14 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frygter Bornholmermodel på alle Danish Crown slagterier

Kritik af redningsplan

Frygter Bornholmermodel på alle Danish Crown slagterier

Slagteriarbejdere over hele landet har tidligere stemt nej til at investere i Danish Crown. Med redningsplanen for slagteriet i Rønne åbner NNF for at koncernen kan gennemføre modellen over hele landet, lyder kritik fra midtjysk tillidsmand.

FOTO: Morten Stricker/Scanpix
1 af 1

Danish Crowns slagteri på Bornholm, er reddet, hvis slagteriarbejderne og ledelsen i slagterikoncernen stemmer ja til den plan, som Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri er blevet enige om.

Nu åbner NNF en bagdør, så Danish Crown kan få gennemført det, man ikke kunne ved en afstemning. Føj.
Lasse B. Sørensen, slagteriarbejder

Ifølge planen skal de 190 slagteriarbejdere skyde 3,5 procent af deres løn i et medarbejderinvesteringsselskab. Beløbet svarer til værdien af de forbedringer på fritvalgskontoen, som blev forhandlet hjem ved de centrale overenskomstforhandlinger tidligere på året. 

I modsætning til overenskomstforhandlingerne har slagteriarbejderne imidlertid ingen garanti for, at de får de penge tilbage, som de investerer i deres egne arbejdspladser på Bornholm.

- Hvis forretningen går ned, får man ikke sine penge igen. Men hvis det går godt, ja så får man altså en andel i fortjenesten, så en del af risikoen lægges selvfølgelig over på medarbejderne, siger erhvervs- og vækstminister Henriks Sass Larsen(S) til TV2 News.

Ministeren, der har været involveret i forhandlingerne, mener, der er samme risiko indbygget i ordningen, som der er ved alt anden privat investering.

Hjælp trods milliardoverskud

Slagterikoncernen, der sidste år havde et overskud på 1,5 milliarder kroner, får ifølge redningsplanen en hjælpende hånd fra både de ansatte, lokale interessenter og fra staten, der lover at spytte penge i en modernisering og udvikling af produktionen.

Danish Crown havde truet  med at lukke det bornholmske slagteri, hvis ikke der blev fundet besparelser på 25 millioner kroner. En del af pengene skulle findes ved, at de ansatte skar otte procent af lønnen. Et krav som både slagteriarbejdere og Fødevareforbundet NNF afviste.

Forbundsformand Ole Wehlast afviser, at den nye aftale betyder, at medlemmerne skal gå ned i løn.

- Det har været helt afgørende for os, at man har kunnet lave en aftale, der ikke indebærer, at vores medlemmer går ned i løn, men at de i stedet investerer i deres arbejdsplads, siger NNF-formand Ole Wehlast.

Sidste år stemte slagteriarbejderne i Danish Crown nej til at gå ned i løn. Forslaget kom dengang fra tillidsfolkene, der mente, at det kunne hjælpe svinebønderne til produktion i Danmark. 

I februar i år var det så tillidsrepræsentanterne, der vendte tommelen nedad. Denne gang til et forslag fra ledelsen, der foreslog at fastfryse lønnen frem til 2018. De ansatte skulle spytte fem procent af lønnen i et investerinsgselskab og nyansatte skulle i fire år have en tier mindre i timen end i dag. 

Bornholmermodel i hele landet?

Derfor er Lasse B. Sørensen, arbejdsmiljørepræsentant på Danish Crown i Horsens, rystet over forbundet.

- Jeg ved, at det er en svær tid, vi er i. Men ansatte i DC har stemt nej til et medarbejderselskab, og nu går NNF med til at gennemføre det alligevel. Danish Crown kunne ikke få gennemført et medarbejderselskab, nu åbner NNF en bagdør til at få gennemført det, man ikke kunne ved afstemning. Føj siger jeg, skriver han på forbundets hjemmeside.

Han frygter, at modellen nu skal bruges på andre Danish Crown slagterier.

Tanken er da heller ikke fjern for Ole Wehlast, der håber, at aftalen kan sættes en stopper for den flugt af slagteriarbejdspladser ud af landet, som i årevis har karakteriseret branchen.  

- Det her er et forsøg på at sætte en prop i en udvikling, der sender slagteri-job ud af landet. Forhåbentlig kan vi vende den triste udvikling med et sådan initiativ, siger Ole Wehlast, der mener, at bornholmer-modellen kan være et foregangseksempel for slagterier i resten af landet.

Direktør i DC Pork, Jesper Friis har da også givet udtryk for, at Danish Crown gerne vil have en diskussion af medarbejderselskaber generelt i løbet af efteråret.

Danish Crown er kendt for at true med og også gøre alvor af truslerne om at flytte produktion til udlandet. 

Nu er det lykkedes at spænde ben for planerne om at lukke på Bornholm, men så sent som i januar meldte koncernen ud, at slagteriet i Faaborg bliver lukket.

Danish Crown har de sidste ti år oprettet mange arbejdspladser i blandt andet Polen.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jun. 2014 - 15:10   05. jun. 2014 - 12:17

Danish Crown

noc@arbejderen.dk
Nøgletal DC 2014

Danish Crown er blandt verdens 2-3 største kødseksportører og verdens største svinekødseksportør. 

Dertil kommer produktion og salg af en række andre fødevareprodukter i koncernens datterselskaber.

Danish Crown er Europas største og verdens andenstørste svineslagteri.

Danish Crown er desuden Europas største kødforædlingsvirksomhed og en betydelig spiller på det europæiske oksekødsmarked. 

Danish Crown havde i 2013 en omsætning på 58 miliarder kroner og et overskud på 1,5 milliarder kroner. 

Danish Crown har 8.500 andelshavere

Hele koncernen beskæftiger 22.500 personer. Langt under halvdelen er danske job.