Hvis ikke Wolt trækker forringelserne af budenes løn tilbage, så vil fredagens strejke blive fulgt op af yderligere aktioner.
Vi vil protestere, så længe det tager at få vores krav opfyldt.
De strejkende Wolt-bude
Det skriver Wolt Workers Group i en pressemeddelelse: "Demonstrationen var en strejke organiseret af Wolt-kurérer, der var frustrerede over virksomhedens nylige beslutning om at skære minimumsbeløbet for leverancer og fjerne weekendbonussen. Wolt-kurérne har lovet at protestere, så længe det tager at få deres krav opfyldt."
Over 150 bude og støtter havde fundet vej til Kongens Nytorv, hvor budene luftede deres utilfredshed med Wolts nye afregningsmodel, der blandt andet afskaffer weekendbonus. Det vil ifølge de strejkende betyde lønnedgang og større usikkerhed om indtjeningen.


Ud over Wolts egne bude, så var også cykelkurérer, der arbejder for Bring og PostNord, mødt op for at vise deres støtte til kampen for bedre arbejdsforhold i branchen. Og de gav tilsagn om at støtte fremtidige aktioner organiseret af Wolt-kurérerne. Flere andre faggrupper var også mødt op i solidaritet med budene, herunder 3F BJMF Ungdom, murersvende og tømrere fra BJMF og Brancheklubben for Kantiner i København.
Wolt er det, man kalder en digital platformsvirksomhed, og har specialiseret sig i at tjene penge på udbringning af mad. Kunderne bestiller maden via en app, og den leveres af bude på cykel eller knallert, som budene selv stiller til rådighed. Wolt afviser at tegne overenskomst for budene, som firmaet betragter som selvstændige kurérpartnere, og undgår dermed at betale sygeløn, feriepenge og andre goder, som en overenskomst sikrer.
Budene i Danmark har ladet sig inspirere af Foodora-strejken i Norge i 2019, der tvang Foodora til at tilbyde bedre løn og vilkår til sine kurerer.
>>LÆS OGSÅ: Strejken gav kollektivavtall på Foodora
Forud for strejken fredag fik Wolt-budene i København en støttehilsen fra kollegerne i Norge: "I dag vil Wolt-couriers i Danmark gå i strejke for at protestere mod de lønnedskæringer, som virksomheden har pålagt dem. Foodoraklubben Oslo giver de kæmpende kurérer vores fulde støtte. Det er inspirerende at se et stigende antal medarbejdere i den digitale platformsøkonomi tage kollektive skridt i kampen for deres rettigheder og forbedringer af deres vilkår."
Det kan ikke være mangel på penge, der afholder den internationale platformsvirksomhed i at forbedre løn- og arbejdsvilkår, mener budene. De henviser til, at Wolt for lidt over en måned siden modtog 530 millioner dollars fra nye investorer i USA og Europa. Wolt er af Financial Times blevet udnævnt som den næsthurtigst voksende virksomhed i Europa i 2020.
>>LÆS OGSÅ: Wolt-bude strejker i protest mod lønnedgang
Strejken og demonstrationen på Kongens Nytorv forløb stille og roligt, men Wolt havde forinden forsøgt at advare budene mod at deltage i fredagens strejke. Alle kurérer modtog således en besked om, at Wolt ikke var sikker på, hvordan tingene ville udvikle sig på Kongens Nytorv.
>>LÆS OGSÅ: Nu kan du få bragt pizza lige til døren med god samvittighed
En stor del af Wolts bude er udlændinge, og de kender kun lidt eller slet intet til det danske arbejdsmarked. Derfor har budene oprettet et netværk på Facebook – Wolt Workers Group – hvor de hjælper hinanden. Sammen med 3F forsøger de at organisere budene og få Wolt til at tegne overenskomst.
Arbejderen har spurgt Wolt om strejken gør indtryk og kommunikationschef Tine Schou skriver i en mail:
– Selvfølgelig. Vi lytter til deres bekymringer om den nye betalingsmodel. Operationelt er vores model jo lavet til, at personer kan vælge ikke at arbejde, når de har lyst til det, så her blev vi ikke påvirket.
Hun fortæller, at der var cirka 20 kurérpartnere, som valgte ikke at køre, mens knap 1.000 kurérpartnere var på gaden for at levere i København alene.
– Langt de fleste har altså valgt at udvise tillid til den nye betalingsmodel, og det er vi glade for, konstaterer kommunikationschefen.
På spørgsmålet om hvordan Wolt vil reagere på yderligere aktioner, som Wolt Workers Group har bebudet, opfordrer Tine Schou kurérpartnerne til at tage et møde med Wolt frem for at lade være med at arbejde:
– Det er ikke alle kurérpartnere, der ønsker det samme som Wolt Workers Group, og den uenighed skal vi alle imødekomme og finde løsninger til.
Wolt har ikke umiddelbart tænkt sig at trække den nye betalingsmodel tilbage og genindføre weekendbonus.
– Indtil videre ser det ud til, at langt størstedelen af vores kurérer har tiltro til, at den nye betalingsmodel vil sikre dem højere indtjening på langt størstedelen af deres leveringer, siden at flere end normalt valgte at køre i fredags. Skulle data om nogle måneder vise noget andet, vil vi bestemt tage det op til overvejelse, siger Tine Schou.
Wolt mener, det er et "stort mindretal" af kurérpartnerne, der ønsker en overenskomst og at fagbevægelsen er "stærkt investeret" i det mindretal. Wolt vil gerne fortsætte en dialog med fagbevægelsen om en løsning, der kan favne både flertallet og mindretallet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278