25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grafiske arbejdsgivere får årets løntrykker-pris

Fremtidsfighters uddeler pris:

Grafiske arbejdsgivere får årets løntrykker-pris

Ansatte i den grafiske branche har i forvejen både lange arbejdsdage og skifteholdsarbejde. Nu udnytter arbejdsgiverne krisen til at presse de ansatte yderligere på løn og arbejdsforhold. Arbejdsgiverforeningen holder ligefrem kurser for medlemmerne, hvor de kan lære hvordan.

Grafisk Arbejdsgiverforening udnytter krisen til at presse de ansatte på løn og arbejdsforhold. Det mener det faglige netværk Fremtidfighters, der i onsdags overrakte prisen "Året løntrykkere" til arbejdsgiverne i hovedkvarteret i Odense.
FOTO: Kennett Krebs
Grafisk Arbejdsgiverforening udnytter krisen til at presse de ansatte på løn og arbejdsforhold. Det mener det faglige netværk Fremtidfighters, der i onsdags overrakte prisen "Året løntrykkere" til arbejdsgiverne i hovedkvarteret i Odense.
FOTO: Kennett Krebs

I onsdags ved middagstid løb der en mindre happening af stabelen ved Grafisk Arbejdsgiverforenings (GA) hovedkvarter i Odense.

Helt i stil med store, måske mere anerkendte prisoverrækkelser, blev den røde løber rullet ud, og sammen med farvestrålende konfetti var der dannet en festlig ramme om uddeling af prisen "Årets løn-trykkere".

Bag pris og uddeling stod en gruppe unge fra det faglige netværk Fremtidsfighters.

- Vi synes, at de grafiske arbejdsgivere har fortjent prisen. GA arrangerer kurser, hvor de lærer medlemmerne, hvordan de kan sætte de ansatte ned i løn. Vi er forargede, fordi det kan få konsekvenser for alle ansatte i den grafiske branche. Det er bare ikke i orden, siger Nicolai Larsen, én af de seks faglige aktivister, til Arbejderen.

De unge mener, at arbejdsgiverne udnytter krisen, og den frygt mange har for at blive fyret, til at sænke lønnen og øge arbejdstiden.

På GA’s hjemmeside kan man se mere om kursets indhold. Det er målrettet “virksomhedsindehavere, ledere, mellemledere og andre særligt betroede medarbejdere, der arbejder med de emner, som kurset omhandler”.

For 1.475 kroner, inklusiv forplejning og kursusmateriale, kan deltagerne få svar på, hvordan virksomheden kan slippe for ekstrabetaling ved overarbejde. Der er også hjælp at hente til at sætte de ansatte ned i løn og til at finde begrundelser for at fyre.

Vi er forargede, fordi det kan få konsekvenser for alle ansatte i den grafiske branche.

Nicolai Larsen, Fremtidsfighters

Ulla Jeppesen, formand HK it, medie & industri Hovedstaden blev overrasket men glad over at høre, at unge aktivister går til biddet på arbejdsgivere, der så åbenlyst udnytter krisen til at forringe de ansattes arbejdsforhold.

- Jeg ved godt, at den grafiske branche har det skidt, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det provokerer mig, at Grafisk Arbejdsgiverforening helt åbenlyst arrangerer kurser i, hvordan grafiske virksomheder kan skaffe sig gratis overarbejde og sætte vores medlemmer ned i løn, siger Ulla Jeppesen til Arbejderen.

Hun kender ikke det præcise indhold på kurset og gør også opmærksom på, at GA ikke nødvendigvis gør noget overenskomststridigt ved at afholde disse kurser, da der findes “fravigelsesbestemmelser” i overenskomsten.

- Men vores medlemmer på trykkerierne har både lange arbejdsdage og skifteholdsarbejde, og skal der laves lokale aftaler, som fraviger overenskomsten, skal aftalerne selvfølgelig være til fordel for begge parter og ikke ensidigt til fordel for arbejdsgiverne. Noget for noget, mener Ulla Jeppesen.

Har arbejdsgiverne ikke tid til at tage på kursus er der hjælp at hente i medlemsbladet. Her kan de læse eksempler på, hvordan man kan udvide arbejdstiden uden lønkompensation, hvordan man kan afskaffe særskilt betaling for overarbejde samt diverse kreative forslag til holddriftsplaner.

Om muligheden for at afskaffe overarbejdsbetaling hedder det blandt andet: “Fordelen for virksomheden er at undgå den voldsomme fordyrelse af produktionsomkostningerne, som overarbejdstillægget medfører. For medarbejderne er fordelen, at en aftale kan forbedre virksomhedens konkurrenceevne og dermed medvirke til at sikre virksomhedens arbejdspladser”.

- I al sin enkelthed kan jeg kun opfatte det, som at man kan overtale folk, der er bange for at mste jobbet, til hvad som helst, mener Ulla Jeppesen.

Hun undrer sig over, at en arbejdsgiverforening underviser medlemmerne i, hvordan de bedst kan underbyde hinanden og dermed på sigt slå hinanden ihjel.

- Den holdning er der faktisk også grafiske arbejdsgivere, som deler. Vi er i hvert fald blevet kontaktet af et par stykker, der har været udsat for sådan et GA-kursus, og som over for os har givet udtryk for, at de finder det konkurrenceforvridende.

Det har ikke været muligt at få kontakt til arbejdsgivere, der har deltaget i kurset og som vil stå frem.

Og ved deadline havde administrerende direktør i Grafisk Arbejdsgiverforening, Lars Bram, endnu ikke svaret på Arbejderens henvendelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2013 - 08:15   15. mar. 2013 - 08:30

Løntrykkerpris

noc@arbejderen.dk