I 2015 var der 139 personer hos SKAT og Arbejdstilsynet, der havde til opgave at bekæmpe social dumping. Bliver regeringens forslag til finanslov for 2018 vedtaget, vil der om 16 måneder kun være fem ansatte tilbage til at varetage det arbejde, oplyser 3F.
Social dumping er en stor trussel mod samfundet, og den skaber dybe modsætninger i det danske samfund.
Jens Kirkegaard, 3F BJMF
Det svarer reelt til at lukke indsatsen ned, lyder den bekymrede reaktion fra forbundssekretær Henning Overgaard, der har netop social dumping som ansvarsområde i Danmarks største fagforbund.
– Stigningen i antallet af udenlandske virksomheder og arbejdere har galopfart. Alligevel har regeringen ikke prioriteret en bøjet femøre til myndighedsindsatsen mod social dumping i deres udspil til finansloven, siger Henning Overgaard til 3F'ernes fagblad.
201.461 udlændinge
Lige knap hver tiende lønmodtager i Danmark er nu udlænding. Det svarer helt nøjagtigt til 201.461 fuldtidsbeskæftigede, og det er første gang i historien, at så mange udlændinge har arbejde i Danmark, oplyste Dansk Industri for mindre end en måned siden.
3F's lokale fagforeninger har i årevis brugt mange penge og kræfter på at forhindre brud på overenskomster og regler, når udenlandske firmaer rykker ind på gartnerier, byggepladser og i rengøringsbranchen. En af dem er Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), der har bemærket sig ved at køre og vinde et utal af sager om underbetaling af metroarbejdere.
Formand for BJMF's byggegruppe Jens Kirkegaard er da også klar i spyttet, da han bliver bedt om at kommentere regeringens forslag:
– Det er jo dybt godnat, siger han og fortsætter:
– Vi ved, at social dumping er en stor trussel mod samfundet, og den skaber dybe modsætninger i det danske samfund. Almindelige lønmodtagerrettigheder er under et voldsomt pres af, at hele brancher bliver omvæltet med social dumping.
Jens Kirkegaard mener, at regeringens udradering af myndighedsindsatsen mod social dumping vil føre til lavere lønninger, dårligere sikkerhed og et undertrykkende arbejdsmiljø.
Den nuværende indsats er en indtægtskilde for samfundet. Ifølge LO kom der 200 millioner kroner mere i statskassen i 2016 end indsatsen kostede, og det er da skørt ikke at fortsætte det arbejde, mener LO-formand Lizette Risgaard.
– Social dumping forsvinder ikke af sig selv. Vi ved, at SKAT ’s kontrolindsats mod social dumping virker. Den bekæmper social dumping og henter penge hjem til statskassen, vi ellers ville blive snydt for, siger Lizette Risgaard.
LO ser gerne en permanent bevilling på niveaet fra 2015. Til en samlet indsats vil det kræve minimum 53 millioner kroner ekstra i 2018 og yderligere 130 millioner kroner om året fra 2019 og frem.
Bekymrede arbejdsgivere
Selv arbejdsgiverne er meget bekymrede over, at regeringen nedprioriterer indsatsen.
– Det kan godt være, at der er opsving i byggeriet for tiden, men vi kan se, at der foregår unfair konkurrence over for vores medlemmer, som hver dag prøver at skabe ordnede forhold for deres ansatte, når de skal kæmpe mod udenlandske virksomheder, der ikke overholder reglerne, siger Morten Frihagen, der er direktør for Dansk Håndværk, til Fagbladet 3F.
Dansk Håndværk repræsenterer størstedelen af landets små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278