Mens regeringen og myndighederne næsten daglig skærper anbefalingerne til, hvordan vi skal gebærde os for at begrænse spredningen af corona, og store dele af landet er lukket helt ned, så fortsætter arbejdet på byggepladserne stort set uforandret.
Alt er vendt på hovedet i den her situation. Det er verdenshistorie, det der foregår, og det er sgu for alvorligt til ikke at reagere på det.
Ole Feldt, VVS'er
Det skaber utryghed blandt håndværkerne, og det fik onsdag morgen en flok bygningsarbejdere i Københavns Lufthavn til at sætte sig ned, drikke en ekstra kop kaffe og kontakte byggeledelsen.
– Vi har i snart to uger gået på arbejde, hvor vi har prøvet at indordne os under de restriktioner, der er kommet fra myndighederne. Vi har brugt håndsprit og ikke siddet for tæt sammen, fortæller en bekymret håndværker til Arbejderen.
Er de smittebærere?
Han ønsker ikke sit navn frem, da han er usikker på, om det kan få negative konsekvenser for ham. Han fortæller videre:
– Så i dag mødte der fem udenlandske flisemurere op på pladsen. Det var ikke meldt ud, at de skulle komme, og det kom noget bag på os, at der pludselig dukkede udenlandske arbejdere op med alle de rejserestriktioner, der er.
På byggepladsen går der otte tømrere, et par malere, ni elektrikere, fem VVS'ere, nogle isolatører og montører. De har sammen henvendt sig til byggeledelsen med krav om, at der kommer styr på hygiejnen. De vil vide, hvor de fem flisemurere kommer fra, hvor længe de skal være på pladsen, og om de er testet.
– Vi kan ikke vide, om de er smittebærere. De går gennem hele bygningen og benytter samme adgangsveje og toiletfaciliteter som vi andre. Alle opslag står på dansk og engelsk, men kan de læse og forstå engelsk? Det gør os utrygge.
De danske håndværkere mener, at flisemurerne kommer fra Tyskland, hvor de har arbejdet i tre uger. Men måske de er italienere, for de ankom tirsdag aften i en bil på italienske nummerplader.
Maksimalt 10 på samme sted
Tirsdag aften varslede regeringen yderligere stramninger af forholdsreglerne og indskærpede, at man må være maksimalt 10 personer samlet på offentlige pladser. Samtidig blev der udstedt forbud mod servering på restauranter og caféer, og blandt andet storcentre, frisører samt fitness- og solcentre tvangslukkes.
Endnu et eksempel på den utryghed, der florerer på byggepladserne, der ikke kommer under betegnelsen offentlige pladser, viste sig i Roskilde. Her arbejder normalt 120 håndværkere på et sygehusbyggeri, men onsdag nedlagde 22 tømrere og cirka 10 VVS’ere arbejdet, skriver Fagbladet 3F. De strejkende er utilfredse med byggeledelsens håndtering af smittefaren ved corona.
Håndværkerne havde indkaldt byggeledelsen hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe A/S til et ekstraordinært sikkerhedsmøde, men det kom der ikke meget ud af ifølge 3F’er og sikkerhedsrepræsentant for tømrerne på byggeriet Michael Rostgaard.
– Så fem minutter efter mødet gik vi hjem. Stemningen er trykket. Vi har i en måned bedt om, at coronavirussen bliver taget seriøst, men der sker ikke noget. Det er rystende, at vi har en byggeledelse, som ikke gør noget ved problemerne, siger Michael Rostgaard til Fagbladet 3F.
På en anden stor byggeplads på Amager i København valgte et VVS-sjak også at forlade arbejdspladsen onsdag. De har meddelt deres firma, at de tidligst møder igen mandag i næste uge.
– Jeg vil tro, at der er 120 håndværkere på byggeriet, og selvom det er et stort byggeri, så kan det ikke undgås, at vi i nogle områder går tæt, fortæller Ole Feldt til Arbejderen.
– Tiltagene i forhold til coronavirus er sådan set vældig fine. De spritter håndtag af, og der hænger opslag med retningslinjer, men der er rigtig mange udlændinge på pladsen, og vi ved ikke, om de forstår alt det her.
Holder ferie foreløbig til mandag
Ole Feldt og de syv øvrige VVS'ere i sjakket har meddelt firmaet, at de holder fri foreløbig til mandag i næste uge. Firmaet har reageret ved at svare, at det kan få konsekvenser, men det tager Ole Feldt helt roligt.
– Alt er vendt på hovedet i den her situation. Det er verdenshistorie, det der foregår, og det er sgu for alvorligt til ikke at reagere på det. Jeg ved godt, at firmaet tænker i kroner og øre, men vi holder ferie, så det koster ikke dem noget, lyder de fra Ole Feldt.
Den utryghed, som håndværkerne giver udtryk for overfor Arbejderen, hører Henrik Juul Rasmussen, kredsformand for Rør & Blik København, fra rigtig mange andre medlemmer.
– Vi bliver kimet ned af medlemmer, fordi de er utrygge ved at gå på arbejde. De mangler retningslinjer fra deres mester. Mens myndighederne og politikerne udsteder restriktive retningslinjer, så virker det på mig, som om byggepladserne bare kører videre, siger han til Arbejderen.
Pas på hinanden
Også Ole Wiil-Andersen, der er formand for Rør & Blik Sjælland-Bornholms kredsen, hører fra medlemmer, der er usikre på, hvordan de skal forholde sig.
– Det er horribelt, at store dele af landet ligger øde, og byggeriet bare kører videre. Jeg vil tro, at du kan tage rundt på en hvilken som helst byggeplads i København, ja på hele Sjælland, og du vil møde masser af udenlandske arbejdere, der intet ved om det her. Det øger smittefaren, siger Ole Wiil-Andersen til Arbejderen.
Blik & Rør indskærper overfor medlemmerne, at de skal passe sig selv og hinanden. Den københavnske kreds skriver på Facebook: "Hvis du mener, at arbejdet udgør en smitterisiko, så skal du kræve, at der træffes særlige foranstaltninger, før du udfører arbejdet, herunder også ordnede skur- og velfærdsforhold. Hvis du er i kvalificeret tvivl, er du i din gode ret til at nægte at udføre arbejdet. Det er det, vi kalder: LIV ÆRE OG VELFÆRD. Sund fornuft er en god makker i øjeblikket."
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278