Antallet af unge, der mangler praktikplads vokser, men stadig færre virksomheder ansætter lærlinge, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
I 2013 havde 27,5 procent af de private virksomheder med mindst fire ansatte og faglærte på lønningslisten, lærlinge ansat. I 2015 var det faldet til 26,8 procent.
Flere end syv ud af 10 virksomheder tager ikke uddannelsesansvaret på deres skuldre, men vil gerne råbe op om mangel på arbejdskraft og flaskehalse.
Mie Dalskov Pihl, AE-rådet
Antallet af unge uden praktikplads er steget fra 7.800 i 2013 til 10.600 i begyndelsen af i år - en stigning på 36 procent.
Chefanalytiker i AE, Mie Dalskov Pihl hæfter sig ved, at udviklingen er foregået i samme periode, hvor der har været stor bevågenhed omkring efterspørgslen på faglært arbejdsskraft.
– Flere end syv ud af 10 virksomheder tager ikke uddannelsesansvaret på deres skuldre, men vil gerne råbe op om mangel på arbejdskraft og flaskehalse. Det er en anelse hyklerisk, siger AE-chefanalytiker Mie Dalskov Pihl til Ugebrevet A4.
Netop nu foregår trepartsforhandlingernes del to mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. På dagsorden står uddannelse og problemet med de manglende praktikpladser.
Belønning - straf
Forbundssekretær i 3F Søren Heisel mener, at manglen på praktikpladser bremser unge i at søge ind på en erhvervsfaglig uddannelse, og han siger til A4, at det er nødvendigt at tænke nyt for at få arbejdsgiverne til at ændre adfærd. Søren Heisel foreslår en ordning, hvor de arbejdsgivere, der ikke opretter praktikpladser betaler til dem, der påtager sig et uddannelsesansvar.
– Det er i orden, at de ansvarlige virksomheder betaler løn til lærlingene, når de er i virksomheden, men det bør ikke koste dem penge, når lærlingene er på skole, siger forbundssekretæren til Ugebrevet A4.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ønsker ikke at komme med deres bud på, hvordan der rettes op på den negative udvikling.
"Vi har desværre ingen kommentarer, da vi ikke kommenterer sager, vi – som nu – forhandler om ved trepart," lyder det skriftlige svar, organisationens presseafdeling har sendt til A4.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278