Der var ikke nogen illusioner om, at en ny regering automatisk betyder opfyldelse af fagbevægelsens vigtigste krav, da fire af Arbejderens faglige bloggere var samlet til læsermøde mandag.

I fagbevægelsen skal vi prioritere og blive enige om, hvilke krav vi vil stå sammen om, og så lægge et massivt pres for at få dem gennemført.
Mona Striib, FOA

De fire fagforeningsfolk er godt tilfredse med, at Lars Løkke er væltet af pinden, og har også tiltro til, at en S-regering vil betyde forbedringer på nogle områder. Men skal der en grundlæggende ny kurs til også omkring den økonomiske politik, skal der hårdt pres og aktivisme til fra fagbevægelsens side, understregede de på mødet.

>> LÆS OGSÅ: Dag 15 på faneborgen foran Christiansborg

FOA-formand Mona Striib var en af oplægsholderne. Hun startede med at opliste FOA's ønsker til en ny regering: Stop for øget ulighed, investering i velfærd, budgetloven skal afskaffes, forbedring af arbejdsmiljøet, kontanthjælpsloftet skal afskaffes, syge skal behandles ordentligt, der skal indføres differentieret pensionsalder og så videre.

 – Vi får ikke det hele på en gang. Der skal gang i genopretningsplaner på forskellige områder. I fagbevægelsen skal vi prioritere og blive enige om, hvilke krav vi vil stå sammen om, og så lægge et massivt pres for at få dem gennemført og blive ved, til målet er nået. Det kunne vi under OK18, og det kan vi gøre igen, sagde Mona Striib.

Aktive fagforeninger

Nødvendigheden af aktive fagforeninger, der både arbejder via de parlamentariske kanaler med at opsøge ministre, politikere og udvalg og på at skabe konkret aktivisme på medlemsplan, blev fremhævet af alle de fire fagforeningsfolk, der var oplægsholdere på mødet.

– Vi skal lægge pres både i Folketinget og ude på gaderne. Hvis ikke vi gør det, får vi en 2011-situation igen, sagde en af de andre oplægsholdere, John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.

Han hentydede her til erfaringerne med Thorning-regeringen, der under regeringsforhandlingerne i 2011 blev enige om at videreføre den tidligere VK-regerings økonomiske politik. Fagbevægelsen skal kæmpe imod, at det gentager sig nu, er de fire faglige bloggere enige om.

– Thorning-regeringen gennemførte fem økonomiske reformer, der alle havde social slagside og øgede den økonomiske ulighed. Jeg tror og håber, at det bliver noget andet den her gang, sagde Peter Jacques Jensen, formand for HK it, medie og industri i Hovedstaden. Han henviste til den stigende kampvilje i befolkningen.

– De offentlige overenskomstforhandlinger viste, at når vi kæmper for tingene, så er det muligt at skaffe resultater. Kampgejsten er større, end den har været længe. Jeg tror heller ikke, at vi privatansatte ved overenskomstforhandlingerne næste år lader os spise af med det samme som sidste gang, tilføjede Peter Jacques Jensen.

>> LÆS OGSÅ: Nordjyder melder klar til OK20

Selvkritik

Der var også plads til selvkritik af fagbevægelsens manglende protester under Thorning-regeringen.

– Hvor fanden var vi henne, da man afskaffede efterlønnen. Og hvor var vi i 2013, da et flertal i Folketinget fjernede lærernes arbejdstidsaftale gennem et lovindgreb. Mange faldt lidt for den snak om, at lærerne er forkælede. Vi lod dem køre lærerne totalt over. Det var hele fagbevægelsen, der bare snorksov, kom det skarpt fra Mona Striib.

– De store fagforbund, måske på nær et enkelt, trak følerne ind, da vi fik en socialdemokratisk ledet regering i 2011, sagde John Ekebjærg-Jakobsen. Han opfordrede kraftigt til, at den situation ikke gentager sig nu.

Økonomisk politik er stor knast

Alle oplægsholderne udtrykte bekymring over, hvor stor indflydelse De Radikale får på regeringsgrundlaget i forhold til den økonomiske politik og deres krav om nye reformer, der skal øge arbejdsudbuddet.

– De Radikale vil en liberalistisk økonomisk politik, konstaterede John Ekebjærg-Jakobsen.

Morten Ahrendt, formand for El-Forbundets Ungdom, var den fjerde oplægsholder. Han pegede på, at Socialdemokratiet også lægger op til at fortsætte en meget stram nedskæringspolitik.

– I Socialdemokratiets økonomiske plan understreger de, at de vil overholde alle kravene i EU's stabilitets- og vækstpagt, finanspagten og budgetloven. Det låser den økonomiske politik. Der kunne komme flere penge til velfærd ved at hæve skatterne. Men det vil de heller ikke, fastslog Morten Ahrendt.

Han vurderer, at den kommende regering kan betyde forbedringer i forhold til for eksempel indsatsen mod social dumping og opprioritering af Arbejdstilsynet, men ser den økonomiske politik som der, hvor den helt store udfordring er.

Pensionsalder

Oplægsholderne var heller ikke optimistiske i forhold til muligheden for at få opsagt velfærdsforliget fra 2006, der slår fast, at pensionsalderen skal stige løbende i takt med levealderen. En lang række fagforeningsfolk har under valgkampen krævet forliget opsagt.

– Men der er ikke noget, der tyder på, at den nye regering tør gøre det, sagde Peter Jacques Jensen.

En deltager i mødet efterlyste bud på, hvilke krav fagbevægelsen kan samles om at stille overfor den nye regering, og hvad der konkret kan gøres for at skabe aktivitet blandt medlemmerne.

Morten Ahrendt pegede på krav om en værdig tilbagetrækning som det, der kan samle allerbredest. 

– Hvis jeg skulle vælge et fælles krav, skulle det være et stop for ulighedsgeneratorer i samfundet på tværs af forskellige former for lovgivning, sagde Mona Striib, der også havde en kommentar til spørgsmålet om aktivisme.

– Mobiliseringen er i gang, men den er skøbelig, selvom vi har positive erfaringer fra OK18. Vi er allerede nu ved at diskutere OK21 mellem organisationerne. Nogle kravler lidt forskrækkede tilbage og siger: “Puha, vi tabte styringen”. Men det skal man også gøre, hvis det skal være rigtig aktivisme. Når det vokser nedefra og ikke bare er noget, som vi beslutter, så oplever vi den urkraft, som vi også oplevede under for eksempel påskestrejkerne, erklærede Mona Striib i sin slutreplik.