29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fortsæt pres for dagpengeændringer

Opfordring fra østjyder:

Fortsæt pres for dagpengeændringer

Selvom regeringen afviser at ændre på dagpengereglerne har dele af fagbevægelsen ikke opgivet at få den på andre tanker. Men der skal aktiviteter til, lyder det fra LO Aarhus.

Tusinder af arbejdsløse risikerer at må gå fra hus og hjem, hvis dagpengereformen fastholdes, mener LO-formand i Aarhus, Anders Munk.
FOTO: PN
1 af 1

Formand for LO Aarhus, Anders Munk, opfordrer sine kolleger i resten af landet til at kæmpe de arbejdsløses sag og konkret kræve ændringer af den dagpengereform, som fra nytår sender arbejdsløse ud over dagpengekanten.

- Det vil da være dejligt, hvis nogen vil lade sig inspirere, siger han til Arbejderen.

Til at hjælpe inspirationen på vej har han sendt det kampagnematerile, som LO Aarhus har lavet, med krav om dagpengeændringer til andre LO-sektioner.

“HJÆLP de arbejdsløse NU - Forkort optjeningsperioden og forlæng dagpengeperioden”, lyder overskriften på kampagnen, som 748 tillidsvalgte fra ti LO-fagforbund i Østjylland har skrevet under på. Opfordringen blev, på foranledning af LO Aarhus, indrykket som helsidesannoncer i flere dagblade i sidste uge.

Tillidsfolkene reagerer på, at der vil være tusinder af arbejdsløse, som falder ud af dagpengesystemet, når den tidligere VKO-regerings dagpengereform får fuld virkning fra nytår. Reformen betyder, at dagpengeperioden halveres fra fire til to år, og at perioden for genoptjening af dagpengeretten sættes op fra et halvt til et helt år.

“De fleste af dem kan ikke få kontanthjælp, fordi de har en formue på over 10.000 kroner eller en ægtefælle, som tjener for meget. De vil altså stå helt uden indkomst”, lyder det fra medlemmerne af LO fagbevægelsen i Aarhus.

Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for FOA, står de østjyske tillidsrepræsentanter ikke alene. 64 procent af danskerne vil bevare den halvårlige optjeningsperiode, mens 27 procent ønsker den et-årige periode, som indføres fra 1. januar.

FOA’s formand, Dennis Kristensen, mener, at undersøgelsen sender et klart signal til politikerne på Christiansborg.
- Regeringen står alt for fast på det synspunkt, at man ikke ændrer reglerne på dagpengeområdet. Danskerne køber ikke præmissen om, at tusindvis af dagpengemodtagere alene skal reddes ved ekstraordinære indsatser, siger Dennis Kristensen med henvisning til regeringens to akutpakker.

Den første kom i august måned og bestod af en “håndholdt indsats” på 332 millioner kroner over for de arbejdsløse, der snart har opbrugt deres dagpengeperiode. Pakke nummer to er en aftale mellem regeringen og arbejdsgiverne om, at de skal tilbyde 12.500 job til de arbejdsløse, som er i farezonen. Indsatsen bliver hjulpet på vej af en præmieordning til arbejdsgiverne på mere end 115 millioner kroner.

De østjyske tillidsvalgte er enige med den siddende regeringen i, at det gælder om at skabe nye job og satse på uddannelse og kompetenceudvikling. De er også enige i “akutpakkens ekstraordinære initiativer.”
- Vi hilser naturligvis initiativerne velkomne, vi tror bare ikke, det er nok. Realiteterne er jo, at opsvinget lader vente på sig, så rigtig mange langtidsledige vil også fremover komme i risiko for at miste retten til dagpenge. Derfor er vores holdning uændret: Reglerne må ændres, så dagpengeperioden forlænges, og så optjeningsperioden forkortes, siger Anders Munk.

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, oplyser til avisen.dk, at det vil koste cirka det samme beløb, som akutpakke to sætter af til bonus til arbejdsgiverne, at genindføre det halve års optjeningsperiode til dagpenge.
Professoren finder det bemærkelsesværdigt, at der i samme FOA-undersøgelse, er 43 procent af danskerne, der svarer, at de er klar til at betale mere i skat for at undgå forringelser af dagpengene.
 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2012 - 10:45   06. nov. 2012 - 10:45

Dagpenge

noc@arbejderen.dk
Dagpenge

Spørgsmål: Hvor lang tid mener du, at optjeningsperioden for dagpenge bør være?

  • Et halvt år (som det er nu): 64 procent

  • Et år (som det bliver efter 1. januar): 27 procent

  • Ved ikke: 9 procent

Spørsgmål: I hvor høj grad er du villig til at betale mere i skat for at undgå forringelser på dagpengeområdet (længere optjeningsperiode og kortere dagpengeperiode)?

  • I høj grad: 10 procent

  • I nogen grad: 33 procent

  • I ringe grad: 25 procent

  • Slet ikke 27procent

  • Ved ikke 5 procent

1.022 danskere deltog i FOA-undersøgelsen