Mange lokale fagforeninger er klar til at kaste sig ind i en aktiv kamp, hvis Dagpengekommissionen kommer med et forslag om lavere dagpenge. Det viser en rundspørge, Arbejderen har lavet.
10 af de 18 fagforeninger, der har svaret på Arbejderens henvendelse, siger direkte, at der er brug for at handle nu, at komme på barrikaderne, inddrage medlemmerne og tage forskellige kampmetoder i brug.
Vi må sætte alle kræfter ind og komme på barrikaderne.
Henning Overgaard, 3F Esbjerg Transport
Rundspørgen sender et klart signal til formændene for LO og FTF, der er med i Dagpengekommissionen, som lige nu er ved at lægge sidste hånd på sin endelige rapport.
- Dagpengesystemet kan ikke holde til flere forringelser uden at visne helt, så nu må vi endegyldigt sige helt fra og slås for et genoprettet dagpengesystem uden nye forringelser. Vi må sætte alle kræfter ind og komme på barrikaderne, siger Henning Overgaard, formand for 3F Esbjerg Transport.
Lignende toner lyder fra Ulla Jeppesen, formand for HK, it, medie og industri Hovedstaden.
- LO-fagbevægelsen må finde sammen i en kamp imod enhver form for forringelser og for flere penge til dagpengeområdet. Der må føres kampagner, holdes møder og laves aktioner – både lokalt og centralt, siger hun.
Meldinger i samme retning kommer fra BUPL i Århus og Nordjylland, Prosa Øst, HK Østjylland, FOA SOSU, Metal Horsens, FOA Aalborg og DSR Midtjylland.
Ønske om sammenhold
Et lækket analysedokument fra Dagpengekommissionen har afsløret, at Kommissionen har været inde i overvejelser om at sænke dagpengesatserne for alle arbejdsløse eller enkelte grupper. De sparede penge skal gå til at forlænge dagpengeperioden eller gøre det lettere at genoptjene retten til dagpenge.
LO og FTF har afvist at udtale sig om det lækkede dokument, men som Arbejderen skrev i går, viser svarene fra 18 fagforeninger og otte fagforbund i vores rundspørge et meget klart flertal imod lavere dagpenge. Hele 92 procent af de i alt 26 faglige organisationer afviser det blankt.
>> LÆS ARTIKEL: "Fagligt bagland siger klart nej til lavere dagpenge"
Mens de nævnte 10 fagforeninger melder sig klar til aktiv handling mod eventuelle forringelser, er de sidste otte fagforeninger i rundspørgen mere ukonkrete i deres svar på, hvad fagbevægelsen og deres egen fagforening skal gøre, hvis der kommer forslag om at sænke dagpengene.
Men alle er enige om, at der skal lægges pres på politikerne for at få gennemført reelle forbedringer og få tilført flere penge. De fleste nævner også betydningen af, at hele fagbevægelsen står sammen.
- Den samlede fagbevægelse skal sammen kæmpe imod og argumentere. Det er væsentligt, at vi står sammen, som faglige organisationer og fagforeninger om denne sag, siger Anja Toftbjerglund Laursen, formand for DSR Midtjylland.
Flere udtrykker frustration over manglende handling fra fagtoppens side.
- Kommer der et forslag om lavere dagpenge, må vi forlange, at LO, FTF og vores egne forbundsledelser træder i karakter, siger Bjarne Sørensen, formand for Metal Horsens.
Forbund afventer
Med i rundspørgen er også otte fagforbund. Her bruger man lige nu kræfterne på at være i tæt dialog med LO og FTF's repræsentanter i Dagpengekommissionen. Derudover er alle fokuseret på at lægge pres på politikerne og de fleste peger også på nødvendigheden af, at fagbevægelsen står sammen og kræver flere penge til dagpengesystemet..
- 3F vil påvirke politikerne, alt hvad vi kan, for at forhindre sådanne forringelser som lavere dagpenge. Vi arbejder med at være synlige i medierne og er i tæt dialog med andre i LO-familien og andre a-kasser, siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F's a-kasse.
Men det kendetegner svarene fra forbundene, at de ikke lægger op til at inddrage medlemmerne i en aktiv kampagne mod eventuelle forringelser, gennemføre aktioner, demonstrationer eller lignende.
- Vi starter ikke protester over noget, vi ikke kender indholdet af, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.
Det eneste forbund, der på nuværende tidspunkt lægger op til at inddrage medlemmerne i en aktiv kamp, er FOA.
- Vi vil fortsætte vores pres. Vi vil påpege de konkrete problemer for de over 5200 af vore medlemmer, der er sparket ud. Og vi er nødt til at gå frontalt imod de nye regneregler, som betyder, at Finansministeriet nu siger, at det vil koste langt mere at få de gamle dagpengeregler tilbage, end det i 2010 kostede at afskaffe dem. Vi vil aktiverer alle, der kan og vil, siger Dennis Kristensen.
Dagpengekommissionen kommer med sit udspil 19. oktober. Derefter går de politiske forhandlinger om et nyt dagpengesystem i gang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278