07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gartneri-konflikt bliver optrappet

Kamp for overenskomst

Gartneri-konflikt bliver optrappet

Gartneriet Rosa har i årevis samarbejdet med vikarbureau, der under forskellige navne, har specialiseret sig i at levere billig østeuropæisk arbejdskraft til det danske arbejdsmarked. Nu etablerer fagbevægelsen sympatikonflikt.

Da de litauiske kvinder startede med at stå udenfor deres tidligere arbejdsplads og kræve overenskomst, var det vinter. Nu er kvinderne rejst hjem eller har fundet nyt arbejde. Den faglige konflikt fortsætter - nu med andre midler, lyder det fra 3F.
FOTO: PN
1 af 1

Efter mere end 21 ugers strejke mod Gartneriet Rosa og deres brug af vikarbureauer uden overenskomst går den faglige kamp nu ind i en ny fase.

I går trådte LO's varslede sympatikonflikt i kraft, og det blev markeret med et større arrangement udenfor gartneriet i Lading nær Aarhus.

Vi er sådan set lige glade med, hvilken virksomhed der udfører arbejdet. Vi vil bare have arbejdet overenskomstdækket.
Thomas Møller, 3F

Sidst der stod faglige aktivister med røde faner og skilte med krav om lige vilkår var onsdag den 14. maj, hvor der blev sat et foreløbigt punktum for tre måneder med næsten daglige demonstrationer.

Demonstrationerne har været vendt mod gartneriets ejer, Harley Eskelund, der hårdnakket nægter at tegne overenskomst med 3F.

- Pigerne begynder at finde arbejde. Livet skal jo gå videre, og de har taget en hård tørn med de daglige demonstrationer. Nogle at pigerne er taget hjem til Litauen, og andre er kommet i arbejde, forklarer Thomas Møller, formand for Den Grønne Gruppe i 3F Aarhus Rymarken, til Arbejderen.

Selvom de daglige markeringer bliver "pakket væk", fortsætter 3F kampen for at få den genstridige ejer til at tegne overenskomst, så de ansatte kan få en anstændig løn, forsikrer Thomas Møller.

- Kravet er det samme. Vi vil have arbejdet på Rosa overenskomstdækket, lyder det fra gruppeformanden.

Flittig bruger af billige vikarer

Konflikten udspringer af gartneriejerens brug af østeuropæiske vikarer, som har stået på i hvert fald siden 2010, skriver Fagbladet 3F. Sidste år i oktober måned ansatte Harley Eskelund 14 litauiske kvinder, som var på kontrakt ved vikarbureauet E-Work.

Ifølge kontrakten skulle de arbejde i 42 timer om ugen til en timeløn på 65 kroner, men timelønnen blev nærmere 35 kroner, fordi den reelle arbejdstid typisk var på mellem 75 og 85 timer.

Lønnen var ikke det eneste problem. Kvinderne var indkvarteret på en landbrugsejendom, hvor der stod en seng til hver kun adskilt af forhæng. Transporten til og fra arbejdet foregik til fods - en time hver vej.

På et tidspunkt fik kvinderne nok. De tog kontakt til fagforeningen og meldte sig ind. Arbejdsgiveren var klar til at sende dem retur til Litauen i en bus, men kvinderne blev og tog kampen op for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Gartneriet får nu ikke længere arbejdskraft via E-Work. Siden april er opgaven med at levere billig arbejdskraft i stedet overtaget af Admin Aps. Efter 3F's oplysninger tilbydes arbejdet nu til 52 kroner per time "in hands", som det lyder i tilbuddet til nye ansatte.

- Vi er sådan set lige glade med, hvilken virksomhed der udfører arbejdet, men vi forlanger, at arbejdet skal være overenskomstdækket. Der er ingen tvivl om, at denne type underentreprenører opstår, fordi gartnerier som Rosa omgår gartneroverenskomsten og får arbejdet udført billigere, end hvis kvinderne var ansat som de øvrige medarbejdere på Rosa, siger Thomas Møller.

Slemt barn - mange navne

3F har nu rejst krav om overenskomst overfor vikarvirksomheden Admin, der er en del af Baltic Workforce koncernen.

Baltic Workforce har i årevis tilbudt danske virksomheder østeuropæisk arbejdskraft til lønninger langt under overenskomsten. Fagbladet 3F har været i kontakt med og set lønsedler fra flere af de østarejdere, som har været i kløerne på Baltic Workforce-maskinen. 52-60 kroner i timen - inklusiv overarbejde - er ikke ualmindeligt.

For tiden eksisterer fire selskaber med relation til Baltic Workforce. De har haft 15 forskellige firmanavne, siden det første af firmaerne blev stiftet i 2009. Alle fire selskaber er registreret på et såkaldt kontorhotel på adressen Langebrogade 5 i København, skriver Fagbladet 3F.

Simon From har været direktør i tre af selskaberne. Men efter at have forsynet danske virksomheder med underbetalt arbejdskraft i årevis flyttede han ifølge Folkeregisteret i december 2012 til Malta.

Få dage forinden var Jeppe Ernst Larsen blevet direktør for de samme tre selskaber. Samtidig flyttede han ind i Simon Froms villa i et eftertragtet kvarter tæt ved Amager Strand.

I 2013 blev Jeppe Ernst Larsen direktør for to nystiftede firmaer - Baltic Workforce og Admin ApS. Jeppe Ernst Larsen har tidligere været med i ledelsen af flere firmaer, der er gået konkurs.

Jeppe Ernst Larsen ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2014 - 05:35   27. maj. 2014 - 05:42

Overenskomst

noc@arbejderen.dk