FOA's forbundsformand Dennis Kristensen nævnte ikke med et eneste ord ændringen i serviceloven, da han aflagde mundtlig beretning på forbundets igangværende kongres.
Det fik FOA's SOSU afdeling i København på banen.
- Der er tale om en ganske alvorlig lovændring, som øger presset på velfærden og vores medlemmers arbejdsvilkår. Derfor gik jeg på talestolen, fortæller Mari-Ann Petersen, næstformand i den københavnske FOA-afdeling, til Arbejderen.
Den nuværende regering har valgt at følge samme spor som tidligere regeringer med øget privatisering af den offentlige velfærd.
Mari-Ann Petersen, næstformand FOA SOSU
Siden frit valgs loven blev vedtaget i 2003, og det blev muligt for borgere at vælge, om de vil have hjælp af kommunens egne ansatte eller ansatte i et privat firma, har ældrepleje været et marked, der kan tjenes penge på. Men med den nye lov er ældres behov for hjælp for alvor blevet en vare, mener FOA SOSU.
Pris frem for kvalitet
- Den ændrede servicelov gør det lettere for kommunerne at udbyde flere og større opgaver på ældreområdet og skaber gode muligheder for, at prisen og ikke kvaliteten af ældreplejen bliver det afgørende, sagde Mari-Ann Petersen til de knap 600 delegerede.
FOA SOSU mener, at loven samtidig giver de økonomisk hårdt pressede kommuner oplagte muligheder for at skære ned på den kommunale service.
- Med lovændringen har den nuværende regering valgt at følge samme spor som tidligere regeringer med øget privatisering af den offentlige velfærd. Den har valgt at gøre det mere attraktivt for private virksomheder at drive ældrepleje, konstaterede den kvindelige næstformand.
Kommunernes Landsforening forventer, at private overtager en stadig større del af ældreplejen, og at kommunerne samlet på den konto kan spare 132 millioner kroner.
Slut med profit på ældrepleje
- Det ser vi nu konsekvenserne af i mange af de budgetter, kommunerne netop har vedtaget. De tager deres såkaldte andel af de 132 millioner og lægger det ind som en besparelse, de håber at indhente ved at sende ældreplejen i udbud, lød det fra Mari-Ann Petersen.
Ud af de 18 kommuner i FOA SOSU's område har halvdelen allerede besluttet at sende opgaver i udbud og indregne besparelser på det i 2014, men afdelingen har taget udfordringen op og forsøger at påvirke de politiske beslutninger om udlicitering af ældreplejen.
- Vi vil flytte stemmer i byrådene - derfor vil vi kvalificere politikernes viden, inden de træffer beslutning. Vi arbejder for, at der i hvert fald ikke skal kunne tjenes penge på at forringe ældreplejen eller ved at forringe vores medlemmers løn og arbejdsforhold, sluttede Mari-Ann Petersen sit indlæg på talerstolen.
Kongressen startede onsdag og slutter fredag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278