Dennis Kristensen holder i dag sin sidste tale som FOA-formand. Danmarks mest kendte fagforeningsmand går på pension. På en ekstraordinær kongres i Odense vælger FOA ny formand. Dennis Kristensen er fyldt 65 år og falder dermed for forbundets aldersgrænse for fagligt valgte.
Der er en stolthed blandt medlemmerne over at være med i FOA.
Anne-Grethe Svejstrup, FOA Aalborg
Der er dog lavet en særlig aftale, så han fortsætter som FOA's chefforhandler, indtil der er en afklaring i forhold til OK 2018.
På kongressen i dag vil Dennis Kristensen blive hyldet for sin indsats gennem de sidste 16 år. Han er en meget afholdt formand, der nyder en enorm opbakning blandt FOA's omkring 180.000 medlemmer. Han får ros for at have gjort FOA kendt, for altid at tale medlemmernes sag og for at have stillet sig i spidsen for opbygningen af et stærkt og aktivt fagforbund.
– Dennis har været en fantastisk formand. Han har været dygtig til at sætte FOA's faggrupper og deres arbejdsforhold på dagsordenen, siger Anne-Grethe Svejstrup, faglig sekretær i FOA Aalborg. Hun kommer fra Pædagogisk Medhjælperforbund, der i 2005 blev lagt sammen med FOA.
– Danskerne kender FOA i dag, og der er en stolthed blandt medlemmerne over at være med i FOA. Det kendetegner Dennis, at han har en tæt kontakt til medlemmerne. Når han er ude til et arrangement, taler han lige så gerne med en SOSU-hjælper som med en fagforeningsformand. Han færdes ikke kun på de store, bonede scener, men stiller også op til et 1. maj-arrangement i en lille flække i Himmerland, tilføjer hun.
>> LÆS OGSÅ: FOA er et stærkt forbund
Alle fremhæver Dennis Kristensens åbenhed og udadvendthed, der også betyder, at han altid er parat til at udtale sig til pressen og stiller op til diverse debatprogrammer.
Men der er også en bagside ved åbenheden, mener Anne-Grethe Svejstrup.
– En gang imellem er han lidt for hurtig på aftrækkeren. Men samtidig er vi jo stolte af, at vores formand er et af de mest citerede mennesker i Danmark.
Mandeløn til kvindefag
Dennis Kristensen har været drivende i at sætter uligeløn, kvindefag og lavtlønsområderne i den offentlige sektor på den politiske dagsorden.
Dennis har arbejdet for at gøre FOA til et af Danmarks mest decentrale forbund.
Sigurd Gormsen, FOA Sjælland
– Dennis har stået i spidsen for et markant og vigtigt sporskifte i FOA. Han har samlet forbundet om en slagkraftig og aktivistisk kurs, der har givet medlemmerne selvtillid og tro på egen styrke. Det så vi markant under konflikten i 2008, og vi har set det igen under OK18, siger Mari-Ann Petersen, formand for FOA SOSU.
Formanden for en anden af FOA's afdelinger, Sigurd Gormsen fra FOA Sjælland, fremhæver Dennis Kristensens indsats for at inddrage medlemmerne.
– Han har arbejdet for at gøre FOA til et af Danmarks mest decentrale forbund, hvor beslutningerne tages så tæt på medlemmerne som muligt. Med Dennis som formand er FOA blevet et langt mere dynamisk forbund, der er mere i tråd med sine medlemmer, konstaterer Sigurd Gormsen.
– Medlemmerne er meget glade for Dennis. Kommer han ud til et lokalt møde, er der altid fuldt hus. Han evner at tale direkte til folk, uanset om det er statsministeren eller en SOSU-hjælper, han står overfor. Og så kan han forklare komplicerede spørgsmål, så alle kan forstå det, tilføjer han.
Jane Kjærsgaard Nørgaard, der arbejder som SOSU-assistent i Thisted Kommune, oplever også Dennis Kristensen som meget vellidt af kollegaerne og mange andre.
– Han har kæmpet vores kamp. Jeg vil komme til at savne ham. Jeg håber, at den nye formand vil være lige så meget fremme i skoene, siger hun.
Klubber og studiekreds
Dennis Vagtborg Christensen, fællestillidsrepræsentant for portørerne på Amager og Hvidovre Hospital, har arbejdet tæt sammen med Dennis Kristensen, der er tidligere portør, også længe inden han blev forbundsformand.
– Han har haft stor betydning for mit faglige arbejde. Som formand for Dansk Kommunalarbejderforbund afd. 3 var han i sin tid med til at støtte dannelsen af faglige klubber og det faglige arbejde ude på arbejdspladserne. Jeg deltog også i hans studiekredse om nationaløkonomi. Det var en vigtig skoling i forhold til at kunne argumentere for lønkrav og omfordeling af pengene, siger Dennis Vagtborg Christensen.
Dengang var Dennis Kristensen medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, mens Dennis Vagtborg Christensen betegner sig selv som en god socialdemokrat. Så politisk set har han ikke altid været enig med sin navnebror.
– Men han har gjort det rigtig godt som formand. Han har været en drivkraft og meget synlig og nærværende overfor medlemmerne. Vi har altid kunnet nå ham.
Samling
FOA-medlemmerne mener, at deres formands indsats på en række områder har været til gavn for hele fagbevægelsen.
Dennis har spillet en meget vigtig rolle i forhold til at etablere solidaritetspagten.
Mari-Ann Petersen, FOA SOSU
– Dennis har været formand i en situation, hvor de offentligt ansatte og den kollektive velfærd har været under massivt angreb, og hvor tusinder af vores medlemmer er blevet fyret. Det kunne have ført til opgivenhed, mismod og medlemsflugt fra forbundet. Men FOA har arbejdet for at skabe mobilisering og aktivitet, ikke alene blandt FOA's egne medlemmer, men også på tværs af forbund og mellem offentligt ansatte og privat ansatte, siger Mari-Ann Petersen.
>> LÆS OGSÅ: FOA-kritik af ledelseskommission
– Det har været med til at sikre, at der er en bred folkelig støtte bag de offentligt ansattes OK-kamp, som vi har set det de seneste uger. Der er heller ingen tvivl om, at Dennis har spillet en meget vigtig rolle i forhold til at etablere solidaritetspagten og slå bro mellem forbundene og deres medlemmer i stat, regioner og kommuner, tilføjer hun.
Også Sigurd Gormsen og Dennis Vagtborg Christensen fremhæver FOA-formandens indsats som en af arkitekterne bag solidaritetspagten, eller musketéreden, som den også kaldes.
– Her på falderebet oplever Dennis, at alle faglige organisationer på det offentlige område er forenet. Det er historisk. Og det har han en stor del af æren for, siger Dennis Vagtborg Christensen.
– Dennis Kristensen er en rigtig dygtig samler, der favner hele fagbevægelsen. Han har tit taget initiativer, der samler. For eksempel var det ham, der rejste behovet for solidaritet med lærerne allerede i 2013. Her tror jeg, at han såede frøet til musketéreden, siger Anne-Grethe Svejstrup.
Støtte til lærerne
Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen husker også, at Dennis Kristensen var en af de første, der råbte vagt i gevær i forhold til overgrebet på lærerne i 2013.
>> LÆS OGSÅ: FOA parat til at støtte lærerne
– Han kom med klare meldinger tilbage i 2013 og sagde, at det var et totalt brud med den danske model. Det betød ufatteligt meget for lærerne, som følte, at vi stod meget alene i offentligheden. Lærerforeningens hovedbestyrelse blev inviteret med til et stort tillidsmandsmøde, FOA holdt i Odense, hvor vi fik bragende bifald. Det var en gestus, som betød fantastisk meget for os, siger Anders Bondo Christensen.
>> LÆS OGSÅ: Os knækker du ikke, Corydon
Ellers fremhæver han FOA-formandens indsats i forhold til at sætte velfærdskampen på dagsordenen, blandt andet gennem samarbejdet mellem FOA, BUPL, Lærerforeningen, Socialrådgiverne og HK Kommunal i Virkelighedens Velfærd.
>> LÆS OGSÅ: Tid til genopretning af velfærden
– Her har Dennis været en af de helt store drivkræfter. Det skal han have stor ros for. Hvis vi ikke havde formået at rejse den dagsorden, ville vi have været endnu vanskeligere stillet i forhold til at sikre, at vi har en offentlig sektor, siger lærerformanden og tilføjer, at Dennis Kristensen har påtaget sig rollen som fagbevægelsens gadedreng og udfører den med stor ildhu.
>> LÆS OGSÅ: Fagligt initiativ vil skabe bevægelse for velfærd
Kampe med LO-toppen
Det vakte opsigt, da Dennis Kristensen i 2002 blev valgt som formand. Han var ikke længere organiseret kommunist, men var det eneste medlem af LO-toppen, der ikke havde en socialdemokratisk partibog.
– Dennis havde ikke siddet mange dage i formandsstolen, før han fik rusket op i nogle af de gamle traditioner omkring valgte og ansattes lønninger og honorarer i fagbevægelsen. Det var godt. Der var brug for et opgør på det tidspunkt, siger Sigurd Gormsen.
FOA-formanden har i årenes løb ikke holdt sig tilbage for at rejse kritik af fagtoppens ageren. Som i 2005 hvor han betegnede LO's ledelse som et etpartisystem.
Det har omvendt affødt en del kritik af FOA-formanden og også forsøg på at holde ham udenfor indflydelse.
I 2014 gik Dennis Kristensen i en periode ud af LO's ledelse, efter at det var kommet frem, at han var blevet udelukket fra en række møder med regeringen.
Samtidig anerkender mange faglige ledere Dennis Kristensens indsats.
– Dennis har kæmpet utrætteligt for sine medlemmer – blandt andet ved forhandlingsbordet og i medierne. I de to år, jeg har være LO-formand, synes jeg, vi har opbygget et fint samarbejde. Han er en ildsjæl, og der er ingen tvivl om, at det er nogle store sko, der nu skal fyldes ud, siger LO-formand Lizette Risgaard.
Formand for Byggefagenes Samvirke i København, John Ekebjærg-Jakobsen, fremhæver også Dennis Kristensens gode kontakt til medlemmerne på gulvet.
– Han har været med til at give folk en tro på fagbevægelsen og sendt mange gode signaler. Men nogle gange har han været for hurtig til at gå sine egne veje i forhold til LO. Det kan skade en proces hen imod at skabe et kompromis, som er spiseligt for alle parter. Omvendt har FOA's medlemmer aldrig været i tvivl om, at Dennis kæmper deres sag, også i LO, siger John Ekebjærg-Jakobsen.
Han mener samtidig, at FOA-formanden ind imellem har haft problemer med balancen mellem den aktivistiske stil og det at være en ansvarlig forbundsformand.
– Det oplevede jeg for eksempel på en stor uddannelsesdemonstration mod nedskæringer på uddannelserne for 10-12 år siden. Dennis holdt tale og sagde, at nu havde folk vist deres utilfredshed, men måtte stoppe nu, hvor der skulle forhandles, og at de ikke skulle regne med, at besparelserne blev trukket tilbage, forklarer byggeformanden.
– Men Dennis Kristensen har været med til at skabe et aktivt fagligt miljø. Det er flot at se Dennis og FOA's medlemmer gå hånd i hånd, tilføjer han.
>> LÆS OGSÅ: FOA tager afstand fra CETA og TTIP
Det står klart, at FOA's nye formand bliver en kvinde. På kongressen i dag er der kampvalg mellem den nuværende næstformand Mona Striib og Nanna Højlund, næstformand i LO og tidligere forbundssekretær i FOA.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278