FOA's formand Mona Striib er ikke i tvivl om, at fagbevægelsen på det offentlige område skal gentage succesen med at lave en solidaritetspagt op til overenskomstforhandlingerne i 2021.
Jeg kan slet ikke forestille mig en OK-forhandling i 2021, hvor lærerne ikke kommer i hus.
Mona Striib, FOA
– Kan der opstå en solidaritetspagt igen? Ja for pokker og det skal der, sagde Mona Striib, da hun i sidste uge var en af oplægsholderne på en overenskomstkonference i København. Konferencen var arrangeret af en række københavnske fagforeninger blandt andet HK Kommunal Hovedstaden, Københavns Lærerforening, LFS, FOA SOSU og 3F København.
Der var bred enighed blandt oplægsholderne på konferencen om, at solidaritetspagten og sammenholdet mellem de forskellige fagforbund havde meget stor betydning for, at det lykkedes at bryde regeringens snævre økonomiske ramme og afvise direkte forringelser ved OK18.
Med solidaritetspagten gav de faglige organisationer på det statslige, kommunale og regionale område hinanden håndslag på, at de ville stå sammen om at sikre højere realløn og en lønudvikling parallelt med de privatansatte, sikring af den betalte spisepause, for de grupper der har haft den i årevis, samt en løsning i forhold til lærernes arbejdstid.
Delte meninger
Mens der var resultater omkring realløn og spisepause fik lærerne ikke opfyldt deres krav om en arbejdstidsaftale. I stedet endte det med en kommission, der skal undersøge situationen omkring lærernes arbejdstid.
– Men jeg kan slet ikke forestille mig en overenskomstforhandling i 2021, hvor lærerne ikke kommer i hus, erklærede Mona Striib. En melding der blev modtaget med klapsalver fra deltagerne.
Hun understregede samtidig, at fagforbundene skal være skarpe på, hvad solidaritetspagten betyder, hvilke krav den omfatter, og hvad der er konfliktudløsende.
Flemming Vinther, formand for de statsansatte, var også oplægsholder på overenskomstkonferencen i sidste uge. Han mener ligesom Mona Striib, at fællesskabet og den store mobilisering under OK18 var med til at sikre et godt resultat. Men han er ikke overbevist om, at der skal være en solidaritetspagt igen i 2021.
– Jeg tror ikke på, at man bare kan opfinde en solidaritetspagt til lejligheden. Alle skal kunne se sig selv i den og være parat til at gå i konflikt for den. Vi skal nøje overveje, om vi skal indgå en solidaritetspagt, og hvad indholdet skal være. Jeg ved ikke om, vi skal have en solidaritetspagt i 2021, men jeg er overbevist om, vi er nødt til at stå sammen, sagde Flemming Vinther.
Han sætter sin lid til, at fagbevægelsen i 2021 vil stå overfor en arbejdsgiver, der i modsætning til i 2018 vil være indstillet på at finde gode løsninger i fællesskab, så det ikke bliver nødvendigt at skulle slås.
– Vi skal være parat til at vise noget pragmatisme og ansvarlighed, og arbejdsgiverne skal forstå deres rolle og være indstillet på at lave aftale. Skulle de mod forventning ikke være det, håber jeg vi ses på gaderne igen, erklærede Flemming Vinther.
Krav til OK21
Mona Striib kom ind på, hvad hun ser som andre vigtige temaer ved overenskomstforhandlingerne i 2021. Ikke mindst pegede hun på arbejdsvilkårene i en situation, hvor store dele af det offentlige område har udviklet sig til et deltidsarbejdsmarked, hvor der ses aftaler om otte timers ugentlig arbejdstid og sågar nultimes kontrakter.
– Her har vi ikke råbt højt nok, erklærede hun og nævnte samtidig, at det er FOA's ønske at lønstigningerne ved den næste overenskomst bliver givet i kroner og ører i stedet for som procentsatser.
– På den måde kan vi sikre, at det ikke bliver ved med at være sådan, at de højest lønnede får mest og de lavest lønnede mindst.
Mona Striib understregede, at FOA også er parat til at støtte krav fra andre faggrupper.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278