19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagligt arbejde over grænserne er nødvendigt

Dansker i spidsen for europæisk fagsammenslutning:

Fagligt arbejde over grænserne er nødvendigt

Social dumping er fagbevægelsens største udfordring, lyder det fra manden, der står i spidsen for 20.000 medlemmer i den danske fødevareindustri, og 2,6 millioner på europæisk plan.

Ole Wehlast startede sin faglige karriere i 1980, da han blev valgt som tillidsmand for 150 kolleger i Albertslund.
FOTO: NGN
1 af 1

Ikke mange i Danmark kan bryste sig af at være præsident, men det kan formand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

I morgen er det præcis en måned siden, at han blev genvalgt som præsident for EFFAT, der er en sammenslutning af europæiske fagforeninger indenfor fødevarer, landbrug og turisme.

Så længe arbejdsgiverne flytter arbejdspladserne efter, hvor lønningerne er billigst, fortsætter ræset mod bunden. 

Den 55-årige danske forbundsformand fortsætter de næste fem år som frontfigur for 2,6 millioner europæiske lønmodtagere.

Nødvendigheden af fagligt samarbejde på tværs af grænserne er steget i takt med, at Europa er blevet mere åbent og både arbejdskraften og arbejdspladserne flytter rundt, mener Ole Wehlast.

– Vi har især én fælles udfordring - social dumping, siger han til Arbejderen.

I Danmark, mener han, kommer presset udefra. De danske slagteriarbejdere bliver eksempelvis hårdt presset af vilkårene i den tyske slagteribranche, hvortil tusindvis af de danske slagterijob er forsvundet. 

– I Tyskland udnytter Danish Crown udstationeret arbejdskraft fra eksempelvis Polen eller Rumænien. Men også de tyske slagteriejere er med til at presse løn og arbejdsforhold, når de skifter de tyske slagteriarbejdere ud med arbejdskraft fra Øst- og Centraleuropa.

Ole Wehlast bliver en anelse skarp i stemmen, da han forklarer, at de østeuropæiske arbejdere indtil den 1. august i år fik mindre end 7,50 euro i timen. Nu har den tyske regering besluttet, at mindstelønnen på arbejdsmarkedet er cirka 55 kroner i timen.

Lovbestemt mindsteløn 

Tonen forbliver skarp, da han i opremsningen af eksempler på social dumping eller unfair konkurrence kommer til sagen om Danish Crown, der med støttekroner fra den britiske stat lukker arbejdspladser i Faaborg og flytter dem til England.

– Der er tale om misbrug af offentlige midler og illustrerer nødvendigheden af samarbejde på tværs af grænserne. Så længe arbejdsgiverne flytter arbejdspladserne efter, hvor lønningerne er billigst, så fortsætter ræset mod bunden. Ofrene er både de danske medlemmer, der mister deres job og de folk i udlandet, som kommer til at udføre arbejdet på ringere vilkår, siger præsidenten, der mener, at fagforeningerne i EFFAT skal lægge pres på europaparlamentarikerne, så de bliver tvunget til at tage ansvar for udviklingen på det europæiske arbejdsmarked. 

På spørgsmålet om lønmodtagere i Danmark kommer til at opleve, at regeringen fastsætter en mindsteløn, lyder det bestemt:

– Aldrig. Vi vil aldrig acceptere en mindsteløn via lovgivning. Lønnens størrelse skal arbejdsmarkedets parter tage sig af. I Tyskland har man stoppet ræset mod bunden, men det er ikke optimalt.  

Ole Wehlast har en lang faglig løbebane, der for alvor tager fart, da han som 21-årig og blot to år efter sit svendebrev, bliver valgt som tillidsrepræsentant for 150 bagerkolleger i Albertslund.

Der går ikke ti år, fra han er udlært, til han er forbundssekretær i forbundshuset. Karrieren fortsætter, og i 2005 tiltræder han som forbundsformand.

Fagbevægelsens udfordringer

Der er sket meget i fagbevægelsen og på arbejdsmarkedet, siden Ole Wehlast blev tillidsmand for 34 år siden, og han erkender, at fagbevægelsen i dag står med en kæmpe udfordring. Ikke mindst LO-forbundene mister medlemmer, og det går den forkerte vej med overenskomstdækningen på arbejdsmarkedet. 

– Men jeg tror aldrig, vi får tyske tilstande. Jeg tror, at den enorme fokus, der har været på for eksempel metrobyggeriet i København, hvor arbejdere er blevet budt nogle forfærdelige vilkår, har fået folk til at indse betydningen af at være organiseret og sikret gennem overenskomst, når man er på arbejde.

Fødevareforbundet NNF er et af de LO-forbund, der har mistet rigtig mange medlemmer, ikke mindst fordi slagterikoncernen Danish Crown har flyttet arbejdspladser syd for grænsen. På den konto er der forsvundet 7.000 danske job alene de sidste ti år. Forbundet er i samme periode gået fra godt 36.000 medlemmer til 20.000.

– Det er tydeligt, at vi er udfordret på medlemstallet, og at vi alene ikke fylder meget i det faglige landskab. Derfor er vi i gang med at undersøge mulighederne for at fusionere med Dansk Metal. 

Går alt efter planen, og som Ole Wehlast håber, så kan spørgsmålet om fusion være afklaret den 1. janaur 2016.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. dec. 2014 - 05:27   18. dec. 2014 - 13:00

Portræt

noc@arbejderen.dk
Ole Wehlast

Forbundsformand og præsident:

  • 1959: Født

  • 1978: Uddannet bager i Kgs. Lyngby

  • 1980: Tillidsrepræsentant for 150 FDB-bagere i Albertslund-regionen

  • 1985: A-kassesekretær i Fødevareforbundet NNFs bagergruppe København 

  • 1987: Konstitueret forbundssekretær i Fødevareforbundet NNFs Håndværks- og Industrigruppe (Bagerområdet) 

  • 1988: Fuldgyldig forbundssekretær 

  • 2005: Forbundsformand

  • 2009: Præsident i EFFAT, European Federation of Food, Agriculture and Tourism.