Når du fylder 65 år, vil du ikke længere være berettiget til dagpenge og vil derfor blive slettet som medlem af a-kassen. 

Et brev med nogenlunde den ordlyd - underskrevet af ham selv - gjorde det nemmere for Max Meyer at tage den endelige beslutning om, hvorvidt han skulle tage endnu en periode som forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet eller stoppe. 

Jeg kan ikke få øje på noget, der skulle forhindre fagbevægelsen i presse på for en ændring af tilbagetrækningsalderen.

– Jeg kunne have valgt at fortsætte, da vi ingen aldersgrænse har i forbundet, men nu er beslutningen taget. Jeg fortryder det ikke, men har da et hul i maven, siger Max Meyer, da Arbejderen møder ham, dagen inden forbundets 39. kongres skydes i gang på Hotel Comwell Hvide Hus i Aalborg.

Max Meyer har som tillidsvalgt varetaget kollegers interesser og sikkerhed på skiftende arbejdspladser, siden han tilbage i 70'erne blev udlært som rørsmed. Et væld af tilfældigheder bar ham videre til tillidsposter først i forbundets afdeling i Hillerød og dernæst Roskilde-afdelingen. I 2002 fører den faglige løbebane ham til en næstformandspost i forbundshuset, og i 2007 bliver han valgt til forbundsformand.

Landsdels-krigen

Han fremhæver to ting, han har sat sine aftryk på i de 11 år, han har siddet i formandsstolen i Blik og Rør: Strukturen og opgøret med "landsdels-krigen".

– Da jeg startede, var der en tendens til, at forslag fra de københavnske kredse og afdelinger blev stemt ned af jyderne i hovedbestyrelsen og omvendt, uanset hvor fornuftige forslagene så måtte være. Det har altid pisset mig af, lyder det med eftertryk fra forbundsformanden, der glæder sig over, at det er lykkedes at ændre den stil.

Strukturen har også ændret sig til det bedre. Forbundet havde i 2007 ti kredse og afdelinger, der svingede fra 70 medlemmer på Bornholm til 2000 medlemmer i København.

– Jeg kunne ikke få ind i hovedet, at alle medlemmer skulle betale det samme i kontingent, men fik vidt forskellig service. Nogle afdelinger brugte penge på at ansætte en socialrådgiver, mens andre valgte at købe et sommerhus og tilbyde medlemmerne billigt ferieophold.

I dag er forbundets struktur bygget op om fire kredse med nogenlunde samme antal medlemmer. Afdelingerne har fået et fagligt løft med muligheder for at give medlemmerne et mere ensartet tilbud.

Efterlyser flere fællesskaber

Tager forbundsformanden sit erfarne blik, og kaster det ud over en samlet dansk fagbevægelse, er der nogle ting, som ærgrer ham: Alle de store forbund har egne skoler, hvor de uddanner tillidsfolk.

– Det irriterer mig, at man ikke har fundet ud af at have fællesskabsskoler. Det er så vigtigt, at en blikkenslager sidder sammen med en sosu-assistent eller tømrer. På den måde kunne man udbygge kendskabet til og respekten for hinandens fag.

Max Meyer havde også gerne set, at fagforbundene gik sammen om eksempelvis fælles it-løsninger, adminsitration og løsning af lovregulerede opgaver som a-kasse og arbejdsskader, uden nødvendigvis at "gifte sig med hinanden".

Blik- og Rørarbejderforbundet har således fælles a-kasse med Malerforbundet, og Max Meyer tror og håber, at udviklingen går i retning af "mere af den slags", hvilket efter hans mening kan spare forbundene for millioner af medlemskroner.  

Udfordringer

Fagbevægelsen har stadig masser af udfordringer at slås med. Særligt spørgsmålet om tilbagetrækningsalderen trænger sig på efter Max Meyers mening.  

– Her har fagbevægelsen svigtet. Alle har ret til en værdig alderdom. Jeg plejer med ironi i stemmen at sige, at det ikke er noget problem for vores medlemmer, at politikerne har besluttet, at de skal arbejde, til de fylder 73 år.

– Vores medlemmer stopper lang tid før pensionsalderen. De er slidt ned. Vi snakker om bedre arbejdsmiljø, efteruddannelse, omskoling og seniorordninger, men beslutningen om, at folk skal arbejde så mange år af deres liv, må og skal laves om.

– Faktisk kan jeg ikke få øje på noget, der skulle forhindre fagbevægelsen i at tage fat på den dagsorden, lyder slutsalutten fra en afgående forbundsformand.

Ny epoke begynder

Nu nærmer en epoke i hans eget liv sig en afslutning, og han skal finde ud af, hvad han så bruger sin tid på. 

– Min store drøm som ung var at blive U-landsfrivillig. Jeg har altid været fuld af beundring for dem, der risikerede sygdom og det, der var værre for at hælpe andre. Det kan være, at jeg er blevet for gammel til at rejse ud, men måske der er nogen, der kan bruge mine organisatoriske evner.

Max Meyer har også gået rundt med en journalistdrøm i maven, og han rumsterer med planerne om at skrive en bog.