I dag behøver du ikke ærgre dig, hvis du ikke nåede at spise morgenmad, inden du skulle ud af døren. Chanchen for, at du får morgenbrød på vej til arbejde eller skole, er nemlig ekstra stor.
Vi håber at få offentligheden i tale og at sætte gang i debatten om, hvorvidt vi skal fortsætte ulighedens vej.
Dennis Kristensen, FOA
Over hele landet markerer FOA's lokale afdelinger starten på en stor anlagt kampagne mod ulighed ved at dele rundstykker ud til de morgenfriske.
– Uligheden vokser i Danmark. På arbejdsmarkedet, blandt børn, mellem ældre og i danskernes sundhed. Med kampagnen håber vi at få offentligheden i tale og sætte gang i debatten om, hvorvidt vi skal fortsætte ulighedens vej, siger forbundsformand Dennis Kristensen til Arbejderen.
Han stiller selv op på Københavns Hovedbanegård klokken 6:30 for at fortælle om den stigende forskel på fattig og rig i Danmark.
Dobbelt op på fattige
– Nu har vi fået fastsat en fattigdomsgrænse, der viser, at vi fra 2002 til 2012 er gået fra at have 24.000 personer, som faldt ind under fattigdomsgrænsen til at have det dobbelte, lyder et enkelt konkret eksempel.
I Danmark vil en person være fattig, hvis han eller hun i tre år har haft en disponibel indkomst på under 103.200 kroner om året. Den disponible indkomst er det beløb, der går ind på kontoen, når skat er fratrukket. Både løn og offentlige ydelser indgår.
FOA peger på, at en stribe politiske reformer har forværret uligheden. Det gælder dagpengereformen, kontanthjælpsreformen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen.
>> LÆS MERE OM KAMPAGNEN HER
Fra nu af og cirka halvandet år frem tager forbundet fat på konsekvensen af reformerne, som koster både samfundet og den enkelte dyrt. Der lægges ud med dagpengereformen, der foreløbig har kostet næsten 50.000 arbejdsløse retten til dagpenge.
– Politikerne er nødt til at finde løsninger ved finanslovsforhandlingerne. Vi kan ikke vente på dapengekommissionen og til efter et folketingsvalg hvis vi vil undgå at endnu flere ryger ud af dagpengesystemet, mener Dennis Kristensen.
Som blikfang medbringer FOA-aktivisterne den efterhånden velkendte røde hånd - nu med en forbinding om pegefingeren. De uddeler fortrykte fortrykt postkort til finansminister Bjarne Corydon med krav om, at det skal være nemmere at genoptjene retten til dagpenge, og at løntilskud, uddannelse og aktivering skal tælle med i genoptjeningen af dagpengeretten.
Den største afdeling, FOA Social- og Sundhedsafdelingen i København, bakker 100 procent op om ulighedskampagnen.
Utrygge FOA-medlemmer
– Vi oplever, at reformerne skaber stor utryghed blandt mange af vores medlemmer. Arbejdsløsheden vokser i FOA og dermed bliver mange af dem ramt af dagpengeforringelserne, siger næstformand Mari-Ann Petersen til Arbejderen.
Aktivisterne fra en anden lokalafdeling i København, FOA/KLS, deler te-boller, løbesedler om ulighed og postkort ud til travle morgentrafikanter ved Valby Station og Toftegårds Plads.
– Som fagforening beskæftiger vi os med mennesker og velfærd. Vi arbejder med børn, ældre, syge og udsatte, så vi har en forpligtelse til at sige fra, når noget går den forkerte vej. Derfor markerer vi nu den voksende ulighed, siger Ellen Pedersen, formand i FOA/KLS.
Senere i kampagneforløbet sætter FOA fokus på de andre reformer, som har øget uligheden.
Kontanthjælpsreformen betød blandt andet, at unge under 30 år fik deres kontanthjælp sat ned til 70.284 kroner om året. Dermed ryger de under fattigdomsgrænsen på 103.200 kroner og tæller med i gruppen af fattige danskere, konstaterer FOA på kampagnesiden.
Også førtidspensionsreformen og den seneste justering af sygedagpengereformen bliver sat under lup.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278