Årtiers nedskæringer og konstante forringelser af løn og arbejdsforhold i den offentlige sektor har skabt en voldsom frustration og utilfredshed blandt offentligt ansatte. 

Det er baggrunden for, at det denne gang er lykkedes at skabe en stærk alliance, hvor fagbevægelsen i hele den offentlige sektor samlet rejser en række krav, der skal opfyldes, før der skrives under på en aftale.

>> LÆS OGSÅ: Sammenholdet i fagbevægelsen er større end set i mange år

Modsat kræver de offentlige arbejdsgivere, der er stramt styret fra Finansministeriet, løntilbageholdenhed og en række direkte forringelser af overenskomster.

Her er stridens hovedpunkter:

Lærernes arbejdstid

Ved lovindgrebet i lærerkonflikten i 2013 blev lærernes arbejdstidsaftale afskaffet og erstattet af Lov 409. Det betyder, at lærerne og andre undervisere ikke som andre grupper på det danske arbejdsmarked har konkrete regler omkring arbejdstid i deres overenskomst. 

Der er ingen regler for hvor lang tids varsel, en lærer skal have, hvis ledelsen vil ændre aftalt arbejdstid. 

Med lovindgrebet fik skolelederne den suveræne ret til at bestemme over den enkelte læres arbejdstid. Det tidligere loft over, hvor mange timer den enkelte lærer maksimalt må undervise om ugen, blev afskaffet sammen med regler omkring forberedelsestid.

Der er i dag ingen landsdækkende regler for den enkelte lærers ret til at få en arbejdsplan, så man ved, hvornår man skal arbejde og har fri. Det almindelige er, at lærerne ikke har en arbejdsplan.

Der er heller ingen regler for, hvor lang tids varsel en lærer skal have, hvis ledelsen vil ændre aftalt arbejdstid eller pålægge en lærer overarbejde. En lærer kan møde ind klokken 8 om morgenen og få at vide, at han eller hun skal arbejde for eksempel to timer ekstra den dag

>> LÆS OGSÅ: Lærerne er klar til at kæmpe for arbejdstid

Lov 409 slår fast, at lærerne i gennemsnit skal arbejde 7,4 time om dagen. Men der arbejdes efter en årsnorm, hvor eventuelt overarbejde kun gøres op en gang om året.

– Det er meget få ledere, der har styr på, hvor meget den enkelte lærer har arbejdet. Det er et kæmpeproblem. Før regeringsindgrebet arbejdede vi også efter en årsnorm, men dengang have vi en beskyttelsesregel i form af det maksimale antal undervisningstimer. I dag kommer mange medlemmer til at arbejde gratis, siger lærerformand Anders Bondo Christensen.

Det, lærerne og andre undervisere kræver ved den her overenskomst, er nogle generelle arbejdstidsregler i overenskomsten, der modsvarer det, som alle andre faggrupper har. 

– Vi siger ikke, at det skal være de samme regler, men de skal ikke være dårligere end andres regler. Når de andre faglige organisationer ser vores regler, siger de meget klart, at ingen af deres medlemmer skal arbejde under den slags forhold, forklarer Anders Bondo Christensen.

Det er siden lærerkonflikten blevet dokumenteret, at den daværende regering og Kommunernes Landsforening i 2013 arbejdede tæt sammen om at få afskaffet lærernes arbejdstidsaftale og få dem til at finansiere folkeskolereformen.

Det fremgår blandt andet af bogen "Søren og Mette i benlås", hvor Kristian Thulesen Dahl (DF) og Annette Vilhelmsen (SF) fortæller, at lockouten og lovindgrebet mod lærerne var planlagt op mod et halvt år i forvejen. 

Det er frygten for, at en sådan praksis vil brede sig andre dele af den offentlige sektor, der er baggrunden for den stærke fælles front bag kravet om en arbejdstidsaftale på undervisningsområdet.

Alle faglige organisationer i både staten, kommunerne og regionerne er enige om, at der ikke laves en eneste overenskomstaftale, før lærerne har fået en arbejdstidsaftale.

Siden 2013 er det lykkedes for de lokale kredse i Lærerforeningen at lave lokalaftaler om arbejdstiden i 72 ud af 98 kommuner. Det glæder lærerformanden.

– Men der er tale om aftaler af meget forskellig kvalitet. Nogle er så gode, at man kunne tage udgangspunkt i dem i forhold til at lave en landsdækkende aftale, mens andre er meget tynde og dårligt kan kaldes for aftaler, siger Anders Bondo Christensen.

Han understreger, at lokalaftaler ikke ændrer på behovet for at få en central landsdækkende arbejdstidsaftale, der kan danne et fælles udgangspunkt og lægge en bund for de lokale aftaler. 

Frokostpausen

En række grupper på det offentlige arbejdsmarked har i årevis haft frokostpause, som er betalt af arbejdsgiveren. Til gengæld skal de opholde sig på arbejdspladsen og stå til rådighed i deres pause.

Angrebet på den betalte frokostpause kom efter, at flere statslige arbejdspladser har afskaffet tre årlige fridage. 

Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet har i sin konstante jagt på besparelser og effektiviseringer fået kig på den betalte frokostpause. 

I et brev til de statsansattes forhandlingsorganisation Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) fra oktober sidste år skriver Moderniseringsstyrelsen, at den betragter den betalte frokostpause som en kutyme eller et personalegode, som den enkelte statslige arbejdsplads kan opsige efter forgodtbefindende.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var hurtigt ude med en analyse, der viste hvilken samfundsøkonomisk gevinst en afskaffelse af den betalte frokost ville være. 

Hvis de offentligt ansatte øger deres arbejdstid med 2,3 time om ugen svarende til den betalte frokostpause, vil det svare til 46.000 flere job. Hvis de 46.000 skiftede til den private sektor, ville det vupti give et løft i bruttonationalproduktet på 35 milliarder kroner, påstår DA.

Moderniseringsstyrelsens angreb på den betalte frokostpause kom efter, at flere statslige arbejdspladser har afskaffet tre årlige fridage, hvor der har været kutyme for, at de ansatte har fri, uden at det står i overenskomsten. Det drejer sig om juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag.

På den baggrund kræver alle offentligt ansatte indenfor både staten, kommunerne og regionerne nu, at de steder, hvor der i årevis har været betalt frokost, skal det skrives ind i overenskomsterne. På nogle områder er det allerede en del af overenskomsten, og sådan skal det fremover være over hele linjen, mener fagbevægelsen.

Kravet er en del af den såkaldte solidaritetspagt, hvor alle offentligt ansatte står sammen om, at hvis dette krav ikke opfyldes, bliver der ikke lavet en overenskomstaftale.

At de kommunalt og regionalt ansatte bakker op om det krav, har fået de statsansatte til også at støtte kravet om en arbejdstidsaftale til lærerne.

Både innovationsminister Sophie Løhde, Kommunernes Landsforening og de regionale arbejdsgivere har afvist kravet om betalt frokostpause.

– Alle anerkender, at den betalte spisepause er et problem på det statslige område, men det er den ikke i kommunerne. Det er mærkværdigt, at vi skal diskutere et ikke eksisterende problem, når man ser på, hvad der ellers er at snakke om, siger Steen Christiansen, forhandler for Kommunernes Landsforening, til Arbejderen.

Hvis ikke det er noget problem, hvorfor kan I så ikke bare indskrive det i overenskomsten?

– Det ville i givet fald skulle have en pris. Spørgsmålet er, om man er interesseret i det, svarer Steen Christiansen.

Højere realløn

En højere realløn for alle offentligt ansatte er et kernepunkt i de strandede overenskomstforhandlinger.

DA har blandet sig i debatten med advarsler mod større lønstigninger i det offentlige. 

"Det går godt i Danmark. Bruttonationalproduktet sætter rekord i 2018. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener, tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere", skriver Forhandlingsfællesskabet i en pressemeddelelse. 

Forhandlingsfællesskabet omfatter 51 faglige organisationer og forhandler de generelle overenskomstkrav for alle kommunalt og regionalt ansatte.

Politiken har på baggrund af lækkede dokumenter fortalt, at de statsansatte samlet set kræver lønstigninger på 8,2 procent over de næste tre år. Tallet inkluderer faste tillæg, lokale lønninger og pensionsbidrag.

>> LÆS OGSÅ: "Vi lader os ikke spise af med peanuts"

Formand for de statsansattes forhandlingsorganisation Flemming Vinther bekræfter beløbet.

Modsat vil Finansministeriet ikke give en lønstigning på over 6,7 procent. Dermed er der lidt over 1,3 milliarder, som skiller parterne.

De kommunalt ansatte har fremlagt et forslag til reallønsfremgang, der modsvarer lønstigningerne på det private område. Det lægger op til lønstigninger på alt i alt 8,55 procent over de næste tre år, oplyser formand for Forhandlingsfællesskabet Anders Bondo Christensen til Arbejderen.

Kommunernes Landsforening er ikke kommet med noget skriftligt forslag til en økonomisk ramme, men har mundtligt tilkendegivet at lønstigningerne skal svarer til forliget på det private område, forklarer Anders Bondo.

De offentlige arbejdsgivere henviser til beregninger fra Finansministeriet og fastholder, at de offentligt ansatte siden 2008 er steget mere i løn end privat ansatte, og derfor skal vise tilbageholdenhed nu.

– På trods af opsvinget i økonomien kan der ikke gives store lønstigninger på det offentlige område, for det skader konkurrenceevnen, hvis lønnen i det offentlige er højere end i det private, sagde innovationsminister Sophie Løhde i december til Børsen.

>> LÆS OGSÅ: Offentligt ansattes løn halter bagefter

Ministeren taler her om, at højere lønninger i det offentlige kan lægge pres på de private arbejdsgivere i forhold til lønstigninger. 

Dansk Arbejdsgiverforening har da også blandet sig i debatten med advarsler mod større lønstigninger i det offentlige. Specielt bekymrer DA sig over et eventuelt løft af de lavtlønnede grupper på det offentlige område, som de mener vil skade private arbejdsgivere. Det siges ikke direkte, men bekymringen gælder jo størrelsen af virksomhedernes profitter, hvis der kommer krav om højere mindstelønninger.

DA har lavet en analyse, der viser, at hver enkelt offentligt ansat siden 2008 i gennemsnit har fået 45.000 kroner mere i løn, end de burde set i forhold til lønstigningerne på det private område.

De offentligt ansattes faglige organisationer mener, at Finansministeriet og DA manipulerer med tallene.

– Hvis man starter den periode, Finansministeriet ser på, bare et halvt år før, viser det sig, at der er en helt parallel udvikling mellem lønnen på det private og offentlige område, har formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen tidligere udtalt til Arbejderen.

Forklaringen er, at der var pæne lønstigninger på det private område op til krisen brød igennem i 2008. Men de offentligt ansatte fik deres lønstigninger noget senere efter overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor flere grupper var ude i strejke for kravet om højere løn.

Ligeløn og lavtløn

Udover reallønsstigninger kræver Forhandlingsfællesskabet på vegne af ansatte i kommuner og regioner også to særlige puljer til henholdsvis løft af lavtlønsgrupperne og af kvindefagene.

Kvinders løn halter i gennemsnit godt 13 procent efter mændenes lønninger.

Fagforbund med mange lavtlønnede har i årevis ønsket, at lønstigninger bliver givet i kroner ører i stedet for som procentvise stigninger. Som det er i dag, øges forskellen mellem top og bund konstant. 

Det er ikke lykkedes at nå til enighed på det punkt. I stedet er der skabt opbakning omkring en særlig lavtlønspulje.

Sundhedskartellet, BUPL, FOA og Socialpædagogerne er gået i spidsen, når det gælder kampen for ligelønnen. Sidste år sendte de fire faglige organisationer en appel til Folketingets medlemmer om i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at afsætte en særlig pulje penge til at løfte de traditionelle kvindefag. Det er der dog ingen udsigt til.

>> LÆS OGSÅ: Politisk hjælp til kamp for ligeløn

Organisationerne peger på, at man tilbage i 1969, da der blev indført et nyt lønsystem, skabte grundlaget for uligeløn mellem mænd og kvinder. Traditionelle kvindefag blev indplaceret på et lavere løntrin end mandefag, fordi kvindens løn blev set som en biindtægt, mens manden var hovedforsørger.

Kvinders løn halter i gennemsnit godt 13 procent efter mændenes lønninger, viser de nyeste beregninger fra Danmarks Statistik.

Kommunernes Landsforening har afvist at løfte de lavtlønnede og kvindefagene samlet set. Arbejdsgiverne vil kun give et særligt løft til SOSU'er og sygeplejersker. Det skyldes, at der er udsigt til stor mangel på ansatte i social- og sundhedssektoren. 

Fagbevægelsen er utilfreds med, at en sådan skævdeling indenfor en stram økonomisk ramme vil gå ud over lønstigninger til andre faggrupper.

Forringelser for seniorer

Arbejdsgiverne lægger derudover op til en række forringelser i overenskomsterne. En af de mest markante er angrebet på de særlige seniorfridage, hvor ældre ansatte har ret til et antal ekstra fridage på et år.

For de fleste grupper på det kommunale område træder ordningen i kraft, når den ansatte fylder 60 år.

Men nogle grupper har tidligere forhandlet sig frem til, at ordningen med seniordage starter tidligere. Det gælder blandt andet pædagogmedhjælperne, der har seniordage fra de er fyldt 55 år.

KL vil have ændret ordningen, så alle først har ret til seniordage fra fem år før folkepensionsalderen. Med den stigende pensionsalder betyder det, at dem, der fylder 55 i år, først vil få ret til seniordage, når de har rundet 63 år.

>> LÆS OGSÅ: KL kræver lønnedgang for pædagogiske assistenter