06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et ja koster opgør med dumping

Et ja koster opgør med dumping

Med mindre forliget om OK 2014 kommer til at indeholde en indsats mod social dumping, bliver det svært at få bygningsarbejdere til at stemme ja, mener formanden for Byggefagenes Samvirke.

FOTO: Dansk El-Forbund
1 af 1

Der skal en indsats mod social dumping med i et forlig om nye overenskomster – ellers bliver det svært at få et ja hjem fra medlemmerne.

Det mener Per Olsen, formand for Byggefagenes Samvirke, der repræsenterer omkring 19.000 organiserede bygningsarbejdere i Københavnsområdet.

Vores medlemmer forventer en indsats mod social dumping.
Per Olsen, formand Byggefagenes Samvirke

Efter to overenskomster med løntilbageholdenhed og for visse grupper direkte løntilbagegang, så tror Per Olsen, at byggefagsmedlemmerne har svært ved at stemme for en aftale, som ikke indeholder noget på det område, som betyder allermest: bekæmpelse af social dumping, skriver bygsam.dk.

- Vores forventning er, at der kommer noget hjem på tredjepart-forpligtelserne, eller at der laves noget andet, som kan bekæmpe social dumping og løntrykkeri, siger Per Olsen, der ud over at være samvirkeformand også er formand for elektrikerne i København.

Arbejdsgiverne har ved tidligere overenskomstforhandlinger afvist initiativer, som kan etablere et kædeansvar – altså at en hovedentreprenør hæfter for løn og andet ned igennem byggekæden.

Samme synspunkt bliver løbende gentaget af byggeriets arbejdsgivere. Det skete således da arbejdsgiverne præsenterede forventningerne til de forestående overenskomstforhandlinger på et pressemøde lige inden jul.

Direktøren i entreprenørfirmaet C. G. Jensen, Michael S. Larsen, har kaldt et kædeansvar for vanvittigt og udtalt, at det vil "dræbe branchen".

 - Vi må bare sige, at uanset om Dansk Byggeri ikke kan lide krav om kædeansvar, så skal de bare huske på, at det altså er den virkelighed, de kommer til at leve med på de store byggerier i hovedstaden, for her har blandt andre Københavns kommune allerede vedtaget et kædeansvar med krav om at leve op til FN’s arbejdskonvention, ILO94. Så de kan ligeså godt vænne sig til det, lyder det fra Per Olsen.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jan. 2014 - 11:10   01. jan. 2014 - 16:48

OK 2014

noc@arbejderen.dk