I morgen 3. marts skal Folketinget førstebehandle forslaget om at flytte en række statslige opgaver, som Arbejdsskadestyrelsen varetager i dag, fra Beskæftigelsesministeriet til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) eller Udbetaling Danmark.
I første omgang er der tale om at flytte opgaverne væk fra Beskæftigelsesministeriet, men senere skal også de ansatte flytte til ATP eller Udbetaling Danmarks centre i Hillerød, Vordingborg og Haderslev.
Flytter man Arbejdsskadestyrelsen, skaber man utryghed i en organisation, som i forvejen ligger ned.
Ulla Sørensen, 3F
Forslaget om overdragelse til ATP-koncernen sker efter en periode med stor politisk bevågenhed om arbejdsskadesager. Styrelsen er blevet kritiseret for lange sagsbehandlingstider, en stor fejlprocent i afgørelser og et skrottet it-system.
I 2014 ventede arbejdsskadede i gennemsnit 18 måneder på at få afgjort en sag vedrørende tab af erhvervsevne. Den forventede gennemsnitlige sagsbehandlingstid er cirka 10 til 12 måneder for alle sager i 2016, og 27 måneder for sager om erhvervsevnetab, som er de mest komplicerede sager, har Thomas Lund Kristensen, vicedirektør i Arbejdsskadestyrelsen, oplyst til Nordjyske Stiftstidende.
Styrelsen har siden januar 2015 fået 150 nye ansatte. Deres oplæring tager tid og personaleudvidelsen er derfor endnu ikke slået om i mærkbare kortere sagsbehandlingstider, forklarer vicedirektøren.
Frygter tab af viden
Landets største fagforbund 3F har løbende 10.000 sager til behandling i Arbejdsskadesystemet og tegner sig dermed for næsten en femtedel af Arbejdsskadestyrelsens 55.000 årlige sager.
Alt for mange af medlemmerne kommer i klemme på grund af den lange sagsbehandlingstid, fortæller Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.
– Mens medlemmerne venter på en afgørelse skal de jo stadig betale husleje, varme og andre faste udgifter, siger hun til Arbejderen.
Ulla Sørensen har fuld forståelse for, at det tager tid at oplære nye folk. Arbejdet kræver stor indsigt og viden i ofte meget kompliceret stof, og netop derfor mener hun ikke, at det giver mening at flytte institutionen fra Beskæftigelsesministeriet til en selvstændig enhed under ATP til sommer, som ministeren lægger op til i sit forslag.
– Det er svært at se meningen med at flytte nu, inden sagsbunkerne og sagsbehandlingstiderne er bragt væsentligt ned. Det skaber utryghed i en organisation, som i forvejen ligger ned, mener Ulla Sørensen.
Hun kvitterer for, at man valgte at sætte ind for at hæve kvaliteten i afgørelserne, efter at Kammeradvokaten for halvandet år siden kom med to meget kritiske rapporter - den ene om ventetiderne og den om kvaliteten i afgørelserne.
– Nu skabes der igen uro. Vi frygter, at den ekspertise, der er opbygget, bliver spredt for alle vinde til skade for alle dem, der ikke længere kan klare et arbejde. Derfor foreslår vi, at flytteplanerne bliver udskudt. Alt andet vil være vanvittigt, siger Ulla Sørensen.
Uro blandt de ansatte
HK Stat bekymrer sig også for de mange lønmodtagere, der hvert år kommer til skade på jobbet, og som i dag må vente i måneder, ja år på at få deres sag afgjort.
Samtidig hører fagforeningen fra nervøse medlemmer, hvoraf omkring 85 medlemmer i dag har arbejde i Arbejdsskadestyrelsen. De udfører almindelige administrative opgaver - alt lige fra journalisering til at forberede sager for juristerne, så de hurtigere kan afgøre sagerne.
– Stemningen blandt folk er behersket. De synes ikke, det er morsomt at stå i en form for dobbelt flytning. Medlemmerne er nervøse for, hvilke vilkår de får med sig, når de i første omgang skal flytte væk fra Beskæftigelsesministeriet og efterfølgende til fysisk nye adresser, siger Ulla Moth-Lund Christensen, der er formand for HK Stat Hovedstaden.
Jacob Pless-Schmidt er tillidsrepræsentant for cirka 280 medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund, i daglig tale kaldet djøf'ere, der arbejder i Arbejdsskadestyrelsen. Han siger, at situationen lige nu er i politikernes hænder. Ingen ved præcis, hvad der kommer til at ske, før beskæftigelsesministerens forslag er færdigbehandlet i Folketinget.
Jobbet flytter
– Bekymringen blandt kollegerne går først og fremmest på den geografiske udflytning og ikke skiftet til ATP, der har ry for at være en god arbejdsplads, siger Jacob Pless-Schmidt til Arbejderen.
Han indrømmer, at stemningen var trykket på arbejdspladsen, da regeringen i oktober måned sidste år meldte ud, at den ville flytte næsten 4000 statslige arbejdspladser, herunder Arbejdsskadestyrelsen, fra hovedstadsområdet til andre områder i Danmark.
– Det hjalp dog gevaldigt på humøret, da vi blev lovet, at ingen bliver tvangsflyttet til Haderslev. Tanken om at flytte med jobbet til enten Hillerød eller Vordinborg kan de fleste ansatte leve med for en tid, og da den fysiske flytning af Arbejdsskadestyrelsen tidligst begynder i slutningen af 2017, er der stadig noget tid at løbe på i forhold til at tage en endelig beslutning om, hvorvidt man ønsker at flytte med eller ej, lyder det fra Jacob Pless-Schmidt.
De seneste tre måneder har omkring 20 djøf'ere sagt op, hovedparten begrundet i udflytningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278