28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fuld støtte til de offentlige

Opfordring fra privatansatte:

Fuld støtte til de offentlige

I takt med at strejke og lockout på det offentlige arbejdsmarked nærmer sig, tages der flere og flere initiativer fra privat ansatte for at støtte op om de offentlige faggrupper.

Det er nemt at lægge et billede op på Facebook for at vise solidaritet med de offentligt ansatte. Her er det et murersjak, der lufter deres støtte.
FOTO: Privat
1 af 1

Der er en verden til forskel på overenskomstforhandlingerne, der foregår bag hermetisk lukkede døre i Forligsinstitutionen i København, og de aktiviteter, der foregår over hele landet for at forberede en strejke og stor-lockout.

Vi tror på, at det kan give større forståelse offentlige og private imellem. Morten Rasmussen, næstformand 3F TLB

I sagens natur er de offentligt ansatte og deres forbund helt oppe i gear, men i takt med at datoen for en eventuel konflikt nærmer sig, tager ideer og aktiviteter blandt privat ansatte også fart.

>>LÆS OGSÅ: Privat ansatte støtter offentligt ansattes OK-kamp

Og her spiller Facebook og andre digitale platforme en stor rolle.

"Det er vigtigt, at vi bekender kulør og viser, at der vil blive kamp, hvis arbejdsgiverne på det offentlige ikke er villige til at lægge diktatet ned i skuffen og begynde at forhandle," lyder den generelle opfordring til at støtte de offentlige ved OK18 i et opslag på Facebook.

Samme sted opfordres private til at møde frem i fredag den 16. marts klokken 8-9 foran Finansministeriet, hvor der gennemføres en aktion, koordineret af en gruppe aktive medlemmer af Dansk Magisterforening fra både den offentlige og den private sektor.

Skulder ved skulder

– Det er nu, vi skal vise arbejdsgiverne, at vi står sammen i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Emil Saggau, der er talsperson for aktionen, til Arbejderen.

Han forklarer, at tanken med fredagens aktion er at samle på tværs af faggrupperne og vise, at det skal tages helt bogstaveligt, når man siger, at alle offentlige ansatte står skulder ved skulder.  

– Måske står vi kun 50 i morgen, men når konflikten ud, så står vi 50.000, siger Emil Saggau.

BUPL inviteret til 3F generalforsamling

Hos 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus bliver der arbejdet konkret med at skabe forståelse mellem afdelingens hovedsagligt privat ansatte medlemmer og de offentligt ansatte.

– Vi har inviteret repræsentanter fra BUPL til at komme på vores generalforsamling i næste uge for at fortælle om den aktuelle situation, siger afdelingens næstformand Morten Rasmussen til Arbejderen.

Et af de forslag, der allerede nu barsles med for at udbygge solidariteten mellem de offentligt og privat ansatte, går på at anbefale afdelingens tillidsfolk at invitere en offentlig ansat ud på arbejdspladsen i en frokostpause til at fortælle om OK18.

– Vi tror på, at det kan give større forståelse offentlige og private imellem, og så vil det sikkert også kaste nogle ideer af sig til, hvordan man kan støtte hinanden, mener Morten Rasmussen.

Stormøde i Aalborg

I Aalborg har seks faglige klubber foreslået 3F Aalborg, at den indkalder tillidsvalgte og fagligt aktive til stormøde for at diskutere situationen og iværksætte konkrete aktiviteter til støtte for de offentligt ansatte.

Klubberne repræsenterer fagforeningens jord- og betonarbejdere, tagdækkere, stilladsarbejdere, havnearbejdere, murersvende og snedker-tømrere.

Ifølge Arbejderens oplysninger indkalder 3F Aalborg til stormøde den 28. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2018 - 11:46   16. mar. 2018 - 09:06

OK 2018

noc@arbejderen.dk