er blevet enige om en ny overenskomst, der dækker 60.000 ansatte i hotel- og restaurantbranchen.

Nøjagtig som industriarbejderne vil ansatte i hotel- og restaurationsbranchen få 4,95 kroner mere i timeløn, når kalenderen viser den 1. marts 2016. Det er resultatet af aftalen mellem 3F og Horesta.
FOTO: Lars Rasborg/Scanpix
1 af 1

Efter en ugelang forhandling er branche- og arbejdsgiverorganisationen Horesta og fagforeningen 3F blevet enige om en ny treårig overenskomst, der dækker 60.000 ansatte i hotel- og restaurationsbranchen.

Begge parter har været optagede af, hvordan vi motiverer flere til at tage en erhvervsuddannelse.
Tina Møller Madsen, 3F

Den hæver mindstebetalingen på 108,70 kroner med 1,50 kroner 1. marts i år, 1,65 kroner 1. marts næste år og 1,80 kroner fra 1. marts 2016. Det er en lønstigning på i alt 4,95 kroner over de næste tre år.

Dermed lægger lønrammen sig tæt op ad forliget på industriområdet, der blev landet mellem Dansk Industri og lønmodtagerne i den faglige paraplyorganisation CO-industri sidste weekend.

Begge parter udtrykker tilfredshed med resultatet.

- Der er tale om en ny og moderniseret overenskomst, som indeholder væsentlige forenklinger og administrative lettelser i forhold til den gamle, siger Katia K. Østergaard, der er administrerende direktør i Horesta, i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at den er blevet langt mere tidssvarende og enkel at håndtere for både virksomheder og deres ansatte.

Fleksibilitet

Katia K. Østergaard fremhæver desuden, at aftalen indeholder mere fleksibilitet i form af øget adgang til lokalt i virksomhederne at indgå aftaler om arbejdstidernes tilrettelæggelse og arbejdets karakter.

En markant fornyelse i overenskomsten er et nyt lønsystem, der gør forskel på aflønningen af faglærte og ufaglærte tjenere. Målet er at gøre det mere attraktivt for tjenere at tage en erhvervsfaglig uddannelse.

- Begge parter har været optagede af, hvordan vi motiverer flere til at tage en erhvervsuddannelse, så branchen kan få et kompetence- og serviceløft, siger Tina Møller Madsen, der er formand for 3F Privat Service Hotel og Restauration.

I dag er kun 15 procent af tjenerne faglærte. Ud over tjenerne er de største faggrupper i overenskomsten kokke stuepiger og receptionister.

Overenskomsten i hotel- og restaurationsbranchen ligger inden for det såkaldte minimallønsområde, hvilket betyder, at medlemmerne skal forhandle videre om deres individuelle lønstigninger hos deres egne arbejdsgivere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2014 - 12:28   17. feb. 2014 - 15:39

OK 2014

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq