Kranførerne på Århus Havn, 3F Århus Rymarken og Samarbejdet Arbejdere og Akademikere kalder til høring om et brandvarmt emne lørdag den 13. april. På programmet står spionage mod faglige tillidsfolk.
Tre kranførere blev bortvist med baggrund i, at havneledelsen havde læst en tillidsrepræsentants beskeder på mobiltelefonen. Kranførerne mener, at det er et indgreb i brevhemmeligheden, men politiet har i første omgang afvist sagen, som ligger hos Statsadvokaten.
Men sagen rejser så mange principielle spørgsmål, at der er brug for en grundig belysning af konsekvenserne, mener arrangørerne af høringen.
På høringen vil både kranførere, jurister, fagforeningsfolk og politikere belyse sagen.
Byrådets ansvar
Samtidig har Enhedslistens medlem af Århus Byråd, Jette Jensen, forlangt sagen sat på dagsordenen i Byrådet. Det er byrådet, som i sidste ende har ansvaret for, hvad der foregår på den kommunalt ejede havn.
Jette Jensen foreslår en byrådsbeslutning, som slår fast, ”at ansattes mobiltelefoner ikke gøres til genstand for kommunal undersøgelse.”
Det har rådmanden for Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorgs allerede givet en garanti for til afdelingens medarbejdere.
Den garanti bør gælde alle medarbejdere, som er ”en del af den juridiske person Aarhus Kommune”. Ansatte og indbyggere i Århus Kommune bør have den sikkerhed, at kommunen respekterer et retssamfunds brev- og telefonhemmelighed, mener Enhedslisten.
Samtidig vil partiet have en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet på Århus Havn. Sagen har sit udspring i en konflikt omkring dårligt arbejdsmiljø, som blandt andet fremgår af en trivselsrapport fra Mercuri Urval samt en række påbud fra Arbejdstilsynet.
- Det er et problem for kommunens renommé og arbejdsmiljø og dermed for byrådet, hvis ”en del af den juridiske person Aarhus Kommune” har et råddent arbejdsmiljø, hedder det i begrundelsen for at få iværksat en uafhængig undersøgelse.
Artiklen er hentet fra fagligtansvar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278